DAR ES SALAAM: Når det kommer til Tanzanias næste valg, ved vi indtil videre kun to ting med sikkerhed: Præsident Jakaya Mrisho Kikwete går af efter to perioder på posten siden 2005, og det umiddelbart største spændingsmoment udløses allerede den 12. juli.
På trods af, at flere oppositionspartier ser ud til at gå sammen om at opstille en fælles kandidat, og at oppositionen over de sidste 10 år er vokset i popularitet, antages det for højst usandsynligt, at andre end regeringspartiet Chama Cha Mapinduzi (CCM) – Revolutionspartiet – vil ende på præsidentposten.
Læs mere her om hvordan tanzanianerne sidste år diskuterede, hvem der skal være deres præsident.
Belejlig fascination
Spændingen lige nu begrænser sig derfor til CCM, og til udløsningen på det forløb, der i øjeblikket kører om, hvem partiet opstiller til præsidentposten.
Den 28. juni har 41 personer meldt deres kandidatur. Aviserne bobler med personfokuserede historier, og der diskuteres hellere personlige kvalifikationer end ideologi og strategi.
Flere medier, bl.a. BBC Africa, har berettet med særlig interesse om den 43-årige landmand Eldoforce Bilohe, som også har meldt sig som kandidat på trods af en ydmyg grundskoleuddannelse.
For CCM er denne fascination belejlig, fordi det er med til at styrke partiets selvopfattelse af at være et inkluderende parti for høj og lav.
I praksis er det dog langt fra tilfældet. Det vidner CCMs udvælgelsesproces tydeligt om.
Et parti for alle?
Den 12. juli er vigtig, fordi CCM her forventes at have afsluttet et forløb i flere faser, der fører frem til udvælgelse af partiets kandidat til præsidentposten.
Se her en tidstabel (swahili) over CCMs proces med at vælge præsidentkandidat, og læs også mere om alle detaljerne i CCMs metode til at vælge en kandidat på.
I dagene fra den 9. juli til 12. juli tager spændingen til, da ’Kamati Kuu’, CCMs 32 personer store centralkomité her peger på fem af de indstillede kandidater.
Traditionelt foregår denne proces ikke ved afstemning, men ved konsensus.
I den næste fase stemmer ’Halmashauri Kuu’ (det nationale forretningsudvalg), som tæller 378 medlemmer, om hvilke tre, der skal gå videre.
Den 11.-12. juli skal CCMs ’Mkutano Mkuu’ (generalforsamling), som tæller godt 2100 medlemmer, som så skal stemme på én ud af de tre.
Fordi regeringspartiet stadig står til at vinde igen, har CCMs udvælgelsesproces således stor betydning for hvem der bliver Tanzanias næste præsident. CCMs centralkomitemedlemmer er måske nogle af landets mest magtfulde.
Den 28. juni skriver avisen The Citizen i en leder, at Tanzanias største problem ikke er korruption, men rettere selve CCMs metode til at vælge præsidentkandidat.
Avisens pointe er, at personer som er integrerede dele af det partipolitiske system, og hvor nogle har del i diverse korruptionsskandaler, vil være tilbøjelige til at pege på præsidentkandidater som kan bidrage til at bevare magten, traditionen og systemet.
Ser man på hvorledes Tanzanias regering over de sidste 10 år har håndteret konkrete korruptionssager, har The Citizen en stærk pointe.
Der bliver ikke rigtigt taget noget reelt opgør med korruptionen eller årsagerne bag – et tema, der vil præge valgkampen.
Journalisten Mwassa Jingi skriver andetsteds i The Citizen den 27. juni om kandidater, som internt i CCM er begyndt at kritisere andre mulige modkandidater for korruption, og som truer med at gå, skulle disse blive valgt.
Denne interne kritik er ny, bemærker Jingi, og ligger i det hele taget vægt på at ’miljøet har ændret sig’ og at der skal noget nyt til.
Jingi mener eksempelvis, at der skal tages særligt hensyn til køn og til om kandidaten har forankring i hhv. Zanzibar eller Tanzania Mainland.
Jingi råder her CCM til at stille med en mandlig præsidentkandidat fra Zanzibar og en stærk kvindelig vicepræsidentkandidat fra Tanzania Mainland.
Jingi sætter ikke navne på – det kunne have været hjælpsomt, eftersom at de stærke kvindelige kandidater ikke er i overtal.
Nye formationer – ny dynamik
Når CCM først oplyser hvem de vælger at opstille, forventes de andre partier at følge trop. Siden seneste valg i 2010 er der kommet en koalition og et nyt parti til, som bringer mere uforudsigelig dynamik ind i det politiske billede.
