De Palenque à Matongé
Dizzy Mandjeku & Alé Kumá:
”De Palenque à Matongé” (Zephyrus Rec.)
Det er fabelagtigt godt set,- og manden med det gode syn er den colombianske bassist og orkesterleder, Leonardo Goméz Jattín, som i en del år har haft den spændende projektgruppe, Alé Kumá. De holder til i området omkring det i hvert fald åndelige tilhørssted for afro-colombianere, nemlig landsbyen San Basilio de Palenque i Cartagena-området i Colombia, som er et land med kyst til både Stillehavet og Atlanterhavet. Her befinder vi os i bunden af Det Caribiske Hav, lige der hvor forfærdeligt mange afrikanske slaver fra 1500-tallets start ville lande og blive solgt til guldminer, sukkerrør og som tjenere på de store haciendaer. Og mange af disse ville komme fra blandt andet det område i Afrika, som i dag rummer de to stater, der deler navnet Congo.
Her var det specielle ved betegnelsen Palenque, at den betyder ”befæstet by”, at befriede slaver, de såkaldte cimarones, havde et beskyttet sted indenfor de forskellige palenques, hvor altså San Basilio de Palenque var den vigtigste i forhold til at bevare afrikansk kultur under de fremmede himmelstrøg.
Her er også en stribe bands, der refererer til den oprindelige musiktradition, tillad mig at anbefale blandt andre Són Palenque og Septeto Tabalá.
Brobygning
Dette nye projekt handler om at bygge broen tilbage til Afrika, selv om det ikke blev til D. R. Congos hovedstad, Kinshasa, at turen gik, men tværtimod til Bruxelles, hvor mange congolesere i dag bor i eksil i bydelen Matongé, som ligger få hundrede meter fra Europaparlamentet. Indtil 1960 koloniserede Belgien, hvad der derfor i mange år hed Congo Leopoldville, siden kom til at hedde Zaire og de sidste mange år har heddet D. R. Congo. D. R. betyder Demokratiske republik.
Det andet Congo ligger umiddelbart mod sydvest ved den sydlige munding af Congofloden. Det kaldes ofte Congo Brazzaville efter hovedstaden, og er en syvendedel så stort og tidligere fransk koloni. Bare for lige at få det geografiske på plads.
I Bruxelles bor en congolesisk legende, nemlig den fænomenale guitarist, Dizzy Mandjeku. Dette fænomen, som også er kendt som Dizzy Lengo, er ud over store stunder i eget navn nærmest folkeeje siden de store år i congolesisk soukous og rumba, altså dengang landet hed Zaire.
Her var han stjerneguitarist ved siden af den fabelagtige Franco Luambo Makiadi (1938-89) i det på alle måder stilskabende orkester, Franco OK Jazz og Dizzy blev orkestrets leder, da Franco meget sørgeligt bukkede under for AIDS bare 51 år ung i 1989.
Dizzy spillede også med Francos store rival, Tabu Ley Rochereau (1940-2013), ligesom han selvfølgelig har leget med sangere som Sam Mangwana og andre af de helt store. For en del år siden emigrerede Dizzy til Bruxelles, hvor han i en årrække har kørt det voldsomt fede bigband, Odemba OK All Stars.
Men tilbage til Colombia:
Samler kulturer
Colombia handler jo i høj grad om stilarten cúmbia og der er også musik, der minder meget om, hvad der bliver spillet på Cuba.
Men i 1996 dukkede Leonardo Goméz, som han hedder i daglig tale, op med sit projekt, Alé Kumá, hvor han havde samlet to gange to sangere fra henholdsvis Stillehavs- og Atlanterhavskysten i Colombia, blandt andre indianere og afro-colombianere, ligesom jazz blev blandet ind i et spændende miks, der åbnede døren til ikke mindst de afro-colombianske ceremoniers intense verden.
I den verden samledes opmærksomheden snart om en skrøbelig, ældre dame med en meget speciel stemme. Hun hed Etelvina Maldonado, og var eksponent for de afro-colombianske stilarter bullerengues og fandango de lenguas, hvor en kvindestemme typisk står overfor en mur af trommer i et ofte stærkt tranceskabende rum, hvor sangeren går ind i en kald-svar-udveksling, der kan minde ret meget om pygmæmusikken i regnskovene på grænsen mellem Congo og Cameroun. Men der blev også spillet jazz på pladen, som regnes for banebrydende.
Til sin død som 75-årig i 2010 var Etelvina Maldonado folkeeje på linje med bullarengue-stjerner som Totó la Momposina og Petrona Martinez. Hør hende, hun var fænomenal og går med enkle midler gennem marv og ben.
Når det er sagt, har de colombianske magthavere konsekvent siden afrikanere begyndte at ankomme i starten af 1500-tallet behandlet dem med udbredt diskrimination og de regnes stadig som andenrangs-borgere set fra regeringskontorerne i Bogotá, selv om de bedste musikalske stjerner bliver behængt med priser.
Den nye plade er i høj grad et ekko af den første, forstået på den måde, at vi fortsat har meget forskellige sangere, men især to, nemlig Lina Babilonia som afslutter pladen og direkte betaler tilbage til Etelvina Maldonado og orisha-ånderne med det traditionelle nummer, ” A Pilá El Arró”, som starter med udsøgt Dizzy-guitar og så overtages af sangerne, hvor resten leverer vidunderlige svarkor sammen med fløjter og de først besættende trommer og så et drive, der vil festen og flyver op og op, Det er nærmest som et Tour de France-felt – netop vundet at en colombianer for første gang – der tager niveau efter niveau på Tourmalet-bjerget, til vi når toppen og forløsningen.
Som et scoop er også den da 94-årige mandlige sanger, Magín Díaz (1922-2017) med på sin måske sidste indspilning, mens koret blandt andet består af en anden spændende måske kommende stjerne, Nidia Góngora.. Og på toppen venter guitaristen Dizzy, der følger til dørs med et kildevæld af overskudsagtig congo-guitar, så englene får nye vinger.
Soukous og congolesisk rumba har jo netop altid handlet om de cyklende guitarer og nogle af det afrikanske kontinents flotteste kor, som fuldt kan konkurrere med zulu-sangere i Sydafrika.
Alligevel får tingene en helt ny dimension her, hvor Dizzy og hans trofaste anden-guitarist, Toms Ntale, dels møder trommerne og korene, men også en marimbaspiller i La Wey Segura – det kalder han sig altså – der giver de afrikanske balafon-mestre kamp til stregen.
Det er et modigt og godt set værk, der bærer præg af, at baggrundsresearchen var i orden, så man kunne fyre det bedste af, da man først ramte studiet i Bruxelles.
Dyk ned i denne plade. Jeg bør ikke spille Buena Vista-kortet, men vi er godt nok tæt på noget af den samme aura her.