Arbejdet med at etablere et universitet for syriske flygtninge er begyndt i byen Gaziantep, der ligger i det sydøstlige Tyrkiet nær grænsen til Syrien, skriver Egypt Independent søndag.
Borgerkrigen i Syrien har sendt millioner på flugt og Tyrkiet er et af de lande, der har taget imod flest.
Det er regeringerne i Tyrkiet og Qatar, der stå bag universitetet, der skal hjælpe nogle af de 1,7 millioner syriske flygtninge i Tyrkiet.
Et andet mål med projektet er at styrke det videnskabelige samarbejde mellem Tyrkiet og Qatar.
Ifølge TRT World, det tyrkiske svar på BBC World, har syriske flygtninge tidligere haft mulighed for at få plads på en række tyrkiske universiteter.
De mange flygtninge fra Syrien har skabt store politiske diskussioner i Tyrkiet. Oppositionen har bl.a kritiseret regeringen for at tage imod de mange flygtningen. Udover 1,7 million syriske flygtninge huser Tyrkiet og så 300.000 flygtninge fra Irak.
Fra den tyrkiske undervisningsminister Nabi Avci lyder det, ifølge TRT World, at ingen nu skal kunne sige, at de syriske flygtninge tager studiepladser fra tyrkiske studerende.