Journalist Nola Grace Gaardmand Barsøe er aktuel som vært på DR-dokumentaren Slave af Danmark, der undersøger Danmarks kolonihistorie og dens aftryk på nutiden.
Hvad fylder mest i dit arbejde for tiden?
“Jeg har været en del af holdet bag Slave af Danmark i 1,5 år. Så det er en proces, vi har været i gang med længe, og det har været vildt at få den ud. Vi kunne godt have ønsket os, at der ikke havde været alt det fokus på DR og den shitstorm, som kryolit-dokumentaren fik. Jeg ved, DR overvejede at udskyde dokumentaren, men det gjorde vi ikke. Op til at den kom ud, var der en ret massiv debat om brugen af ordet ‘slavegjort’ og om vores mangfoldighedskonsulent.”
Personligt har jeg oplevet at få tak fra ekspedienter i Brugsen til folk, jeg møder på gaden, som alle er berørte og vil tale om Danmarks fortid som kolonimagt
”Derfor var det så fedt, endelig at få dokumentaren ud – og rørende at opleve, hvordan folk har taget imod den. Der er altid nogen, der ikke vil have fokus på den slags emner. Men personligt har jeg oplevet at få tak fra ekspedienter i Brugsen til folk, jeg møder på gaden, som alle er berørte og vil tale om Danmarks fortid som kolonimagt. Det har jeg aldrig oplevet før i det omfang.”
“Samtidig fylder det også en del lige nu, at mit arbejde med Slave af Danmark førte til et andet, mere personlig projekt. Min mor er fra Sydafrika, voksede op under apartheid og flyttede til USA, men flyttede så tilbage til Sydafrika efter apartheid. Vi har ikke et let forhold, men under arbejdet med Slave af Danmark, kom jeg til at tænke på, hvad det mon har betydet for min mors måde at være på, at hun voksede op under apartheid. Derfor har vi lavet en ny dokumentar-serie, som undersøger, hvordan apartheid har formet min mors liv og dermed også mit. Den udkommer i april.”
Under arbejdet med Slave af Danmark, kom jeg til at tænke på, hvad det mon har betydet for min mors måde at være på, at hun voksede op under apartheid.
Hvad eller hvem i din branche giver dig håb?
“Det er et godt spørgsmål. Personligt er det hårdt at være journalist for tiden, fordi der hver morgen er en ny lortenyhed om Putin og Trump og havene, der stiger. Det er en massiv strøm af dårligt nyt, der gør det lidt svært at finde håb, for der er ikke mange lyspunkter rent professionelt. I stedet finder jeg håb i mit privatliv, hvor vi derhjemme er nærmest besat af MGP, som er fuld af optimisme, håb og kreativitet.”
”I det hele taget er mine børn er meget nysgerrige, og de spørger meget. Min mand og jeg diskuterer, hvor meget de skal vide, for det er svært at skulle forklare dem om verden uden at desillusionere dem. Vi ser Ultra Nyt, så de ved, hvad der foregår i verden, men også hvor lyspunkterne er. Så det at se verden gennem børns øjne giver mig håb.”
Hvad irriterer dig mest ved din branche?
Jeg har selv været så heldig ikke at være prekært ansat, men jeg arbejder med mange, der er, og det er vildt urimeligt
“At så mange er så prekært ansatte og dårligt lønnet. Jeg har selv været så heldig ikke at være prekært ansat, men jeg arbejder med mange, der er, og det er vildt urimeligt.”
Hvad undrer dig, at alle ikke taler om, når det gælder global udvikling?
“Når man sidder begravet i konsekvenserne af slaveriet, som jeg har gjort de sidste to år, så tænker over, hvorfor der ikke er flere, der taler om det. Danskerne ved generelt meget lidt om vores kolonifortid og om dens konsekvenser. Og det kan jeg ikke fortænke dem i, for hvor fanden skulle de vide det fra? Så jeg har ikke undret mig, men mere syntes, det var ærgerligt, at folk ved så lidt om emnet.”
Hvad er dit bedste læse-, lytte- eller kiggetip?
“Min far er jazzmusiker, så vi hører altid P8, og jeg knuselsker Karen Mukupas program Klub Mukupa. Hun spiller musik, jeg ikke falder over, og som ikke er klassisk værtshusjazz. Hun er født og opvokset på det afrikanske kontinent og giver både et indblik i afrikansk og amerikansk musik. Og så er hun sindssygt godt selskab. Optimistisk og omsorgsfuld. Man bliver altid i lidt bedre humør af at lytte til hende.”
