Den væbnede konflikt i Cabo Delgado, Mozambiques nordlige provins, har i oktober stået på i fem år. Den fortsætter med jævnlige angreb og voldsomme overgreb på lokalbefolkningen af Al Shabab, som gruppen kaldes lokalt, der tilsyneladende har forbindelse til Islamisk Stat. I midten af 2021 ankom tropper fra Rwanda for at hjælpe med at bekæmpe terroristerne og nogle måneder senere tropper fra SADC – samarbejdsorganisationen for landene i det sydlige Afrika – dog betydeligt færre. I alt omkring 3.000.
Den 4. oktober er det 30 år siden der blev der indgået en fredsaftale mellem regeringspartiet Frelimo og oprørsbevægelsen Renamo, der bekæmpede styret fra få år efter uafhængigheden i 1975. I 1980’erne trængte konflikten nordpå.
Nu er der en anden voldelige konflikt, anført af islamister, der trænger sydpå fra provinsen Cabo Delgado og ind i Nampula-provinsen. Alt imens Frelimo strammer grebet om den politiske udvikling og indsnævrer det civile råderum.
Den nylige partikongres synes ikke at lægge op til ændring af denne udvikling.
I de første måneder efter ankomsten af de udenlandske tropper lykkedes det at reducere angrebene fra Al Shabab især i kystområderne.
Men tilsyneladende har terroristerne organiseret sig i mindre, spredte grupper og opskaleret angrebene. Det meldes nu, at i midten af indeværende år er de nået et niveau, man var vidne til før tropperne fra Rwanda og SADC ankom.
Samtidig har Al Shabab spredt sig til Niassa-provinsen øst for Cabo Delgado og senere i den sydlige del af Cabo Delgado med voldsomme angreb i juni i Ancuabe-distriktet, på den vigtige vej mellem Pemba og den andenstørste by i provinsen, Montepuez.
Dette førte til angreb på landsbyer med mange dræbte og flere tusinde internt fordrevne, som er kommet til Pemba og Montepuez. Det har gjort det risikabelt at bruge den vigtige vej mellem de to byer.
Man regner med nu at være oppe på over 3.000 dræbte og cirka én million fordrevne som resultat af konflikten. Det er mere end halvdelen af indbyggerne i provinsen.
I de seneste måneder meldes der om flere angreb på landsbyer i den nordlige del af Nampula-provinsen syd for Cabo Delgado, især i distrikterne Memba og Erati, som har ført til massive strømme af internt fordrevne til Namapa, den største by i Erati-distriktet.
Efter det voldsomme angreb på Palma i den nordlige del af provinsen i marts sidste år har det franske olie- og gasselskab Total trukket sig fra området, hvor selskabet har arbejdet på udvinding af naturgas, som efter sigende er de største forekomster i Afrika. Total har meldt ud, at det ikke har til hensigt at genoptage aktiviteterne, så længe der ikke er garanti for sikkerheden, og dér er man ikke endnu. Exxon er det andet selskab, der har gang i et lignende projekt i området, har også indstillet arbejdet.
Det eneste selskab der fortsætter, er ENI, det italienske firma, som opererer off-shore med udvinding af naturgas og omformning til flydende gas. ENIs aktiviteter ligger uden for terroristernes rækkevidde. Firmaet regner med at eksportere den første sending af flydende naturgas inden for få måneder.
Regeringen skyder skylden på Islamisk Stat
Der er stadig en diskussion, om hvorvidt konflikten i Cabo Delgado skyldes interne eller eksterne faktorer. Regeringen insisterer fortsat på, at det er eksterne grupper med Islamisk Stat i spidsen, der står bag de mange angreb.
De fleste organisationer i civilsamfundet og mange forskere har til stadighed peget på den manglende udvikling i området, den udbredte fattigdom og især de unges ringe muligheder for beskæftigelse eller indkomster, som afgørende forklaring på den fortsatte konflikt (en lignende diskussion finder sted i mange andre lande i Afrika, som for eksempel Vestafrika, der er berørt af terrorisme).
Hertil kommer, at de mange fund af naturressourcer især i det sidste årti har skabt store forventninger om nye muligheder for beskæftigelse og udvikling, men det er aldrig blevet til noget. Det var tilfældet med naturgas, hvor man i stedet har været vidne til, at de lokale fiskere er blevet forflyttet og har mistet deres livsgrundlag.
