Er Tunesien et afrikansk land eller er det et arabisk land? Det er et spørgsmål, som har optaget sindene i det nordafrikanske land – og i flere andre afrikanske lande – på det seneste. Det er som sådan ikke et nyt spørgsmål, men det er kommet op i toppen af dagsordenen i den seneste måned.
Det var en tale fra landets præsident, Kais Saied, den 21. februar, der for alvor satte gang i debatten, som har været alt andet end pæn, afdæmpet og civiliseret.
Han talte om migranter, og sagde blandt andet:
“Det uerklærede mål med de gentagne bølger af ulovlig indvandring er at gøre Tunesien til et rent afrikansk land, der ikke har nogen tilknytning til de arabiske og islamiske nationer.”
Han formulerede sine anklager tilpas vagt, så folk selv kunne forbinde prikkerne. Men ifølge Ahlam Chemlali, der er ph.d.-studerende på Dansk institut for internationale studier – hvor hun blandt andet forsker i migranters vilkår i Nordafrika, med særligt fokus på Tunesien – er der ingen tvivl om, at han blandt andet hentyder til oppositionspartiet Ennahda, som tidligere havde magten i landet.
Flere kritikere beskylder præsidenten for at kopiere vestlige, ikke mindst franske, politikere, der taler om ’den store udskiftning’. Det er kort fortalt er en konspirationsteori, som går ud på, at der er nogen, som forsøger at udradere den hvide befolkning ved at udskifte den med mennesker fra lande, hvor befolkningen har mørkere hudfarve.
Det anslås at der er et sted mellem 20-50.000 migranter i landet, og i alt knap 12 millioner indbyggere.
Kritik fra et levende civilsamfund
Kritikken er haglet ned over præsidenten. Blandt andet fra grupper i landets civilsamfund, der også har demonstreret mod hans udtalelser og mod racismen i landet. Aktivister anklager ham blandt andet for at opmuntre til had og diskrimination mod afrikanske migranter.
Efter præsidentens tale er flere migranter blevet tilbageholdt af myndighederne. Nogle har mistet deres job, og nogle er blevet smidt ud af deres hjem. Der rapporteres også om flere overfald på migranter.
En migrant fra Darfur siger til det sydafrikanske magasin The Continent:
“Ja, når du er sort, føler du altid frygt, især om natten. Nogle mennesker kaster sten på dig, nogle gange kalder de dig en abe. Mine venner er blevet slået. Der er meget diskrimination, og jeg kan ikke beskrive det hele for dig, fordi jeg ikke kan holde det ud, når jeg taler om det.”
Intern kritik er ikke noget nyt i Tunesien, for landet har et levende civilsamfund. Men denne gang kom der også massiv kritik fra omverdenen, nærmere bestemt fra en række vestafrikanske lande, som er den region, hvor hovedparten af migranterne i Tunesien kommer fra. Men også Den Afrikanske Union – som Tunesien selv er medlem af – har fordømt præsident Saieds udtalelser.
Mindst tre afrikanske lande, Elfenbenskysten, Guinea og Gabon, har evakueret sine statsborgere fra Tunesien. I Guinea mødte præsidenten selv op i lufthavnen for at tage imod sine landsmænd, som blandt andet BBC fortalte.
En del af migranterne i Tunesien er kommet for at arbejde eller studere. Det er der som udgangspunkt ikke problemer med, for Tunesien har en aftale med ECOWAS, den vestafrikanske samarbejdsorganisation, om at landenes statsborgere frit kan bevæge sig rundt og opholde sig i op til 90 dage i de andre lande.
Men efter de 90 dage skal man søge opholdstilladelse, og her mødes man af et massivt bureaukrati, der gør det meget svært at opholde sig lovligt i landet mere end de 90 dage.
En afledningsmanøvre
Ahlam Chemlali mener, at præsidentens voldsomme udmelding kan være en form for afledningsmanøvre:
”De globale kriser, som vi oplever for tiden, har ramt Tunesien særligt hårdt, så det er en virkelig svær tid for mange tunesere. Arbejdsløsheden er utrolig høj, og når tuneserne så ser migranterne, der arbejder i den uformelle sektor, så er der mange, som føler at migranterne tager deres jobs. Så præsidenten puster til en ild, der allerede ulmer.”
Den høje arbejdsløshed skyldes blandt andet Corona-pandemien. For i Tunesien lever mange af turistindustrien, og nedlukningerne og de manglende turister kostede titusinder af jobs, siger hun.
Krigen i Ukraine har gjort tingene endnu værre, for Tunesien var ligesom naboerne i Nordafrika storimportører af korn fra Ukraine og Rusland.
