Tuneserne tager i disse dage afsked med en politisk veteran – præsident Beji Caid Essebsi, som er død i en alder af 92 år.
Samtidig har myndigheder i landet fået travlt med at fremrykke det valg, der skulle have fundet sted i november, så det i stedet holdes i september.
Essebsi var med til at grundlægge det moderne Tunesien i 1956, da franskmændene lod den tidligere koloni få sin selvstændighed.
På det sociale og økonomiske område indførte de daværende tunesiske magthavere en række reformer til det bedre – men de indførte også et undertrykkende styre, der med skiftende præsidenter var ved magten i over 50 år. Og her var Essebsi med på en stor del af turen.
Som ung studerede han jura i Paris og vendte hjem til Tunesien, hvor han bestred en lang række offentlige embeder – herunder udenrigsminister og ambassadør i Frankrig og Tyskland – under blandt andre præsident Zine el-Abedine Ben Ali, der blev væltet i december 2010.
Garant for sekulært samfund
Efter revolutionen blev Essebsi kortvarigt premierminister, men ved det efterfølgende valg kom det islamistiske parti Ennahda til magten. Partiet trådte imidlertid tilbage igen i 2013, hvilket banede vej for et nyt valg, der bragte Essebsi og hans parti til magten.
Hans politiske modstandere så ham som en del af de gamle regimer, der var blevet smidt på porten i Tunesien, mens hans tilhængere betragtede ham som garant for et sekulært samfund. Så sent som i denne måned indførte han et forbud mod den muslimske klædedragt niqab, der dækker hele ansigtet bortset fra øjnene. Forbuddet blev indført af sikkerhedsårsager, skriver britiske BBC i en nekrolog.
Ville kappe bånd til fortiden
Parlamentsformand Muhammad Ennaceur – som er 85 år – har nu overtaget præsidentposten, indtil der efter planen skal holdes et fremrykket præsidentvalg den 15. september.
Den aldrende præsident Essebsi havde på grund af sin høje alder ikke ønsket at genopstille ved det valg, der skulle have fundet sted i november.
Han ønskede desuden for Tunesien, at landet skulle have en yngre præsident – ikke en, der, som The Economist skriver, var spundet ind i fortidens kampe.