Tegnelicens

Morten Skovmand

I slutningen af 90erne fik jeg og min kone en invitation af venner til et besøg i Tanzania. Vi så bl.a. klippemalerier i Kondoaområdet og jeg tegnede og tegnede. Det førte senere til et Danida-rejselegat til at tegne videre i klippemaleriområdet ved Rift Valley.

Der er tid i billedet som i en tegneserie: elefanternes spor inden de er gået i fælden, to par ved siden af hinanden, måske ser vi også deres rute, stregen i baggrunden ligner fuldstændig klippekonturen på den anden side dalen.

Er det en strategi for jagten? Eller en fortælling om den? Det kan være svært at dechifrere stregerne, er det et ben eller en arm? Jeg kan høre når Mauritio der er barabaig og fører for os i dag, er tilfreds med tolkningen. Vi er fælles om at være på bar bund over for denne kultur.

Menneskene er afbildet med stiliseret store hoveder, mens dyrene, elefant, giraf, kudu, vises naturtro og præcist ramt med deres karakteristiske træk. Det er i den grad iagttaget at kuduen synker sammen i bagbenene efter at være ramt af jægerne.

Klippemaleriernes mennesker ser næsten ud som kroppe bærende en stor bunke kvas.

I Tanzania bæres på hovedet, modne bananer og frugter transporteres ufordærvet af stød over lange afstande. Det er smukt at se kvinderne med krukker af vand på hovedet skride som dronninger af sted. Særligt husker jeg elegancen hos hende der med utæt spand og med en skål i højre hånd for hvert tiende skridt samler strålen fra hullet op i spanden på hovedet igen.

På vej hjem fra klippemalerierne bliver vi stilfærdigt spurgt om vi vil tage en kvinde med til Kondoa. Kvinden der viser sig at være højgravid kommer ind på bagsædet og hendes slægtninge på ladet med stegepander og mad og hvad slægtningene skal sørge for under hendes ophold på hospitalet.

Der bliver kortere og kortere mellem veerne og hendes vejrtrækning nærmer sig betænkeligt klimaks. Udenfor gløder murstensovnene mellem baobabtræerne, og det er mørkt da vi endelig når Kondoa. Det var lige oppe over.