Det samme er tilfældet ved de store rubinminer 30 kilometer øst for Montepuez. Her er lokalbefolkningen, som allerede i nogen udstrækning udvandt rubiner, blev tvangsforflyttet fra området, som Globalnyt tidligere har berettet om.
Det britiske firma Gemfields har nu fået ansvar for udvinding af rubiner fra denne verdens største rubinmine, vel og mærke i tæt samarbejde med en af spidserne i Frelimo, Raimondo Pachinuapa, højtstående medlem af centralkomitéen i partiet, som mediet Deutsche Welle skrev om i august.
Hertil kommer sikkerhedsstyrkernes rolle i konflikten. Der er fortsat rapporter fra internationale menneskerettighedsorganisationer som Human Rights Watch og Amnesty International om de mange brud på menneskerettighederne begået af hæren.
Der er ingen tvivl, om at det bidrager til det negative billede af statens rolle i regionen. Dette alt imens at præsident Nyusi og regeringen forsøger at give opfattelse af, at der er tale om store fremskridt i kampen mod terroristerne. Fremskridt der ikke mindst kan tilskrives den mozambiquiske hærs indsats.
Brug for massiv hjælpepakke
Regeringen forsøger generelt at give et fortegnet billede af udviklingen og underdriver de voldsomme sammenstød og de mange overgreb. De opfordrer ofte en del af de internt fordrevne til at vende tilbage til landsbyerne, skønt sikkerheden langtfra er garanteret.
Det er fra flere sider blevet fremført, at det nordlige Mozambique har brug for en ’Marshall-plan’ eller hjælpepakke for at imødegå det islamisk inspirerede oprør. Den skal indeholde massiv støtte til arbejdsintensive infrastrukturprojekter og iværksættelse af sundheds-, uddannelse- og vandforsyningsprojekter, som kan skabe beskæftigelse for ungdommen og forbedre de sociale forhold for befolkningen, som det blev fremført i The Africa Report i december 2021.
Der er udsigt til, at konflikten vil fortsætte og sandsynligvis sprede sig yderligere især til Nampula, hvor betingelserne ikke er væsensforskellige fra det man finder i Cabo Delgado.
Demokratiet under stigende pres
Det politiske system i Mozambique har siden uafhængigheden været domineret af partiet Frelimo. Efter fredsaftalen med oprørsbevægelsen Renamo i 1992 og Berlinmurens fald var der tale om en politisk åbning, blandt andet med deltagelse af andre politiske partier.
Men Frelimo er fortsat det helt dominerende parti med fuldstændig kontrol med statsapparatet. Det drejer sig både om den udøvende magt i alle dens aspekter, den lovgivende magt i Nationalforsamlingen og dømmende magt med et retssystem, der er domineret af Frelimo-loyale elementer.
Selv vedtagelse af flere decentraliseringsreformer har reelt ikke ført til større indflydelse på provins-, distrikt- og kommuneniveau. Snarere har det ført til en styrkelse af Frelimos kontrol på de forskellige administrative niveauer.
De senere år har man i Mozambique været vidne til yderlige indskrænkning af grundlæggende demokratiske rettigheder og styrkelse af Frelimos position. Det blev klart bekræftet ved præsident-, parlaments- og provinsvalget i slutningen af 2019, som var præget af vold, forfølgelse af oppositionen og misbrug af offentlige midler til fremme af Frelimos kandidater med en valgadministration, der var meget partisk. Ikke overraskende vandt Frelimo en overvældende sejr, også set i forholdt til valget i 2014, hvor oppositionen vandt i flere provinser. For nylig har man været vidne til Frelimos forsøg på at fastholde kontrollen af valgrådet og den øvrige valgadministration.
I det seneste år har man været vidne til flere begivenheder, der bekræfter den autoritære udvikling.
“Forsamlingsfriheden synes at være en saga blot”
For nylig havde en række organisationer arrangeret en demonstration mod de stigende priser på hverdagsgoder – demonstrationer som man har set i mange andre afrikanske lande. Som per automatik griber politiet/sikkerhedsstyrkerne ind og angriber demonstranterne på meget voldsom facon, og mange bliver slået og arresteret. Og det selvom det var en helt lovligt anmeldt demonstration.
Ved mange lignende demonstrationer arrangeret af civilsamfundsgrupper har man været vidne til samme voldelige indgreb fra politiets side. Ser man over de sidste år, er det kun demonstrationer arrangeret af Frelimo eller Frelimo-tro organisationer, der foregår fredeligt uden politiets indgriben. Forsamlingsfriheden synes at være en saga blot.
