I enhver fortælling er der et før og et efter, et nu og et da. Det gælder også for Kirkenes. Den lille norske by, hvis glitrende elv udgør NATOs nordligste grænse.
Kirkenes er en kosmopolitisk højborg; et sammenkog af mødet mellem det lokale og det globale. Placeret blot 15 kilometer fra Rusland har byen og dens knap 3.500 indbyggere om nogen gennemlevet, hvad sikkerhedspolitiske forandringer kan få af betydning for et samfund.
Siden Ruslands invasion af Ukraine for tre år siden har byen ændret karakter. Den før så livlige trafik over grænsen er næsten forstummet. Og den månedlige markedsdag, hvor russiske handlende stimlede sammen på torvet for at sælge håndværk og delikatesser, er for længst væk.
Lige så dødt er Barents-samarbejdet, der blev født ud af Sovjetunionens fald, og som med Kirkenes-erklæringen fra 1993 markerede startskuddet på øget sameksistens mellem Norge, Rusland, Finland og Sverige, hvis grænser forenes i det høje nord.
Regionens mantra har ellers altid lydt: “High north, low tension”.
Men tiderne har ændret sig, både for lokalbefolkningen i grænselandet, men i særdeleshed også for hele den arktiske region som følge af Ruslands angreb på Ukraine og det amerikanske ønske om at overtage Grønland.
Som den norske udenrigsminister, Espen Barth Eide (Ap), siger et par hundrede kilometer fra Kirkenes til den årlige konference Arctic Frontiers i Tromsø:
“At skelne mellem krig og fred, som vi førhen har gjort, giver ikke længere mening. Vi bliver nødt til at lære at tænke på en anden måde.”
Storpolitik
Vi er Kirkenes for at forstå, hvordan en geopolitisk konflikt manifesterer sig på det ultralokale plan. Her har nordmænd og russere i årtier delt arbejdspladser, ægteskaber og søndagsindkøb; man har hyldet samarbejdet, bygget bro og mindesmærker for at cementere det gode naboskab.
Efter at de russiske tanks for tre år siden bragede over grænsen til Ukraine, har byen forsøgt at tilpasse sig livet midt i “konfliktzonen”, som Rune Rafaelsen, tidligere borgmester i Sør-Vanger kommune og generalsekretær for Barents Sekretariatet gennem 12 år, har døbt Kirkenes.
Rune Rafaelsen har brugt langt størstedelen af sin karriere på at styrke samarbejdet til Rusland. Han har sågar modtaget en venskabsorden fra selveste Vladimir Putin for sit engagement. Den er nu sendt retur med posten.
“Mit princip er, at vi ikke kan tillade at Putin vinder krigen, for så tager han bare det næste land,” forklarer Rune Rafaelsen.
Af samme grund afviser han kategorisk alt samarbejde med Rusland og byder den øgede militarisering og bevogtning af grænseområdet velkommen.
“Det er beklageligt, men nødvendigt. Kirkenes er, hvor Norge møder verden. Det er international storpolitik, og når man har en kompleks nabo som Rusland, hvis handlinger ikke er til at forudsige eller stole på, så bliver vi nødt til at have stærkere institutioner.”
Og stærkere institutioner er tilsyneladende på vej. I hvert fald har den norske statsminister Jonas Gahr Støre (Ap) iværksat en “historisk” beredskabsplan, der skal forberede det civile samfund på “the worst-case scenario.”
Samtidig poster Norge yderligere 19,2 milliarder i forsvarsbudgettet, så det samlet lander på over 110 milliarder kroner alene i 2025.
Enhver kontakt er accept
Krigsforberedelserne er dog ikke noget, man umiddelbart bemærker, når man bevæger sig rundt i den lille by.
Her er ældre mennesker på morgenindkøb og asiatiske turister med imponerende kameralinser; klar til at fange polarområdets egentlige attraktion, nemlig det livlige nordlys, der kaster sig rundt på himlen, når natten sænker sig lidt over middag.
