Ild regnede ned over Jabal al-Dweila i den nordvestlige Idlib provins i Syrien 26. oktober. Efter støvet og røgen havde lagt sig, stod det klart, at det primære mål for angrebet var en træningslejr tilhørende Faylaq al-Sham – en af de største tyrkisk-støttede oprørsgrupper i det nordvestlige Syrien.
Omkring 75 oprørere omkom, og 100 blev såret.
Det var, efter alt at dømme, Assad-regimet, der stod bag. Assads mest magtfulde og fremtrædende allierede er Rusland, og det er derfor højst usandsynligt, at angrebet kunne have fundet sted uden russernes vidende og muligvis også deres accept.
Samme konklusion nåede den tyrkiske præsident frem til og konkluderede, at ”Ruslands angreb mod træningslejren er et tegn på, at ønsket ikke er en holdbar fred i regionen.”
“En kniv i ryggen”
Angrebet truer den våbenhvile, der blev indgået for at stoppe kampene, som har fordrevet op mod en million mennesker, efter Assads styrker indledte en offensiv i Idlib-provinsen med støtte fra russiske luftangreb. Aftalen om våbenhvile var opsigtsvækkende, da det ikke var de krigsførende parter, der indgik den, men derimod de to mest markante udenlandske aktører, der står på hver sin side i konflikten: Ruslands præsident Vladimir Putin og Tyrkiets præsident Recep Tayyib Erdogan.
Trods Erdogans kommentar i forbindelse med angrebet i Idlib har både Putin og Erdogan de sidste år arbejdet intensivt for at styrke forholdet mellem deres to lande.
Dette arbejde begyndte, efter det moderne tyrkisk-russiske forhold ramte bunden med et brag i november 2015, hvor et tyrkisk jagerfly skød et russisk jagerfly ned, fordi sidstnævnte, ifølge tyrkerne, var trængt ind i Tyrkiets luftrum. Det benægtede russerne.
Putin kaldte nedskydningen ”en kniv i ryggen begået af terroriststøtter” med reference til Tyrkiets støtte til syriske oprørsgrupper og tilføjede, at ”denne tragiske hændelse vil få betydelige konsekvenser for forholdet mellem Rusland og Tyrkiet.”
Det fik den også.
Rusland oprustede gevaldigt i Syrien, indførte sanktioner mod Tyrkiet og begrænsede tyrkeres indrejsemuligheder til Rusland.
Et styrket partnerskab
Men i juni 2016 kunne Kreml fortælle, at Putin havde modtaget et personligt brev fra Erdogan, hvori han undskyldte hændelsen. Det åbnede op for en direkte kommunikation mellem de to, der gik i gang med at normalise deres forhold.
Bare en måned senere stod en gren af det tyrkiske militær bag et fejlslagent og omdiskuteret kupforsøg mod Erdogan. Putin var hurtigt ude at udtrykke sin støtte til sin tyrkiske kollega; noget som Erdogan senere takkede for under et møde mellem de to i Sankt Petersborg i august samme år. Og de gode toner fortsatte.
I vinteren 2016 indgik både Rusland og Tyrkiet i et tæt samarbejde med Iran om at udarbejde en køreplan for fred i Syrien blandt andet ved at etablere konfliktfri zoner. Det russiske nyhedsmedie Sputnik lukkede sin kurdisksprogede hjemmeside for at styrke Tyrkiets kamp mod kurdisk separatisme – og Tyrkiet viste sin taknemmelighed ved at fordømme USA’s sanktioner mod Rusland over annekteringen af Krim og russisk indblanding i det amerikanske valg i 2016.
I sommeren 2019 igangsatte de to parter deres militære samarbejde, da Tyrkiet – på trods af voldsom røre fra landets NATO-allierede – gennemførte købet af flere sæt af et russisk missilsystem. USA responderede ved at fryse Tyrkiet ud af udviklingssamarbejdet om det nye F-35 jagerfly og har også truet med økonomiske sanktioner.