Kritisk presse trods stigende kontrol
Der har også været jævnlige angreb på pressefriheden. Udover en række fysiske overgreb på journalister, der er forsvundet eller mishandlet blev oppositionsavisen Canal de Moçambiques lokaler i 2020 brændt ned. Dertil kommer jævnlige trusler og fysiske angreb på journalister. Man har aldrig fundet bagmændene bag nogle af hændelserne.
Og så er der en ny presselov under forberedelse, der stærkt begrænser journalisternes arbejde. Udviklingen i Cabo Delgado har gjort det yderst vanskeligt for medier at få adgang til informationer, om hvad der reelt sker i området.
Skønt Frelimo kontrollerer en stor del af pressen og på trods af den stigende kontrol af pressen fra statens side, er det værd at bemærke, at der stadig eksisterer en ganske kritisk presse (nogle af de mere fremtrædende er Canal Moçambique og Savana). Men der er en stigende kontrol med pressen. Den internationale organisation Reporters Without Borders vurderer i sin 2022-rapport, at pressefriheden i Mozambique er indskrænket i det seneste år.
Et repressivt regime
Hvad angår retten til at organisere sig har der også været indgreb over for civilsamfundsgrupper, især de grupper, der har en kritisk holdning over for Frelimo og regeringen.
For nylig har ministerrådet vedtaget to nye love, der sigter på henholdsvis bekæmpelse af terrorisme og hvidvaskning. Men lovene berører alle organisationer i civilsamfundet, idet de skal indberette med jævne mellemrum til statslige instanser, som skal godkende deres aktiviteter.
Den mozambiquiske sammenslutning af menneskerettighedsorganisationer har protesteret mod disse love, som snarligt forventes forelagt nationalforsamlingen. Organisationen mener, at det er yderlige et forsøg på at kontrollere civilsamfundets aktiviteter.
Civilsamfundets råderum er generelt blevet indsnævret i Mozambique i de senere år. Den internationale organisation Civicus, der årligt vurderer det civile råderum i alle verdens lande, skønner, at man nu kan tale om et ”repressivt” regime. I Freedom House’s 2022 rapport betegnes regimet i Mozambique som “partly free”.
Stadig et aktivt civilsamfund
Man kan næppe tale om et totalitært regime, men i stigende grad et autoritært styre.
Der er stadig et aktivt civilsamfund, der søger at bringe kritiske problemstillinger op over for regeringen, dog med jævnlige klare advarsler og trusler. Et eksempel er, at der for nylig blev smidt patroner ind i Adriano Nuvungas hjem – Nuvunga er formand for CDD – Centro para Democracia e Desenvolvimento, en af de mest aktive og kritiske NGOer i landet.
Hertil kommer flere forskningsinstitutioner og tænketanke, der bidrager til den kritiske debat som for eksempel IESE – Instituto de Estudos Sociais e Económicos.
Oppositionen er i de senere år blevet svækket, især efter valget i slutningen af 2019. Det gælder det største oppositionsparti Renamo og partiet MDM – Movimento Democrático de Moçambique, der med det sidste valg fik reduceret antallet medlemmer af Nationalforsamlingen og også deres indflydelse på provinsniveau, hvor de havde guvernørposten i flere provinser.
Begge partiers historiske ledere er desuden for relativt nylig afgået ved døden: Afonso Dhlakama fra Renamo i 2018 og Daviz Simango fra MDM i 2021, hvilket yderligere har svækket oppositionen.
Mozambique går snart ind i en ny valgperiode med kommunalvalg i 2023 og præsident- og parlamentsvalg i slutningen af 2024. Meget tyder på at disse valg yderligere vil forstærke Frelimos dominerende rolle.
De hemmelige lån
Mozambique var i årene 2013 – 2016 scene for et af de største økonomiske forbrydelser i Afrika nogensinde. Flere højtstående medlemmer af regeringen og embedsværket i samarbejde med forretnings- og bankfolk i flere lande optog lån med en samlet værdi på over 12 milliarder kroner. Midlerne skulle blandt andet bruges til et selskab, som skulle fiske tun, og kystbevogtning. Men der blev aldrig fanget én fisk, og de fleste af pengene er forsvundet, som Globalnyt fortalte i 2019.
Sagen om de hemmelig lån har lagt sig som en tung dyne over Mozambique med alvorlige økonomiske og politiske konsekvenser. Økonomisk har de hemmelige lån ført til fald i bruttonationalproduktet, større fattigdom og nedskæring af statsbudgettet især for uddannelse og sundhed. Og politisk har hele sagen bekræftet og skærpet Frelimos kontrol med staten, som de har skaltet og forvaltet, som det passer dem.
