Tibetanerne i eksil vælger parlament og leder

10927806445_a51acf5969_k
Den tibetanske eksilregering, CTA, holder til i bydelen MacLeod Ganj i den nordindiske by Dharamsala.
Foto: Josh Levinger / (CC BY-NC-SA 2.0)
Laurits Holdt

Søndag havde tibetanerne, der lever i eksil, mulighed for at afgive deres stemme til valget af et nye parlament, der har 45 pladser, og Sikyong, hvilket svarer til en premierminister.

Ifølge den tibetanske eksilregering – Central Tibetan Administration (CTA), lever omkring 128.000 tibetanere i eksil og af dem har omkring 90.000 stemmeret.

De fleste bor i Indien men mindre grupper er spredt ud over det meste af verden, hvilket gør valget til en kompliceret operation.

Ifølge den indiske avis The Hindu forventes resultaterne af valget at foreligge i april – parlamentsvalget 27. april og Sikyong-valget midt i april.

Grundlagt af Dalai Lama

CTA har hjemme i byen Dharamsala i det nordligste Indien. Den blev grundlagt af bl.a. Dalai Lama da han forlod Tibet i 1959. Dalai Lama forlod den politiske scene i 2011.

Hverken eksilregeringen eller premierministeren er anerkendt af nogen lande.

Den nuværende Sikyong, Lobsang Sangay, håber på en ny femårsperiode og udfordres af Penba Tsering. Begge tilhører den moderate politiske bevægelse, Umaylam, der som Dalai Lama arbejder for øget tibetansk selvstyre inden for Kina.

Men der findes også en mere radikal politisk bevægelse, der ønsker uafhængighed fra Kina. Bevægelsen, Rangtsen, er især populær blandt yngre eksiltibetanere.

En af de vigtigste og sværeste opgaver for den kommende Sikyong bliver forhandlingerne med Kinas regering.