Han betegner det som en aftale, der kan forbedre millioner af menneskers tilværelse.
”I er nået frem til en aftale om Hodeidah havn og by, som vil medføre en gensidig tilbagetrækning af styrker fra havnen og byen og etableringen af en våbenhvile over hele provinsen,” sagde Guterres, der torsdag aften var til stede ved afslutningen af forhandlingerne.
”Det vil lette den humanitære adgang og levering af varer til civilbefolkningen.Det vil forbedre leveforholdene for millioner af yemenitter.”
Ifølge den aftale, både houthi-oprørere og Yemens regering har underskrevet torsdag aften i den svenske by Rimbo, skal en våbenhvile træde i kraft ”omgående” i Hodeidah og de tre havne i byen.
Desuden skal begge sider trække deres styrker ud af byen og væk fra havnene, lyder det i aftaleteksten.
Guterres: Reelle fremskridt og vigtige resultater
Næsten fire år efter, at kampene mellem houthi-oprørerne og regeringen blev optrappet, har mere end 24 millioner mennesker – svarende til over tre fjerdedele af befolkningen – behov for en eller anden form for beskyttelse eller hjælp.
Ved fredsmødet i Sverige torsdag aften understreger Guterres, at der fortsat er en lang række spørgsmål, der er uafklarede. Men repræsentanter for houthierne og regeringen har i løbet af forhandlingerne opnået ”reelle fremskridt”, der har ført til ”flere vigtige resultater”.
Generalsekretæren nævner blandt andet en ”gensidig forståelse for at lette situationen i Taiz”, som er Yemens tredjestørste by..
”Vi håber, at det vil føre til åbning af humanitære korridorer og facilitering af minerydning,” siger han.
Parterne er blandt andet også nået frem til en aftale om fangeudveksling og om at genoptage olie- og gaseksporten.
Fredsforhandlingerne sluttede torsdag. Der er planer om nye møder mellem Yemens regering og houthi-oprørerne i januar.