Ugens tre myggebårne sygdomme

Gerd Kieffer-Døssing

4. maj 2017

Læsetid: 4 min

Globalnyt præsenterer: Ugens tre

“Globalnyt præsenterer: Ugens tre” er en tilbagevendende artikelserie.

Her giver vi vores læsere mulighed for at stifte bekendtskab med (måske) ukendte kunstnere, ferieperler, egnsretter, kulturpersonligheder, musikgenrer, sportsgrene, forfatterskaber, film mm.

Det bliver med skiftende fokus, når vi afslutter arbejdsugen med en ny omgang ”Globalnyt præsenterer: Ugens tre”.

Læs flere Ugens tre

Malaria
Syd- og Mellemamerika, Asien, Afrika og Oceanien

Halvdelen af verdens befolkning er i risikogruppen for at få malaria. Verdens sundhedsorganisationen, WHO, skønner, at 212 millioner mennesker blev syge med malaria i løbet af 2015 – 429.000 overlevede ikke. Omkring 70 procent af de årlige dødsfald sker blandt børn under fem år.

Malaria overføres til mennesker via stik fra myg, der er inficerede med malariaparasitten, plasmodium. Der findes fem forskellige parasitarter – den ene er først opdaget inden for de seneste år – hvoraf den mest farlige er Plasmodium falciparum, der scorer et ret ubehageligt hattrick: Det er dén parasitart, der er skyld i langt de fleste dødsfald, giver de mest alvorlige sygdomstilfælde og som er mest tilbøjelig til at udvikle resistens over for medicin.

Langt de fleste dødsfald sker i Afrika, da det er her, at Plasmodium falciparum især holder til. Statens Seruminstitut skriver, at 80 procent af de danske tilfælde af malaria findes hos folk, der vender hjem efter ophold i Afrika syd for Sahara.

Har man mistanke om at være smittet med malaria, skal man reagere hurtigt, da parasitten ellers kan angribe centralnervesystemet og i værste fald altså koste den smittede livet.

Symptomerne er ofte influenzaagtige med høj feber, hovedpine, træthed, smerter i muskler og led og kvalme og opkastning.

Siden 2010 er antallet af dødsfald som følge af malaria faldet 29 procent.

Dengue feber
Afrika, Syd- og Mellemamerika, USA, Europa og Asien[[{“fid”:”6740″,”view_mode”:”inlinefull”,”fields”:{“format”:”inlinefull”,”field_file_image_alt_text[und][0][value]”:”Et skilt advarer mod et udbrud af den slemme udgave af Dengue feber i Cambodja.”,”field_fotograf[und][0][value]”:”Christopher – Flickr.”},”type”:”media”,”field_deltas”:{“1”:{“format”:”inlinefull”,”field_file_image_alt_text[und][0][value]”:”Et skilt advarer mod et udbrud af den slemme udgave af Dengue feber i Cambodja.”,”field_fotograf[und][0][value]”:”Christopher – Flickr.”}},”attributes”:{“alt”:”Et skilt advarer mod et udbrud af den slemme udgave af Dengue feber i Cambodja.”,”height”:”308″,”width”:”548″,”class”:”media-element file-inlinefull”,”data-delta”:”1″}}]]

Mens det går den rigtige vej for malariabekæmpelsen, er dengue feber til gengæld blevet 30 gange mere udbredt på verdensplan over de sidste 30 år. WHO anslår, at man i 2013 havde 390 millioner tilfælde af dengue feber, hvilket var tre gange så mange som i 2009.

Dengue feber findes især i storbyer, hvor dårlig kloakering og stillestående vand er fantastiske udklækningssteder for myggeæg. Man mener derfor, at den stigende urbanisering er en medvirkende årsag til, at flere og flere bliver smittet med sygdommen.

Selvom der også findes tilfælde af dengue feber i Europa (nærmere bestemt i Sydfrankrig, Kroatien og på Madeira) er den mest almindelig i mere tropiske og subtropiske områder i Asien, Afrika og Syd- og Mellemamerika.

Dengue feber er endemisk i mere end 100 lande, og 40 procent af verdens befolkning er således i risiko for at få dengue feber. Til gengæld tager dengue feberen færre menneskeliv om året, end malaria, nemlig godt 20.000 mennesker.

Når det så er sagt, så skal man passe virkelig på med at blive smittet med dengue. For er man én gang blevet smittet med en af de fire typer dengue vira, udvikler man ganske vist immunitet mod lige præcis dén type, men er ekstra udsat, hvis man bliver smittet med en af de tre andre.

De normale symptomer er høj feber, udslæt, hovedpine og muskelsmerter (mange smittede får dog kun en mild feber); men har du allerede haft dengue, kan du udvikle en langt mere alvorlig udgave af sygdommen, hvor dit blod ikke kan koagulere, og du kan få store indre blødninger.

Der findes ikke medicin mod dengue feber, og man giver derfor blot symptombehandling – for eksempel paracetamol for at slå feberen ned.

I modsætning til malaria findes der heller ikke forebyggende medicin. Den eneste måde at undgå smitte er derfor at undgå at blive stukket af smittebæreren: Hunmyg af arten Aedes aegypti.

Det er i øvrigt samme type myg, som smitter med zika virus og gul feber.

Gul feber
Afrika og Sydamerika

Gul feber har fået sit navn, fordi en af følgesygdommene, hvis man bliver smittet, er gulsot. Man estimerer, at 200.000 mennesker bliver årligt smittet med gul feber – omkring 30.000 dør som følge af sygdommen.

Gul feber findes ikke i Europa, men spreder sig især i et bælte på 15 grader nord og syd for Ækvator. Atter engang trækker Afrika det korteste strå, som det kontinent, hvor flest mennesker er smittede med gul feber – en række afrikanske lande stiller da også krav om vaccination mod gul feber ved indrejse. For sådan en findes der nemlig.

Siden 2006, hvor WHO lancerede et Gul feber initiativ, er 105 millioner mennesker i Vestafrika blevet vaccineret, og det har skabet store fremskridt i bekæmpelsen af sygdommen i regionen. Mens der sidste år for eksempel var store udbrud af gul feber i Angola og Den demokratiske Republik Congo, var der ingen udbrud i Vestafrika i 2015.

Udbrud sker, når folk, der er smittede, rejser til byområder med stor forekomst af myg. Myggene kan derved overføre virusen fra en person til en anden.

Skulle man blive smittet, er symptomerne meget lig malaria og dengue feber (og kan derfor være svær at diagnosticere): Feber, muskelsmerter, hovedpine, kvalme og opkast.

15 procent af de smittede går efter 24 timer ind i en anden fase af sygdommen, der er mere alvorlig, og hvor halvdelen dør inden for to uger. Her kan der opstå høj feber, gulsot, blødning fra mund, næse, øjne og mave og nyresvigt.