Læs også: Forskere dokumenterer: Svindelsag bidrog til Mozambiques nedtur
Sidste år var der en lang retssag på over et halvt år. En lang række af de mere operative figurer er blevet stillet for retten, mange af dem højtstående inden for efterretningsvæsenet. Men de politiske figurer, der har taget den afgørende beslutning om operationen, og som uden tvivl har profiteret personligt, synes at gå fri. Herunder ikke mindst tidligere præsident Guebuza og nuværende præsident Nyusi, der var forsvarsminister under Guebuza.
Det er naturligvis ikke realistisk, at disse personer – i hvert tilfælde ikke i den nuværende situation – vil blive stillet til ansvar for sagen.
Dommen vil først falde til november, altså efter Frelimos kongres i september. Men hvis ikke nøglefigurerne i sagen om de hemmelige lån bliver stillet til ansvar, fortsætter situationen med total straffrihed, og sagen vil kaste lange skygger over Mozambique i mange år frem.
Det skal nævnes, at Manuel Chang, der var finansminister, da de hemmelige lån blev kontraheret, siden slutningen af 2018 har siddet i fængsel i Sydafrika, efter at USA har forlangt ham udleveret (med den begrundelse, at amerikanske borgere har tabt penge som følge af de hemmelige lån). På initiativ af mozambiquiske civilsamfundsorganisationer er det lykkedes at undgå hans udlevering til Mozambique, og det ser nu ud til, at han i de kommende måneder vil blive udleveret til USA.
Det er muligt, at han under en retssag i USA vil afsløre de personer i Mozambique, der står bag beslutningen om indgåelse af de hemmelige lån.
Overdrevent fokus naturressourcer
Efter at sagen om de hemmelig lån kom for dagens lys i 2016 blev al budgetstøtte fra donorerne lagt på is, inklusiv støtte fra Verdensbanken og IMF. For nylig har både IMF og Verdensbanken ydet de første lån i seks år.
En del af Verdensbankens lån skal gå til økonomisk udvikling i Cabo Delgado, men det er først blevet godkendt, efter at man har modificeret begrundelsen for lånet, hvor man fra Mozambiques side har insisteret på, at man nedtoner de mange referencer til interne forhold i regionen som hovedbegrundelse for lånet.
På et mere generelt niveau er der ikke sket en positiv udvikling af økonomien eller reduktion af fattigdommen de senere år. Den fortsatte overdrevne satsen på landets naturressourcer som hjørnesten i den økonomiske udvikling (og hvor Frelimos ledere samtidig kan fremme egne økonomiske interesser) har ikke på nogen måde givet positive resultater – snarere tværtimod.
Dette alt imens at udviklingen af landbruget, især smålandbruget, er blevet negligeret. Et større sats på det mindre landbrug vil kunne have en positiv effekt på reduktion af fattigdommen og skabe beskæftigelse.
Men der er ikke umiddelbart udsigter til, at regeringen og Frelimo har til hensigt at ændre denne politik og fortsatte satsen på de mange naturressourcer som hjørnestenen i landets udvikling.
Opfordring fra tidligere præsident
I de seneste dage har Frelimos 12. kongres fundet sted. En vigtig begivenhed givet partiets altdominerende politiske rolle.
Men landets reelle problemer blev ikke genstand for en åben diskussion, hvilket man næppe heller kunnet have forventet.
Tidligere præsident Joaquim Chissano, der var en nøgleperson ved fredsaftalen med Renamo for 30 år siden efter 16 års borgerkrig, opfordrede stærkt til forsoning internt i Frelimo og på nationalt plan. Det sidste for at kunne opnå fred i den nordlige del af landet.
Der er imidlertid ikke meget, der tyder på at han fandt lydhørhed blandt de ledende i Frelimo. Præsident Nyusi blev genvalgt til formand for Frelimo med 100 procent af stemmerne. I løbet af det næste års tid vil det vise sig om også Nyusi vil blive foreslået som kandidat til en tredje præsidentperiode. Det vil kræve en ændring af grundloven, der begrænser præsidenten til to femårige valgperioder.
Alt tyder på, at den autoritære linje, der har præget Nyusis præsidentperiode, og som har ført til en indsnævring af det demokratiske rum, vil fortsætte de kommende år.
Mogens Pedersen er tidligere dansk ambassadør i Mozambique.
