Blot to dage efter sin tiltræden som Udenrigsministeriets Særlige Repræsentant for Terrorbekæmpelse besøgte Jens Madsen torsdag Libanon for at drøfte mulighederne for styrket samarbejde om at bekæmpe finansieringen af terrorgruppen Islamisk Stat, også kaldet ISIL.
Øget dansk indsats
Udenrigsminister Kristian Jensen (V) tilføjer, at Danmark leverer i allerforreste række, når det gælder kampen mod ISIL. Både militært, men også i de civile spor, siger han.
Led i bekæmpelse af ekstremisme
Tidligere chef for Politiets Efterretningstjeneste samt Statsadvokat for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet (SØIK), Jens Madsen, tiltrådte på udlån fra Justitsministeriet den 15. marts 2016 som Udenrigsministeriets Særlige Repræsentant for Terrorbekæmpelse.
Et af Jens Madsens særlige fokusområder bliver at styrke den globale koalitions indsatser med at bekæmpe ISIL-finansiering. Regeringen har med midler fra Freds og Stabiliseringsfonden igangsat et nyt program på 28.5 millioner kroner til bekæmpelse af voldelig ekstremisme i Mellemøsten og Nordafrika.
Med ekspertise fra SØIK under Justitsministeriet fokuserer programmet bl.a. på at styrke ISIL-frontlinjestaterne Jordan, Libanon og Iraks kapaciteter til at bekæmpe finansiering af ISIL og andre terrororganisationer i regionen.