Der skal brød på bordet. Også i Tanzania. Men det kniber voldsomt med fødevareforsyningen i det østafrikanske land. Det er Martin Lund Jensen fra Bækmarksbro, mellem Holstebro og Lemvig, ved at yde sit bidrag til at rette op på. Han leder nemlig arbejdet med at opbygge og åbne en landbrugsskole i byen Kigoma i det vestlige Tanzania.
”Der er et kæmpe potentiale og behov for at udvikle tanzaniansk landbrug. Vidensniveauet er lavt, og der er mangel på effektive metoder. Folk lever fra hånden og i munden og har svært ved at lægge langsigtede planer og spare op til nye investeringer. Men man kan komme langt med simple ting så som at fortælle, hvordan og hvornår det er bedst at så, at sprøjte for ukrudt og at gøde jorden, så planterne optager gødningen bedst muligt,” fortæller Martin Lund Jensen.
Bæredygtig produktion
Opgaverne løser han i samarbejde med kollegerne i foreningen Ndugu Development Foundation, som arbejder for at udvikle bæredygtigt landbrug i Tanzania. Det princip afspejler sig også i Martin Lund Jensens visioner for landbrugsskolen.”Dens drift skal være baseret på indtægter fra skolens landbrugsdrift. På den måde kan vi vise eleverne – der som det økonomiske fundament for deres toårige uddannelse hver især skal drive et stykke af skolens jord – at man kan leve af landbrug. Det er en vigtig pointe,” siger Martin Lund Jensen, som i efteråret modtog den tredje container fra Danmark med brugte, men gode traktorer, såmaskiner og sprøjter samt stole, borde, computere og andet skoleudstyr fra Midt- og Vestjylland.
Materiellet er indsamlet, tjekket og renoveret af foreningen LivAfrika – der har base i Sørvad – og sendes til Kigoma med penge fra Genbrug til syd, som støtter forsendelser af brugt materiel til udviklingslandene.
Øge anseelsen
Martin Lund Jensen regner med, at landbrugsskolen åbner i september 2015. Ambitionen er, at skolen kan bidrage til at effektivisere og øge landbrugsproduktionen på egnen ved Kigoma samt hæve fagets anseelse.
”Der bliver set ned på landmænd. Der er status i at få job i byen og hersker en forestilling om, at klarer man den ikke der, må man tage tilbage til landsbyen og nøjes med at blive landmand. Det er paradoksalt, for landbruget har stor betydning for Tanzania. Befolkningen vokser kolossalt hurtigt, og selv om her er masser af jord, er landets regering er nødt til at importere fødevarer,” siger Martin Lund Jensen.
Genbrug til Syd (GTS), som administreres af Dansk Missionsråds Udviklingsafdeling og finansieres af Udenrigsministeriet, har siden 1975 ydet økonomisk støtte til forsendelser af doneret, brugt udstyr til udviklingslandene.
Henrik Lomholt Rasmussen er freelancejournalist og informationskonsulent ved Seges (tidligere Videncentret for Landbrug og Videncenter for Svineproduktion)