Og i januar i år mødtes Putin og Erdogan, da de løftede sløret for en plan om at bygge en rørledning fra Rusland gennem Tyrkiet, der skal levere russisk naturgas til Sydeuropa. Tidligere har Rusland været afhængig af en rørledning gennem Ukraine for at transportere denne naturgas.
Geopolitikken splitter
Forholdet mellem de to var så godt, at det for et par år siden ikke var unormalt, at Erdogan og Putin regelmæssigt talte i telefon sammen, og Putin sendte til tider hemmelige rapporter til sin tyrkiske kollega, skriver korrespondent for Middle East Eye i Ankara, Ragip Soylu.
En række geopolitiske forskydninger har dog de seneste år spændt ben for det gode parløb.
I Syrien har Tyrkiet og Rusland domineret og til tider dikteret borgerkrigens gang. Begge lande har haft interesse i at modarbejde amerikanske mål og begrænse omfanget af kurdisk kontrol over det nordlige og østlige Syrien. Nu, hvor de amerikanske tropper stort set er trukket ud af Syrien, og flere af de kurdiske områder er delt mellem Assad-styret og tyrkiske bufferzoner, er de fælles fjender imidlertidig ved at være svære at få øje på.
De resterende frontlinjer i den syriske borgerkrig er langt hen ad vejen dem, der deler de russisk-dominerede områder fra de tyrkisk-dominerede områder, og på samme måde er størstedelen af de resterende bevæbnede grupper på slagmarken enten affilieret med Rusland eller Tyrkiet.
Det faktum, at Rusland og Tyrkiet, samt de grupper de støtter, har vidt forskellige geopolitiske mål i Syrien, har øget risikoen for konfrontationer. Det betyder også, at Assad-styrkernes angreb på Faylaq al-Sham den 26. oktober indirekte er et russisk angreb på Tyrkiet.
Det er ikke kun i Syrien, at de to stater tørner sammen. Også i den libyske borgerkrig står Rusland og Tyrkiet på hver sin side, som de har forsynet med udenlandske forstærkninger.
I slutningen af oktober indgik de stridende parter en våbenhvile, hvor et af hovedpunkterne er, at alle udenlandske styrker skal trækkes ud af Libyen i løbet af tre måneder.
Ifølge Det Syriske Observatorium for Menneskerettigheder har tyrkerne siden september sendt over 17.000 syriske lejesoldater til Libyen. Samtidig viser en lækket FN-rapport, som Al-Jazeera er i besiddelse af, at russerne havde omkring 1.200 lejesoldater Libyen i maj, mens det tyrkiske nyhedsmedie Anadolu i september hævder, at antallet nærmere er 5.000.
Udsendelsen af lejesoldater er sket, i takt med at regeringen i Tripoli – med massiv tyrkisk opbakning – begyndte at generobre terræn fra den russisk-støttede general Khalifa Haftar. Russerne svarede igen og hældte en masse militært isenkram og lejesoldater ind i Libyen for at standse Tripoli-regeringens fremmarch. Det er endt i en højspændt situation, hvor de to sider, bevæbnet til tænderne, står over for hinanden ved den strategisk vigtige havneby Sirte. Hovedmålet med våbenhvilen er at deeskalere denne front.
Varm linje er på frysepunktet
Senest er Erdogan og Putin tørnet sammen i den genopblussede konflikt mellem Armenien og Aserbajdsjan om retten til bjergområdet Nagorno-Karabakh.
Tyrkiet har uofficielt sendt syriske lejesoldater til området for at støtte aserbajdsjanerne og offentligt tilskyndet Aserbajdsjan til at fortsætte kampene. Rusland, derimod, har flere gange opfordret parterne til at indstille kamphandlingerne og gå i dialog. Kaukasus har i over 100 år været under russisk indflydelse, og både Armenien og Aserbajdsjan er tidligere sovjetrepublikker.
”De mange modstridende interesser gør, at Erdogan og Putin stort set ikke taler sammen længere,” skriver Ragip Soylu.
Som situationen er nu, er der større sandsynlighed for, at tyrkiske droner skyder russiske missilsystemer i stykker, end at Erdogan ringer til Putin.
