Tyrkiets ekstreme sommer har fået Erdogan til at love ”grøn revolution”

gettyimages-1234673822
En helikopter forsøger at få styr på de voldsomme skovbrande i Tyrkiet denne sommer
Foto: Burak Akay/Anadolu Agency via Getty Images
Thomas Jazrawi

4. oktober 2021

Stort set alle lande har tilsluttet sig den globale klimaaftale, Paris-aftalen. Der er et par undtagelser, men det er typisk plagede lande som Irak, Libyen og Yemen. Men også et enkelt land, som både er med i G20 og OECD, har hidtil stået uden for Paris-aftalen, nemlig Tyrkiet.

Det bliver der snart ændret på, lover den tyrkiske præsident, Recep Tayyib Erdogan. Han har sendt anmodning om at ratificere den globale klimaaftale til parlamentet, og den vil blive til national lovgivning inden det kommende klimatopmøde i Skotland, COP 26 i november. Derudover venter der store grønne tiltag i Tyrkiet, der bliver en “grøn revolution”, ifølge præsidenten. 

”Denne beslutning betyder, at vi vil foretage omfattende ændringer på mange områder fra investeringer til produktion, fra eksport til beskæftigelse, inden for den tidsramme, vi har sat. Vi har allerede taget et vigtigt skridt ved at vedtage den handlingsplan, der er nødvendig for en tilpasning til den Europæiske Unions Green Deal,” siger Erdogan ifølge det tyrkiske medie, Hurriyet.

EU’s Green Deal er en omfattende pakke med hensigter og mål for klima, natur, biodiversitet og miljø. Den har blandt andet målsætninger om at reducere de klimaskadelige udledninger med mindst 55 procent i 2030 og gøre unionen klimaneutral ved midten af århundredet. Ifølge jurasitet Lexology vedtog Tyrkiet i august en handlingsplan, som skal fungere som en køreplan med det primære formål at sikre Tyrkiets tilpasning til EU’s grønne aftale. 

Vil betragtes som udviklingsland
Tyrkiet underskrev Paris-aftalen tilbage i 2016 efter vedtagelsen i december 2015, men landet fik aldrig ratificeret den, hvilket er procesessen, der gør den til national lovgivning. Det skyldes, at tyrkerne har været utilfredse med den kategorisering, man har fået i Klimakonventionen tilbage i 1992. Her står landet blandt de udviklede lande, og det betyder, at Tyrkiet er forpligtet til at levere finansiel og teknisk støtte til udviklingslandenes klimaindsats.

Tyrkiet ønsker at blive betragtet som et udviklingsland i Paris-aftalen og dermed have færre forpligtelser og nemmere adgang til klimastøtte. Der er blevet forhandlet om landets status, men det er ikke lykkes at få tilslutning til ønsket. Nu vil tyrkerne altså alligevel fuldt ud tilslutte sig klimapagten. 

“Det har ikke være nemt for Tyrkiet at stå udenfor aftalen, som et blandt kun seks lande og som det eneste G20-land. Landets krav har været fuldt ud legitime, men det har være ene om at forsvare kravene,” skriver Tyrkiets miljø- og urbaniseringsminister, Mehmet Emin Birpinar, i en kommentar i det tyrkiske medie, Daily Sabah, der er ejet af en af Erdogans nære venner. 

Tyrkiet er ellers både medlem af OECD og G20-sammenslutningen. Målt i forhold til BNI er landet tilmed den største donor af udviklingsbistand med bidrag i 2019, der svarer til 1,15 procent af den samlede økonomi. 

Klimakatastrofer har fået Tyrkiet på andre tanker
Det er en meget voldsom sommer, der har været årsag til, at Tyrkiet vil prioritere kampen mod klimaforandringer, skriver ministeren i kommentaren. Den ene katastrofe har afløst den anden gennem de seneste måneder i det store land mellem Europa og Asien.

I juni var der massiv forurening ved Tyrkiets kyster med såkaldt havsnot, der skyldes ubehandlet affald i havene. Historisk voldsomme skovbrande hærgede i juli, mens massive oversvømmelser dræbte 81 mennesker ved Sortehavet i august. 

“Denne sommer var hver eneste dag en udfordring. Den ene dag fandt vi os selv stillet over for massive oversvømmelser i de nordlige dele af Tyrkiet, den næste tog vi mod sydkysten for at bekæmpe skovbrande. Alligevel har moder jord givet os håb: nu er enhver spire, som vokser frem i områderne, der blev brændt ned, et mirakel,” lyder det fra ministeren.

Ifølge den tyrkiske minister stræber landet nu efter at blive en leder i kampen mod klimaforandringer. Det kan være godt nyt for efterårets klimakonference i Skotland. Der er behov for at styrke landenes klimaplaner, som foreløbigt ikke er stærke nok til at indfri målet om at holde temperaturstigningen et godt stykke under 2 grader. 

Læs også: Paris-aftalens mål ligner en meget fjern drøm

Tænketanken Climate Action Tracker vurderer, at Tyrkiets foreløbige politikker og målsætninger er stærkt utilstrækkelige. Landets grønne indsats bliver kategoriseret som “Critically Insufficient”, den laveste kategori på den skala, de opererer med.