Selvom Uruguay blot er et lille land i Latinamerika, kan det få stor betydning for Kinas samhandel med resten af verdensdelen.
Lige nu arbejder den uruguayanske regering nemlig på at få en frihandelsaftale på plads med Landet i midten. Dermed kan Uruguay agere dåseåbner for Kinas adgang til samhandel med Mercosur-landene, der udover Uruguay tæller Brasilien, Argentina og Paraguay.
”Det er det ultimative håb og måske det allervigtigste,” sagde chefrådgiver for regeringen i Uruguay, Alvaro Delgado, under en pressekonference i første del af oktober. Det skriver Reuters.
Et brud med blok-handel
Det, der er humlen ved sagen, er, at Mercosur-landene indgår handelsaftaler som en blok, mens Uruguays forhandlinger med Kina, der er verdens andenstørste økonomi, er bilaterale og derfor bryder med Mercosur-reglerne.
Nyhedsmediet Diálogo Chino, der skriver om forholdet mellem Kina og Latinamerika, fortæller, at præsidenten i Uruguay, Luis Lacalle Pou, tidligere har sagt, at Mercosur ikke bør være en belastning for regional handel. Præsidenten har derfor advokeret for, at der slækkes for de strammer regler, hvilket Argentina har afvist.
Lacalle Pou har også understreget, at hvis ikke det er muligt at finde fælles fodslag for global samhandel i Mercosur-blokken, så er Uruguay klar til at gøre det alene.
Kina er i forvejen den største importør af varer fra Uruguay, primært landbrugsvarer som oksekød og råstoffer, og eksportører fra det lille sydamerikanske land har længe skubbet på for en bedre adgang til det kinesiske marked. Modsat importerer Uruguay kinesiske biler, kemikalier og industriprodukter.
Lige nu er et studie undervejs, der kigger på hvilke implikationer en handelsaftale vil få. Det forventes at ligge færdigt inden årets udgang.
Vil få positiv betydning
Chile og Peru har allerede frihandelsaftaler på plads med Kina, men i Mercosur-blokken, der har eksisteret i 30 år, er der ikke enighed.
Hvis individuelle handelsaftaler skal tillades, vil blokken skulle omdannes fra en toldunion til en frihandelszone – Uruguay og Brasilien har i de senere år presset på for en sådan ændring, men det ønsker Argentina og Paraguay ikke.
“Uruguay tager dette skridt, fordi det har støtte fra Brasilien, og fordi Kina har indset, at det ikke længere kan vente på konsensus med resten af Mercosur (…) Lacalle Pou forsøgte at lave aftalen via Mercosur, men Argentinas protektionisme forhindrede den,” siger Ignacio Bartesaghi, en ekspert i udenrigshandel i Uruguay til Diálogo Chino.
I en analyse i Americas Quarterly vurderer Marcel Vaillant, professor i international handel ved Uruguays Universidad de la República, at en opblødning af Mercosur, som han kalder ”en af de mest lukkede plurilaterale aftaler på planeten”, vil være positiv, men samtidig vil medføre et geopolitisk skred.
”De nationale økonomier i regionen, herunder Argentina, vil drage fordel af at kunne indgå deres egne handelsaftaler. Selvfølgelig vil disse aftaler sandsynligvis føre til tættere økonomiske og politiske bånd til Kina, hvilket vil have geopolitiske risici – for eksempel tilbageslag fra USA,” skriver han.
Vaillant tøver ikke med at kalde den potentielle frihandelsaftale mellem Uruguay og Kina et ”første skridt i en epokegørende ændring for den sydlige del af Latinamerika”.