Tre unge kvinder i alderen 20 til 26 år rejser i øjeblikket rundt i Europa, hvor de blandt andet skal på besøg i EU-Parlamentet, for at fortælle om deres personlige oplevelser under demonstrationerne i Nicaragua, der er de største, siden borgerkrigen sluttede i 1990’erne.
Fredag eftermiddag var de forbi Copenhagen Business School (CBS) i København, hvor de meget berørte af situationen fortalte åbent om den seneste måneds uroligheder i deres hjemland i Mellemamerika.
”Vi er her, fordi vi er nødt til at sprede ordet om, hvad der sker i Nicaragua. Vi har ingen institutioner, der kan give os retfærdighed. Vi gør det her for at skabe internationalt pres, og derfor er det vigtigt at fortælle vores historier,” siger 20-årige Madelaine Caracas.
”Målet er at synliggøre den politiske situation i Nicaragua for at stoppe regeringens undertrykkelse af demonstranterne,” siger 26-årige Yerling Marina Aguilera, der er sociolog.
Alle tre kvinder var del af den demonstration den 18. april på Universidad Centroamericana, der udviklede sig til at blive de største offentlige demonstrationer mod Nicaraguas præsident, Daniel Ortega, der har haft magten siden 2007.
Folkeligt oprør
Demonstrationen den 18. april var en protest mod regeringens håndtering af en brand i et naturreservat, som regeringen ikke havde gjort nok for at standse. Men det var også en protest mod den pensionsreform, som regeringen havde planlagt at vedtage uden opbakning i befolkningen. En pensionsreform, Ortega nu har trukket tilbage.
Det var en fredelig demonstration, men alligevel blev den mødt af politi, der angreb de studerende med knive, fortæller Madelaine.
”Vi var fanget på universitetet. Det var en rædselsnat,” siger hun.
Hvad der startede som en fredelig demonstration, udviklede sig til en voldelig, og det førte til en uventet opbakning fra flere offentlige universiteter, der ellers normalt støtter præsidenten. Siden hen spredte denne opbakning sig bredt i samfundet, og flere tusinder har været på gaden for at flagre med de blå-hvide flag for at vise deres frustration over for regeringen. Et folkeligt opgør er i gang, og det inkluderer ikke kun unge studerende i hovedstaden, Managua, men hele samfundet.
Selvom Ortega har trukket den omstridte pensionsreform tilbage, så er der stadig demonstranter på gaderne i Nicaragua, fortæller Yerling Marina Aguilera:
”Det folkelige krav er ikke længere det samme. Nu kræver befolkningen, at præsidenten skal gå af. Undertrykkelsen af de studerende skal stoppe. Vi kan ikke have en præsident, der dræber sin egen befolkning,” siger hun.
Præsident Ortega gennemgår i øjeblikket én af sine største kriser i sin anden embedsperiode. Ortega, der i sin første periode regerede fra 1985 til 1990, er leder af det socialistiske parti Sandinisterne, Frente Sandinista de Liberación Nacional (FSLN), én af de centrale grupper, der var med til at afsætte den daværende præsident Anastasio Somoza Debayle i 1979, der satte punktum for 46 års diktatur under Somoza-familien.
”De fortsætter med at dræbe os”
Ifølge Inter-American Commission on Human Rights (IACHR) er mindst 76 døde og 868 siden den 18. april, skriver Reuters. Mange dødsfald bliver dog ikke registreret som dødsfald, men som forsvundne, fortæller 25-årige Jessica del Socorro Cisneros under oplægget på CBS.
”De forsvundne dukker op som døde. For eksempel var der en mor, der ledte efter sin søn, blandt andet i fængslet. Få dage senere modtog hun et opkald fra den offentlige sundhedsinstitution, der meddelte hende, at hendes søn havde været i lighuset i flere dage. Det er manipulation,” siger Jessica del Socorro Cisneros.
”De fortsætter med at dræbe os,” siger hun og fortæller med grådkvalt stemme, at hun selv har mistet én af sine gode venner.
”Undskyld, at jeg bliver så følelsesladet. Vi var nogle af de sidste, der så ham i live. Vi delte hans sidste øjeblik. Jeg tog det øjeblik og muligheden for at være sammen med hans mor væk fra hans familie,” siger hun.
”Vi er hele tiden bange”
Velvidende, at faren lurer lige om hjørnet, fortsætter de tre unge kvinder deres kamp mod regeringen og den politiske undertrykkelse. Yerling Marina Aguilera erkender dog, at det er en særlig omstændighed også at være kvinde foruden at være ung demonstrant, for demonstrationerne bliver ofte mødt af voldeligt politi og paramilitære grupper.
”Det er en særlig omstændighed. Vi er nervøse for de paramilitære grupper. Bliver vi fanget, kan vi risikere at blive voldtaget. Der er flere eksempler på kvinder, der er blevet tilbageholdt, som er blevet udsat for overgreb,” fortæller hun.
Selvom Yerling Marina Aguilera hævder, at folk er blevet mere frygtløse under den seneste måneds demonstrationer og pludselig tør at gå på gaden og vise deres utilfredshed, hvor de førhen holdt sig inden døre, så er der stadig en udbredt frygt i befolkningen.
”Man ved ikke, om man kan risikere at blive myrdet,” siger Yellin Marina Aquilera.
Det er Madelaine enig i:
”Vi er hele tiden bange. Vi trues. Sidste gang jeg så min mor var 10 minutter i lufthavnen, før jeg rejste hertil. Det er den situation, vi er i,” siger Madelaine.
Alligevel fortsætter demonstrationerne i Nicaragua med demonstranter fast besluttet på at tage afsked med deres præsident igennem 11 år.
”Der er en stærk fornemmelse af solidaritet over hele landet, og det har gjort det muligt at holde liv i bevægelsen,” afslutter Yerling Marina Aguilera.