Globalnyt præsenterer: Ugens tre
“Globalnyt præsenterer: Ugens tre” er en tilbagevendende artikelserie.
Her giver vi vores læsere mulighed for at stifte bekendtskab med (måske) ukendte kunstnere, ferieperler, egnsretter, kulturpersonligheder, musikgenrer, sportsgrene, forfatterskaber, film mm.
Det bliver med skiftende fokus, når vi afslutter arbejdsugen med en ny omgang ”Globalnyt præsenterer: Ugens tre”.
Mashrou’ Leila
Libanon
Kendt som et band, der hellere end gerne tager kontroversielle emner op til revision, er Mashrou’ Leilas succes eksploderet siden deres første møde på The American University of Beirut i 2008.
Fire albums senere har deres insisteren på kunstnerisk granskning af tabuiserede emner som seksuel frihed, kønsroller og stereotyper, politik og censur til gengæld også skabt problemer for bandet i hjemregionen. Sidste år blev de ifølge Associated Press bandlyst fra at spille koncert i Jordans hovedstad, Amman, angiveligt af religiøse årsager. Ydermere modtager forsangeren Hamed Sinno netop nu både kritik og ros for sin medvirken i Marsa Sexual Health Centers oplysningsvideo om brugen af kondom for at modvirke stigningen i kønssygdomme.
Akkompagneret af smukke lyduniverser kan deres tekster på én side læses som storladen poesi og på den anden som en dyb kritik af livet i Libanon. Selv påpeger bandet, at ”vores tekster handler om forskellige slags konflikter: fra politiske til klassebetonede, religiøse over til den enkeltes konflikter fra privatlivet.”
I nummeret ”Kalaam (s/he)” fra deres nyeste album Ibn el Leil fra 2015 sætter de eksempelvis spørgsmålstegn ved forholdet mellem nationen og det personlige ansvar, hvorimod et nummer som ”Shim el Yasmine” er en ufuldendt kærlighedshistorie sunget til en anden mand. Forsangeren lægger ikke skjul på sin egen homoseksualitet og tilknytning til LGTB+-miljøet, og sangen kan derfor også læses som en åbenlys reference til de begrænsninger, som homoseksuel kærlighed møder i Mellemøsten.
Musikvideoen til ”Roman” fra Ibn el Leil (Deluxe Edition) leger med de vestlige mediers fremstilling af muslimske og arabiske kvinder som ofre for i stedet at fremvise den mangefacetterede arabiske feminisme.
Rasha Nahas
Israel/Palæstina
Hvor Mashrou’ Leila insisterer på at synge på arabisk, befinder den unge kvindelige sangerinde og guitarist Rasha Nahas sig i den modsatte ende af spektret med sine engelske tekster.
Som en del af det palæstinensiske mindretal i Israel, der udgør 20% af befolkningen, er hver dag en sproglig kamp. Her må arabisk ofte vige for hebræisk, hvilket hun til The Guardian kalder ”the language of the oppressor”. Hun ser derfor sit engelske sprogvalg som en bevidst vej udenom.
Nahas er opvokset i kystbyen Haifa som af New York Times er blevet døbt palæstinensernes Tel Aviv. Unge liberale palæstinensere er omringet af en blomstrende undergrundsscene, hvorfra Nahas også udspringer.
I foråret 2017 tog hun dog turen til det palæstinensiske selvstyres de facto hovedstad Ramallah for at deltage i Palestine Music Expo – en tre-dages musikfestival som for første gang åbnede dørene.
Formålet med festivallen er at give palæstinensiske musikere en platform, hvorfra deres musik kan komme ud til et lokalt publikum og samtidig give dem redskaberne til at skabe en palæstinensisk musikindustri.
Nahas skildte sig med sine skæve, guitar-centrede melodier og sin rockede attitude ud fra mængden af artister på åbningsdagen. Med et tourprogram som blandt andet har ledt hende til Storbritanniens Glastonbury Festival i sommers, er hun helt klart værd at følge.
Release performance for Rasha Nahas’ debut EP ”Am I” i hjembyen Haifa sidste år.
Sa’aleek
Vestbredden
Grænsende op til det travleste checkpoint mellem Israel og Vestbredden finder man Qalandiya flygtningelejr. Ud af de knap 10.000 beboere udgør tre af dem rapgruppen Sa’aleek, som består af Tayseer Qatoom (”Orwa”), Mohammad Selwadi (”Selwadi”) og Maen Ozreil (”Angel of Death”).
Palæstinensk rap er en relativt ny musikstil som oftest krediteres Tamer Nafars band DAM, som fandt sammen i slutningen af halvfemserne. Med udgangspunkt i de sociale problemer i hjembyen Lod, den israelske besættelse og starten på den anden intifada i 2000 byggede DAM videre på hiphop-artister som Tupac Shakurs politiske bevidsthed.
Siden fødslen af arabisksproget rap har stilen bredt sig som en alternativ måde for unge palæstinensere at udtrykke deres frustration over den israelske besættelse. Den har især fundet et følge i flygtningelejre rundt omkring på Vestbredden. Al Jazeera rapporterer blandt andet hvordan Palestine Street (den første rapgruppe fra Dheishe flygtningelejr ved Bethlehem) et årti senere nu lærer fra sig gennem workshops til andre unge palæstinensere med succes.
Sa’aleek ser til gengæld ikke sig selv som stemmer fra flygtningelejren, men som et flydende koncept, der skal samle dem, som vælger lidelsen fra og friheden til. De fortæller da også til musikjournalist Juliette Jagger, at ordet ”sa’aleek” foruden at referere til de svage i samfundet også betyder vigilantes, dem der tager sagen i egen hånd. Gruppens ønske er at skabe forandring og håb igennem deres musik – både for lokalmiljøet, for andre flygtninge og for dem nederst i hierarkiet, som lytter med verden over.
Sa’aleek kombinerer jazz med rap i deres nummer “Sweet Like Salt”. Der findes mere musik på deres Soundcloud-profil: https://soundcloud.com/sa3aleek
