Besøget kommer et år efter, at Ulla Tørnæs første gang var i Cox’s Bazar kort efter, at krisen i Rakhine i Myanmar var brudt ud. Derfor kunne hun med selvsyn se nogle af de resultater, som WFP har opnået i lejren – blandt andet med hjælp fra donorer som Danmark.
Danmark og WFP har et langvarigt og stærkt partnerskab, som er fokuseret på at fremme fødevaresikkerhed i nogle af verdens mest udsatte situationer.
”WFP er en kernepartner for Danmark, og vi arbejder tæt sammen om at fremme fødevaresikkerhed i nogle af verdens mest udsatte lande og humanitære situationer såsom i Cox’s Bazar. Min rejse med Beasley har været en lejlighed til at se de konkrete resultater og forbedringer i Cox’s Bazar, som vi sammen har været med til at skabe for rohingyaerne,” siger Ulla Tørnæs i en pressemeddelelse fra Udenrigsministeriet.
Fire ud af fem afhængige af hjælp udefra
Det skønnes, at 727.000 rohingya-flygtninge har søgt tilflugt i Cox’s Bazar her et år efter, at krisen brød ud i Rakhine, og at området dermed huser flere end 900.000 flygtninge fra Myanmar.
Rohingyaerne lever under yderst vanskelige forhold, og over 80 procent af dem er afhængige af fødevarebistand og andre former for nødhjælp og beskyttelse.
Ulla Tørnæs og David Beasley lagde under besøget særligt vægt på, hvordan man igennem partnerskabet kan samarbejde om at sikre mere holdbare løsninger for rohingyaerne.
”Krisen må ikke blive glemt. Jeg er taknemmelig overfor befolkningen i Bangladesh og deres indsats for at sikre et tilflugtssted til de, som flygtede fra Myanmar og jeg er taknemmelig for de økonomiske bidrag fra og partnerskabet med Danmark, som har gjort det muligt for WFP at fortsætte sit arbejde her,” siger David Beasley.
Må bedre vilkårene i Myanmar
Samtidig med besøget har den danske regering bevilget 30 millioner kroner til WFP’s humanitære indsatser for flygtninge og lokalsamfund i Cox’s Bazar samt 20 millioner kroner til Internationale Røde Kors’ indsatser for de rohingyaer, der stadig befinder sig i Rakhine og det øvrige Myanmar.
”Der er fortsat brug for massiv humanitær assistance i Cox’s Bazar, men det er også vigtigt ikke at glemme de rohingyaer, der stadig befinder sig i Myanmar, og dermed også bidrage til en gradvis bedring af vilkårene dér. Det er netop derfor så vigtigt, at Danmark fastholder en regional tilgang til krisen, og humanitært såvel som politisk bidrager på begge sider af grænsen til at sikre rohingyaerne en bedre fremtid,” siger Ulla Tørnæs.
Danmark var blandt de første lande til at yde humanitær bistand, da krisen eskalerede i Rakhine den 25. august sidste år. Danmark har med de nye bevillinger bidraget med over 318 millioner kroner til humanitære indsatser på begge sider af grænsen samt 83 millioner kroner igennem en udvidelse af landeprogrammet i Bangladesh for at fremme modstandsdygtigheden hos lokalbefolkningen.
Af konkrete resultater, som de danske midler bl.a. har bidraget til, kan nævnes etablering af krisecentre for traumatiserede kvinder, skolegang for flygtningebørn, støtte til udbygning af både boliger og infrastruktur i lejrene, etablering af køkkenhaver, beskyttelsesaktiviteter for sårbare grupper, rådgivning af lokale bønder, overordnet styring og koordination i flygtningelejrene m.v. Støtten er ydet gennem FN-organisationer samt en stribe danske humanitære partnere.
Danmark har i 2018 samlet bidraget med 360 millioner kroner til WFP’s indsatser globalt, hvoraf 85 millioner kroner er gået til organisationens indsatser i relation til rohingya-krisen.