Heller ikke grænseovergangen mellem Norge og Rusland sætter tanker igang om hybridkrig og nyoprettede jægerkompagnier. Her daler sneen stille, inden den putter sig i landskabet.
Solen titter nådigt frem, som tegn på at den lange nat, mørketiden, snart er ved at være forbi. Et “hej” i det fjerne bryder stilheden. Det kommer fra en skikkelse, der padlende bevæger sig fremad.
Det er Ørjan Nielsn, der kommer cyklende ledsaget af sin kæmpehund Bamse. Han vinker og slingrer og stopper op foran det lille skur, der udgør grænsekiosken, som Ørjan har bestyret siden 1989. Her kan man købe importerede babushka dukker og andre russiske souvenirs, selv om Ørjans holdning til den nære nabo, er klar:
“Enhver kontakt er accept,” siger han med et nådesløst blik, inden han tager sin finger op til tindingen, hvor han begynder at køre den rundt i små cirkler.
“Alle, der fortsat kører over grænsen, bliver set på som skøre. De finansierer jo krigen,” småråber han og griber ud efter en kost, som han ihærdigt begynder at feje det lille indgangsparti til kiosken med.
Vi skæver lidt akavet mod vores chauffør, Vidar Bye, der efter at have sat os af ved grænsen skal videre mod Nikel, en russisk by, godt en times kørsel fra Kirkenes, som han to gange ugentligt besøger for at donere genbrugstøj til trængende børn.
Vidar trækker på skuldrene. Sådan fylder uenigheden i Kirkenes. Det skal den have lov til, mener han, for der er mange følelser på spil. Selv synes han, det værste der kan ske, er, hvis grænsen lukkes helt.
“For så kan vi ikke bevare kontakten, og så kan vi ikke hjælpe dem,” som han siger.
Ørjan Nielsn ryster på hovedet. Vidar stiger ind i sin bil og kører de få meter hen til kontrolposterne, inden han forsvinder ind i Rusland.
“Jeg tager det ikke for givet, at samfundet er trygt,” siger Ørjan Nielsn, da bilen er forsvundet ind i Rusland.
“Russerne er jo lige dér!” Han peger i retning mod elven i det samme, som to polakker pludselig dukker op. De inspicerer kiosken, griner af en magnet med et portrætfoto af en ung Putin.
“Min far elsker ham,” fortæller den ene.
“Så må du banke ham,” siger Ørjan.
Polakken køber Putin.
I det fjerne lyder et prustende spektakel. Det må være Vidar Bye, der vender tilbage, konstaterer Ørjan. Ganske rigtigt triller Vidars bil kort efter ind foran kiosken. Han har købt russiske croissanter med vaniljefyld og mandeldrys. I bilen på vej tilbage, fortæller han, at krigen har gjort det sværere at tale sammen i byen.
“Mistænksomheden blandt folk er steget, og der er store uenigheder mellem indbyggerne i Kirkenes. Mange ser på situationen som sort/hvid.”
Vi er klar
Det har aldrig været nemt at være nabo til Rusland, som den norske antropolog Erika Fatland skriver i sin kolossale rejseskildring Grænsen.
Ud af dets 14 naboer er det kun Norge, der i løbet af de sidste fem hundrede år ikke er blevet enten invaderet af eller har været i krig med landet.
Det russiske rige er netop blevet så stort, skriver Fatland, fordi “den til enhver tid siddende hersker benyttede sig af alle de muligheder, der bød sig, til at udvide grænsen”.
På kortvarig pause fra grænsen sidder fire unge norske værnepligtige med drømmende øjne på byens eneste pub. Det er lørdag aften, vagttårnene er overdraget, og fremtidsscenarierne fulde af krig.
“Jeg er sikker på, at krigen kommer,” siger den ene. Måske ikke i morgen, eller om to år, men på et tidspunkt.
