Syrere sælger sig som soldater

gettyimages-1278468432
Syriske lejesoldater er blevet sendt direkte ind i kampzonerne, når de er ankommet til Aserbajdsjan.
Foto: Brendan Hoffman/Getty Images
Forfatter billede

15. oktober 2020

Mohammad Abu al-Saar var en bilmekaniker sidst i 20’erne i den syriske by Homs i 2011, da den syriske borgerkrig opslugte landet. Ni års tortur, had, hævn og ørkesløs borgerkrig senere står Saar og spejder ud over en fremmed slagmark i Libyen midt i en konflikt, hvis udfald han er ret ligeglad med. Saar er lejesoldat, betalt af tyrkerne, med over fem års erfaring i guerilla og urban krigsførelse.

Mohammad al-Shuhna fra den syriske nordvestlige Idlib-provins var 13, da den syriske borgerkrig brød ud. Han droppede skolen og blev først rekrutteret som lejesoldat for den frie syriske hær, inden han sluttede sig til den tyrkisk-støttede islamistiske brigade Ahrar al-Sham. For snart tre uger siden sendte et privat tyrkisk sikkerhedsfirma ham til Aserbajdsjan, beretter hans familie til The Independent.

For pengenes skyld
For både Shuhna og Saar er håbet om en bedre fremtid for Syrien og den ideologiske kamp mod undertrykkelse for længst forduftet. I stedet står et desperat ønske om at kunne forsørge familien i et Syrien, der økonomisk er ved at gå i opløsning.

For den nu 38-årige Mohammad Abu al-Saar er de 2000 dollars (cirka 12.500 kr.), han kan tjene om måneden som lejesoldat i Libyen, derfor et svimlende beløb.

”I de fire måneder jeg har kæmpet i Libyen, har jeg tjent flere penge end i alle mine år som soldat i Syrien,” fortæller han.

Og pengene er hårdt tiltrængt for Saars kone og fire børn, der i øjeblikket bor i et telt i det nordlige Syrien.

Men livet som lejesoldat er langt fra sikkert og stabilt, og Saar er hver dag i overhængende fare for at blive taget til fange eller dræbt. Det ville udradere familiens eksistensgrundlag hjemme i Syrien.

”Jeg håber bare, at hver dag ikke er den sidste, og at jeg snart er hjemme hos min familie igen.”

For Mohammad al-Shuhna kom den sidste dag. Som den eneste dreng i en søskendeflok på 10, lod den 22-årige Mohammad al-Shuhna sig hverve af tyrkerne til kampene i Nagorno-Karabakh på Aserbajdsjans side mod armenierne. Han havde kun været afsted i to uger, da han blev sendt retur til Syrien i en ligpose ligesom 55 andre syriske lejesoldater, der omkom i et bombardement.

Udnyttet og udsat
Selvom om livet som soldat per definition er farligt, så er det især de unge syriske lejesoldater, der sætter livet på spil.

Oprørslederen Abu Tareq og hans militsenhed, der alle er fra Quneitra-provinsen i det sydlige Syrien, har kæmpet mod Islamisk Stat på Assads side og bliver tilbudt af russerne at tage til Libyen for at agere sikkerhedspersonale ved oliefaciliteter i den østlige del af Libyen. For hver måned i Libyen har de fået løfte om 1000 dollars (cirka 6.250 kr.) hver.

”Selvfølgelig sagde vi ja. Den økonomiske situation er jo forfærdelig herhjemme,” fortæller Abu Tareq til Foreign Policy.

Af aftalen fremgår det også, at eventuelle desertører i Tareqs enhed, der har forladt militærtjenesten i utide eller nægtet at tjene i Assads hær, vil blive benådet, hvis de tager til Libyen.

Da de ankommer, bliver løfterne udvandet, og risikoen sat i vejret.

Deres løn bliver reduceret fra de 1.000 til 200 dollars (cirka 1.200 kr.). Og i stedet for at  bevogte oliefaciliteter bliver de sendt til fronten for at kæmpe for den stærke mand i det østlige Libyen, general Hafta.

Syrere som Mohammad al-Shuhna, der bliver rekrutteret af tyrkerne til udsendelse til Aserbajdsjan, er blevet lovet en løn på op mod 1500 dollars (cirka 9.400 kr.) om måneden for fire måneders tjeneste.

De tyrkiske hververe i Syrien har beskrevet opgaven som primært at bemande vagtposter og grænseovergange. Da de ankommer til Aserbajdsjan, kaster generalerne dem i stedet direkte ud i kampene med armenierne.

”De bliver mejet ned,” fortæller sikkerhedsanalytiker ved det amerikanske Mellemøstinstitut Neil Hauer, der bor i Armenien, til The Independent.

”De er undværlige, og deres liv bliver ikke vægtet særlig højt.”

Syriske familier har berettet om, at hundredvis af deres mænd og drenge de seneste uger er døde i militærtjeneste i Aserbajdsjan.

Familierne tøver med at stå frem med navn, da de frygter, at det vil koste dem de 60.000 tyrkiske lira (cirka 48.000 kr.), som er blevet lovet i erstatning tilfælde af, at de hvervede dør i krig.

Alligevel er vreden mod de tyrkiske myndigheder taget til blandt efterladte familier, da deres kære er døde i kampe, de ikke troede, de skulle deltage i. Samtidigt har mange familier ikke modtaget den kompensation for deres faldne, som de er blevet lovet.

Det har nået et punkt, hvor venner og familier til faldne syrere i Aserbajdsjan er gået sammen for at starte en kampagne, der skal afskrække unge syriske mænd fra at lade sig hverve. Her har de blandt andet postet armenske propagandavideoer om vildskaben i kampene i Nagorno Karabakh på sociale medier for at vise den skæbne, der venter en syrisk lejesoldat i Aserbajdsjan.

Fattigdom og krigserfaring skaber rammerne
Men det er ikke nemt at afskrække syriske mænd fra at lade sig hverve, da mange af dem er overbeviste om, at situationen umuligt kan være værre end i Syrien.

Borgerkrigen fortsætter i øjeblikket på tiende år, og den syriske økonomi har med hjælp fra yderligere amerikanske sanktioner og den libanesiske banksektors kollaps nået et uudholdeligt niveau for mange syrere.

Ifølge en rapport, udarbejdet af FN’s Udviklingsprogram, lever mere end 80 procent af den syriske befolkning i fattigdom og næsten 65 procent lever i ekstrem fattigdom. Derudover er mere end 6 ud af 10 syrere arbejdsløse.

De væbnede grupper behøver ikke at gøre ret meget for at rekruttere,” fortæller 37-årige tidligere oprørssoldat Abu Mohammad til The Independent, ”Det sørger den ekstreme fattigdom for.”

Udover fattigdommen har konflikten resulteret i hundredvis af grupper og titusindvis af syrere, der har våben, kamptræning og kamperfaring og dermed hurtigt og let kan sættes ind i en kampzone.

”Det er hjerteskærende, at det er kommet dertil, at vores børn af økonomiske årsager er presset til at dø på slagmarken i krige, der ikke vedkommer os,” fortæller faren til en syrisk lejesoldat i Libyen til Foreign Policy.