Koalitionen er døbt UKAWA (Coalition of the Defenders of the People’s Constitution (Umoja wa Katiba ya Wananchi), og består af oppositionspartierne Chama Cha Maendeleo na Demokrasia (CHADEMA), Civic United Front (CUF), NCCR-Mageuzi og National League for Democracy (NLD).
Koalitionen blev oprindeligt dannet i forbindelse med processen bag den nye grundlov – en proces som imidlertid er udskudt.
Koalitionen har dog valgt at arbejde sammen i forhold til valget. En proces der bestemt ikke er uinteressant.
Nok er disse fire partier enige om at være i opposition til regeringspartiet, men de skal også være enige om hvordan de fordeler deres kandidater i valgkredse. Fordelingen handler både om antal, og om hvor de forskellige partier traditionelt har opbakning.
Et rent gæt er, at CHADEMA tildeles 60%, CUF 30% og de sidste 10% går til de to små partier.
Dernæst må det formodes, at det overvejende muslimske CUF tildeles kredse på kysten og i Zanzibar, og et par andre steder som fx Tabora, der traditionelt har en base af CUF-vælgere.
CHADEMA går efter de større byer ude i oplandet som bl.a. Arusha og Mwanza. NCCR og NLD har kun fire parlamentsmedlemmer tilsammen, bl.a. den særdeles aktive David Kafulila, der er opstillet i Kigoma Syd.
Det forventes, at de vil pege på deres eksisterende kredse, hvis de skal have en chance.
Valgt på forhånd?
Derudover skal der holdes øje med det nystiftede parti Alliance for Change and Transparency (ACT), som kom til i maj 2014, og som skal arbejde på at blive valgt ind i parlamentet.
ACT ledes af Zitto Kabwe, der forlod sit parti og parlamentssæde for CHADEMA i marts.
Zitto Kabwe er kendt for at køre en nærmest aktivistisk politik, som særligt har fokuseret på korruptionsskandaler og sikring af naturressurser.
ACT har lagt ud med partiprogram, der henter inspiration i Nyereres principper fra Ujamaa-ideologien. ACT-politikere har bl.a. offentligt erklæret private indtægter og ejendom.
Kabwe er populær, men endnu ikke fyldt 40 år, og dermed ikke gammel nok til at opstille til præsident.
Og hvorfor er ACT ikke med i UKAWA? Ét bud er, at det er ACT ikke, fordi de går efter de samme valgkredse som UKAWA tildeler til bl.a. CHADEMA og NCCR.
ACT har særlig opbakning i det nordvestlige Tanzania, bl.a. Kigoma, hvor Kabwe er fra.
Vælger ACT at støtte UKAWA, antages det at de vil forringe deres chancer for at få ACT-kandidater opstillet.
Hvad oppositionen vælger at gøre i forhold til opstilling af en præsidentkandidat, ved vi sandsynligvis først mere om efter den 12. juli. Analytikeren Aikande Kwayu blogger om sine overvejelser om, hvilken virkning det kan få for oppositionen, at den melder ud efter, at CCM har taget det meste af opmærksomheden.
Kwayu peger bl.a. på, at befolkningen måske vil få det indtryk, at præsidenten allerede er valgt på forhold.
Et væld af spørgsmål
På trods af at præsidentposten kan synes afgjort allerede 12. juli, vil meget andet stå åbent frem til valget.
Der vil sandsynligvis ske skred mht. parlamentsmedlemmer og valgkredse, hvor det forventes at oppositionen kan vinde markante valgkredse.
Det kommer dog an på hvilke strategier oppositionen kommer til at vælge, og om de kan samarbejde.
Vil UKAWA være fx i stand til at fortsætte samarbejdet om en fælles præsidentkandidat – og hvordan vil vedkommende blive udvalgt?
Kan Government of the National Unity (GNU) i Zanzibar holde sammen, eller vil uenigheder føre til voldelige sammenstød?
Vil man søge mod balance i unionsspørgsmålet og indstille en kandidat fra Zanzibar, selvom vedkommende i så fald vil være muslim? (Tanzanias præsident har skiftevis været muslim og kristen for at repræsentere den nogenlunde ligelige fordeling af religion i landet).
Og tør CCM forny traditionen til at stille med en stærk kvindelig kandidat til vicepræsidentposten?
Der meldes allerede om forsinkelser i forbindelse med introduktionen af biometrisk vælgerregistrering, som var medvirkende til at man aflyste folkeafstemningen den 30. april – hvordan kommer det til at påvirke processen og vælgertilslutningen?