“Og lad os bare sige det sådan, at hvis de kommer, så er vi klar,” bryder en af de andre ind. Hans accent er klassisk Oslo. Alle er de fra syd, og deres perspektiv på sikkerhedssituationen har ændret sig markant, siden de kom til nord.
“Før vidste jeg ikke så meget, men det er noget andet at stå ansigt til ansigt med truslen,” siger en tredje, mens de andre nikker samtykkende.
En værnepligtig fra et andet bord læner sig ind i samtalen. Hvad der sker, hvis russerne kommer? gentager han.
“Ja, så dør vi vel.”
Bagved pubben troner kirken. Spredte gravsten stikker op af sneen, og foran kirkegården står en varevogn malet i gul og blå.
“Stop war”, står skrevet hen over dens ene side. Lidt længere nede af torvet er et mindesmærke for Aleksej Navalnyj, den russiske oppositionspolitiker, der sidste år døde, mens han befandt sig i den arktiske straffelejr nr. 3.
Den unge eksilrusser Olesia Krivtsova passerer mindesmærket hver dag på vej til sit arbejde på det uafhængige medie The Barents Observer, hvor hun siden juni 2023 har arbejdet som journalist.
I sine blot 22 leveår er Olesia blevet angivet til den russiske sikkerhedstjeneste FSB to gange. Hun har været fængslet, er blevet anklaget for terrorisme, og er flygtet fra sit hjemland. Og så har hun skiftet cigaretterne ud med snus.
“Jeg hader det, men cigaretterne her er simpelthen for dyre,” siger hun, mens hun diskret lister en nikotinpose op under overlæben.
“Og et eller andet har jeg brug for for at håndtere al min stress.”
I 2021 begyndte Olesia Krivtsova at blive politisk aktiv. Hun tog til Navalnyj-demonstrationer og råbte regimekritiske slogans, og da Rusland invaderede Ukraine, begyndte hun at hænge antikrigs-klistermærker op i sin hjemby.
Senere delte hun også et kritisk post i en privat chat på Instagram, hvilket resulterede i, at 11 FSB-agenter troppede op i hendes lejlighed, hvor de puttede hende i håndjern og tog hende med i arresten. Hun fik herefter fodlænke på, mens hun ventede på sin dom, der lød på op til 10 års fængsel.
“Jeg ville ikke i fængsel, så jeg besluttede mig for at flygte fra Rusland. Jeg fik hjælp til at krydse grænsen til Belarus, hvorfra jeg rejste videre til Litauen, inden jeg fik tilbudt jobbet her i Kirkenes.”
“Jeg var i chok, da jeg så, hvor byen lå,” griner Olesia Krivtsova.
“For det første ligger Kirkenes praktisk talt i Rusland. For det andet er det meget småt og koldt, og så er det ikke engang en del af EU. Men det fungerer, og nu føler jeg, at Kirkenes er mit hjem.”
Omkring 10 procent af indbyggerne i Kirkenes er russere, mange er også venligt stemt over for Putin. Dem involverer Olesia sig ikke med. Hun er ikke længere russisk patriot, som hun siger.
“Jeg plejede at elske mit land, men det gør jeg ikke længere. Det har traumatiseret mig,” siger Olesia Krivtsova. På hendes ben er Putin tatoveret som en edderkop.
Det er folk udefra, der skaber uro
Når man snakker om “krigen” i Kirkenes, er det langt fra alle, der først og fremmest tænker på invasionen af Ukraine.
Mange taler i stedet om anden verdenskrig, hvor russerne kom til undsætning og befriede byen. Et historisk øjeblik, der førte til, at der i dag midt i Kirkenes står et monument med en sovjetisk soldat, der kigger vagtsomt og tappert ud over landskabet.
“De overvejer at rive ham ned og opføre et nyt monument til ære for Ukraine. Tænk på det,” siger den 80-årige Willy Bangslund, mens han slår opgivende ud med armene.
Bangslund er lokal bryde-træner, og han har siden krigens udbrud kæmpet indædt for at bevare et idrætssamarbejde med russerne.
