Klaus Winkel
Klaus Winkel (født 1939) er Cand. polit fra Københavns Universitet (1965) og var ansat i Udenrigsministeriet fra 1966 til 2004.
Økonomisk rådgiver i Ministry of Finance and Planning i Nairobi (1974-76). Chef for Danida-missionen i Dar es Salaam (1980-82). Chef for Danidas evalueringsenhed (1982-86). Chef for kontoret for evaluering, forskning og dokumentation (1986-2001) og konsulent i u-landsforskning (2002-04).
Han var formand for OECD/DACs evalueringsekspertgruppe (1989-92) og
indtil 2002 var han censor i u-landsspørgsmål ved de fleste af landets universiteter, bla. censorformand i ti år ved Internationale Udviklingsstudier på RUC.
Han har desuden udført konsulentopgaver for Verdensbanken, CGIAR og GBIF (Global Biodiversity Information Facility).
Indtil juni 2010 var han ansat på Statens Serum Institut som dansk kontaktpunkt for EDCTP (European and Developing Countries Clinical Trials Partnership).
Der var meget mere, end jeg havde turdet håbe på.
Jeg vil nøjes med to eksempler. Et af vores største indsatsområder var forbedringen af drikkevandsforsyningen i tre regioner, tilsammen fire gange større end Danmark med en befolkning, som stadig er mindre end Danmarks.
Programmet gav adgang til godt drikkevand for 380 landsbyer med over én million indbyggere.
Et andet vigtigt og banebrydende program sørgede for renoveringen af over halvdelen af landets gymnasier, hvoraf mange var ved at falde helt sammen.
Det særlige ved programmet var imidlertid indsatsen for at sikre den forebyggende og løbende vedligeholdelse. Til det formål uddannedes 3.000 lokale håndværkere, og skolernes ledelse og elever blev trænet i forebyggende vedligeholdelse.
Det var et af de første større bistandsprogrammer overhovedet, som havde vedligeholdelse som det overordnede formål. Det handlede bl.a. om at ændre en kultur, hvor vedligeholdelse generelt blev lavt prioriteret og var et ord, som politikerne nødigt tog i munden. Det er mere sexet at bygge nyt.
Uden Danida-indsatsen var en stor del af gymnasierne blevet uegnet til deres formål, og tusindvis af unge tanzanianere var blevet ramt på deres uddannelse.
I dag er den gal igen, regeringen afsætter så godt som ingen penge til vedligeholdelse.
Faldefærdige skoler er oppe mod det samme argument: der er masser af steder uden adgang til gymnasier, det kommer før renovering af de eksisterende. Sådan nogle steder råbes der meget højt på, at der skal ske noget.
Sådan er der stadig mange vigtige områder, som negligeres af den siddende regering og ikke blot i Tanzania. Det gælder bl.a. sundhedsforsorgen, småvejene, undervisningens kvalitet og meget andet i yderområderne. Og det gælder landbrugsforskningen og mange andre forskningsområder.
Der er masser at gøre for direkte bistandsindsatser til fordel for de dårligst stillede og indsatser for fx forskning, som først giver resultater på lidt længere sigt. Det bør vi ikke lade i stikken, mens vi venter på, at landenes regeringer tager sig sammen til at mobilisere de nødvendige skatteindtægter og begynder at opprioritere de fattiges interesser og de langsigtede opgaver.
Og det er i mange tilfælde opgaver, hvor danske kompetencer med fordel kunne sættes i spil, som det skete tidligere. Til gavn også for den danske ressourcebase.
