Jeg har lige siden den 7. oktober, hvor Hamas’ modbydelige terrorangreb på Israel førte til den aktuelle krig mellem Israel og Hamas og afstedkom store lidelser for den palæstinensiske civilbefolkning på Gazastriben, afholdt mig fra at deltage i den offentlige debat. Navnlig på de sociale medier er denne blevet til en verbal skyttegravskrig, der i alt for høj grad bygger på intellektuel dovenskab og usandfærdigheder.
Men jeg føler, at jeg må reagere på Birgitte Rahbeks anmeldelse af Odd Karsten Tveits bog ’Palestina. Israels ran, vårt svik’, som udkom i dette efterår. Hendes tekst er mere et debatindlæg end en anmeldelse, og det er selvfølgelig fair nok. Som anmeldelse er den stærkt vildledende, men som debatanlæg er den uanstændig.
Som udgangspunkt vil jeg sige, at det er en god bog, Odd Karsten Tveit har skrevet. Jeg har læst den og anmeldt den til det norske medie Ny Tid, hvor jeg gav den gode ord med på vejen. Den bygger på grundig research og er velargumenteret. Men når Rahbek i sin tekst nævner en dansk vinkel, går man altså forgæves. Helle Thorning og hendes mand Neil Kinnoch optræder således slet ikke i bogen, selv om Rahbek giver indtryk af det, og når Herbert Pundik længere nede omtales, bliver det endnu mere vildledende og på grænsen til injurier. Hun omtaler de ubehagelige begivenheder i den palæstinensiske landsby Tantura, som fandt sted i forbindelse med uafhængighedskrigen i 1948, og fletter Pundik ind med følgende ord: ”Den massakre har en tråd til Danmark, fordi Herbert Pundik var en del af den brigade, der udførte udåden.”
Læs også: Ny bog om Palæstina og Israel skærer gennem hykleriet
Her er hvad Odd Karsten Tveit rent faktisk skriver i sin bog:
”Den 22. mai gikk en brigade til angrep på fiskerlandsbyen Tantura, som lå lenger sør. Der var de palestinske innbyggerne nå israelske borgere, men sionistene ville ha dem vekk. Denne delen av Israel skulle raskest mulig renses for ikke-jøder. Først et halvt hundre år senere skulle det groteske som skjedde i Tantura bli kjent i Israel.”
Det er hårde ord, men anstændigvis holder forfatteren sig til den kendte sandhed. Jeg har selv ført talrige samtaler med mennesker i landsbyen Fureidis, hvor befolkningen fra Tantura lever i dag, og selv dér er der delte meninger om, hvad der rent faktisk skete dengang i 1948. Jeg er overbevist om, at der fandt en stor uretfærdighed sted, men vi kender ikke sagens virkelige sammenhæng.
På den baggrund er det endnu mere mærkværdigt, at Rahbek mere end antyder at Herbert Pundik var medvirkende til en massakre i Tantura. Odd Karsten Tveit end ikke nævner ham på noget sted i bogen.
Det er korrekt, at Herbert Pundik deltog som frivillig i uafhængighedskrigen. Han var med i en lille gruppe danske, også omfattende Bent Melchior, hvis navn i dag står som et fyrtårn for den brobygning, dialog og gensidig forståelse, som Rahbek muligvis ikke ønsker. Herbert Pundik og gruppen var posteret ved en kontrolpost et helt andet sted, og var helt uvidende om Alexandroni-brigadens operationer i Tantura. For nogle år siden fortalte Pundik blandt andet om dette i et åbenhjertigt interview til Information, hvor Lasse Ellegaard udviste både anstændighed og journalistisk professionalisme ved at holde sig til kendsgerninger uden at begive sig ud i udokumenterede spekulationer. Navnlig i den aktuelle situation er alt andet nederdrægtigt, fordi det kun uddyber kløften i en debat, der allerede er ved at svømme over af perfide beskyldninger uden hold i virkeligheden.
For nu at få det frem, så handler store dele af Odd Karsten Tveits bog om norsk mellemøstpolitik og om, hvordan skiftende norske regeringer har svigtet palæstinenserne. Det er spændende og relevant læsning, men som sagt er der ingen som helst dansk vinkel. Ordet Danmark figurerer slet ikke, og bogstavkombinationen ’d-a-n-s-k’ finder man 17 gange – men i samtlige tilfælde som del af ordet ’jordansk’. Det kan man kun med meget god vilje kalde en dansk vinkel.
Indlægget er udelukkende udtryk for skribenternes holdning.
Ligger du inde med et emne, du gerne vil debattere? På Globalnyt er alle velkomne i vores debatsektion, så tag endelig kontakt.
Er debatindlægget klar, eller har du et udkast eller blot en idé, så send os meget gerne en mail til [email protected].