Et Ukraine-monument skal være velkomment, understreger han.
“Jeg skal være den første til at lægge en blomst, men der ingen grund til at slette historien, ingen grund til at isolere russerne yderligere, og da slet ikke børnene,” forklarer han.
Han uddyber:
“Det er Norge, der har sænket jerntæppet. Det er medierne, der skriver, at grænsen skal lukkes. I det hele taget er det folk udefra, som skaber uro.”
“De fleste af os her har en relation til Rusland. Vi har venner der, vi kender folk, og vi ønsker ikke splid. Det er politikerne som spreder frygten med deres ‘nu kommer russerne og tager os’,” siger Willy Bangslund.
Han fører os gennem et udhulet fjeld, der er indrettet som idrætshal og beskyttelsesrum, og op i “russer-rummet”. Billeder af russiske og norske børn i umage brydningsstillinger pryder væggene. Men den tid er slut nu. Børnene fra de to lande må ikke længere krydse grænsen for at kæmpe, hvilket Willy Bangslund betegner som en stor tragedie.
“Politik skal ikke blandes ind i sport. Børn skal ikke tages som gidsler i krigen. Hvis vi isolerer unge, som Norge gør nu, så gør vi ham Putin en tjeneste.”
“Alt, jeg ønsker, er fred og fordragelighed langs grænsen, sådan som det altid har været,” slutter Willy Bangslund.
Men det kan være svært at bevare fred og fordragelighed, når verdenspolitikken flytter ind i periferien, som den tidligere borgmester Rune Rafaelsen siger.
Krigen skaber polarisering og uro, og der er ingen tvivl om, at Kirkenes er blevet forandret, ligesom Grønland nu står til at blive det, som følge af Trumps fremfærd i Arktis, indskyder han.
“Både Trump og Putin opfører sig som despoter. De er meget identiske, og derfor bliver os, som bor her, nødt til at kæmpe for demokratiet og styrke det europæiske samarbejde,” siger Rune Rafaelsen.
Trods den dystre diagnose, er han sikker på, at krigen nok skal slutte en dag.
“Og så må vi bare starte forfra. Det har vi erfaring med i Kirkenes, siger han.
Barn af Barents
At Barents-samarbejdet igen skal få oprejsning, er også noget Eugeny Goman håber på. Han er teaterdirektør og tidligere kulturminister i Murmansk-regionen i Rusland, men bor nu i Kirkenes, hvor han arbejder for kulturkollektivet Pikene på Broen.
“Jeg føler mig som et barn af Barents-regionen. Jeg var 14 år, da samarbejdet blev etableret, og det har bestemt været med til at forme mit internationale udsyn.”
Eugeny Goman flyttede til Kirkenes kort før invasionen, og skønt byens indbyggere tog godt imod ham, mærkede han en knugende skam forbundet med det at være russer.
“Jeg var ekstremt skamfuld i begyndelsen, men nu tror jeg faktisk, at Kirkenes er det bedste sted at være, fordi der har eksisteret et samarbejde på tværs af grænsen i alle disse år. Folk i byen er enormt sympatiske, ikke mod regimet, men mod den russiske befolkning.”
Skammen er forsvundet, at leve med sit hjemland som nabo er blevet hverdag, men med Trumps fornyede interesse i Arktis-regionen begynder Eugeny Goman igen at mærke en forandring.
“Det kan mærkes, at Arktis er på dagsordenen, at de sikkerhedspolitiske strømninger er i opbrud. Det er mærkeligt for os, der lever her. For os er Arktis en følelse; en stemning, der går på tværs af hele regionen.”
Hvad er det for en følelse?
“Det er en fornemmelse, en nostalgi. For mig er Arktis en mærkelig blanding af liv og død. Det er ikke for alle, og derfor er det valg – en pagt om at leve med naturen – som går på tværs af befolkningen, og som ikke kender landegrænser. Det handler om at være en del af noget større og om at være et folk før en nationalitet.”