Dertil kommer den globale inflationskrise og det faktum, at landets valuta, dinaren, er faldet meget i kurs. De almindelige husholdningers købekraft er faldet voldsomt. Så det er en meget dyb økonomisk krise. Krisen har blandt andet kunne ses i supermarkederne, hvor mange hylder var tomme, da hun var i landet i november 2022, fortæller hun.
Et andet tegn på krisen er, at migrationen fra Tunesien er steget markant.
”Det er ikke længere kun de fattige unge mænd, der tager afsted, men det er også i stigende grad folk fra middelklassen, der krydser Middelhavet til Italien. Tuneserne udgør for tiden den største gruppe af dem, der krydser Middelhavet,” siger Ahlam Chemlali.
Samtidig befinder landet sig også i en politisk krise. I 2021 stod præsident Kais Saied bag det, som nogle kalder et ’blødt kup’. Her afsatte han regeringen og parlamentet, og satte sig reelt på hele magten i landet. Blandt befolkningen finder man både dem, der støtter præsidenten, og dem, der er imod ham og hans politik. Men mest af alt finder man apati. Ved det seneste parlamentsvalg i januar deltog således kun 11 procent af vælgerne.
”Tunesien er et land i afgrunden, både politisk og socioøkonomisk,” konkluderer Ahlam Chemlali.
”Så det her kommer på et belejligt tidspunkt for præsidenten. Han kan få fokus væk fra både den politiske og socioøkonomiske krise, som landet befinder sig i, og som han jo i sidste ende har ansvaret for som præsident.”
Mellemstation blev til endestation
Men der er også en voksende gruppe af migranter, som i virkeligheden blot har Tunesien som en station på vej til Europa. Men i de senere år er stationen blevet en endestation for mange af dem.
Mange af migranterne føler sig fanget i Tunesien. I forbindelse med sine feltstudier har Ahlam Chemlali talt med mange vestafrikanske migranter, og flere betegner deres tilværelse som et ophold i et udendørs fængsel. For de kan ikke få lovligt ophold i landet, men de har heller ikke mulighed for at komme videre til Europa.
Usikkerheden efter præsidentens tale har blot gjort deres situation endnu sværere, fortæller hun.
At det er blevet sværere for migranterne at komme videre til Europa skyldes, at landet i dag fungerer som en fremskudt grænsevagt for landene nord for Middelhavet, og som betaling for det har landet modtaget betydelig økonomisk hjælp fra EU.
Landet har blandt andet opgraderet sin grænsebevogtning og sin kystvagt med støtte fra de europæiske lande. Ikke mindst på grund af det, opsnappede myndighederne i 2022 omkring 32.000 migranter på Middelhavet mod 15.000 i 2021.
Præsidentens bastante udtalelser var altså ikke kun henvendt til hans landsmænd. De var også henvendt til EU og især til Italien, vurderer Ahlam Chemlali.
Italiens premierminister Georgia Meloni har angiveligt lovet at lægge et godt ord ind for Tunesien i Den Internationale Valutafond, og nogle iagttagere mener, at præsident Kais Saieds hårdere linje mod migranter er en slags betaling for Italiens støtte.
Præsidentens udtalelser kan dog vise sig at have den modsatte virkning. I hvert fald har en af de andre store finansielle spillere, Verdensbanken, sat forhandlingerne om sit fremtidige engagement i Tunesien på pause – netop på grund af udtalelserne, skriver France24.
Hudfarven betyder noget
Der er en race-undertone i debatten. Historisk har der været nogle racemæssige hierakier – ikke kun i Tunesien, men i hele Nordafrika – hvor ens status stiger, jo mere lys man er i huden, og falder, jo mere mørk man er, forklarer Ahlam Chemlali. Mellem 10 og 15 procent af befolkningen i landet nedstammer fra tidligere slavegjorte afrikanere.
Den del af befolkningen er gennem historien blevet udsat for racisme, og er også blevet udsat for angreb og chikane under den aktuelle fremmedfjendske bølge.
”Indtil for nylig kunne man også se på folks efternavn, om de nedstammede fra slaver – det er først blevet ændret for et par år siden. Så det er noget der ligger dybt i samfundet, og er kommet op til overfladen igen under den nye debat.”
En undersøgelse fra BBC i 2022 viste, at 80 procent af befolkningen i landet mener, at racisme er et problem i landet. Det er det højeste tal i MENA-regionen.
Her skal det dog indskydes, at Tunesien er et af de få lande – hvis ikke det eneste – som har lovgivning mod racisme. Og det har også civilsamfundsorganisationer, der råber højt i den offentlige debat. Så på nogle måder er den aktuelle debat et tegn på, at landet er nået længere i opgøret med racismen, end mange andre lande er.
