Valg i Angola: Evig opposition lover unge vælgere demokrati og del i olierigdom

Angolanerne stemmer både til parlamentet og præsidentposten. I Angolas valgsystem bliver spidskandidaten fra det parti, der får flest stemmer, præsident.


Foto: Nichole Sobecki/Washington Post/Getty Images
Søren Steensig

24. august 2022

Onsdag den 24. august er valgdag i Angola. Landets 33 millioner indbyggere skal både stemme nye parlamentsmedlemmer ind og i samme omgang pege på deres næste præsident.

Angola

Hovedstad: Luanda

Befolkning: 33 millioner

Størrelse: 1,246,700 kvadratkilometer

Bruttonationalprodukt: 125,5 milliarder dollars

Sprog: Portugisisk (officielt) samt kimbundu, umbundu, chokwe og kikongo

Religion: Ni ud af ti er kristne, og halvdelen heraf er katolikker

Kilder: ARDA, Institution Nacional de Estatistica og IMF. Kort: Google Maps.

Siddende præsident João Lourenço fra partiet The People’s Movement for the Liberation of Angola (MPLA) er fortsat favorit til at vinde dagens valg. Lourenços styre nød bred opbakning i befolkningen efter hans valgsejr i 2017, blandt andet fordi han afskedigede og retsforfulgte korrupte embedsmænd fra det tidligere regime – herunder to af eks-præsident dos Santos’ børn. Men korruptionsanklager mod Lourenços embedsværk og hans manglende reaktion har siden givet ham et blakket ry.

Oppositionskandidaten Adalberto Costa Júnior stiller op for The National Union for the Total Independence of Angola (UNITA). Under landets borgerkrig fra 1975 til 2002 kæmpede UNITA med amerikansk opbakning mod MPLA, der fik militær opbakning fra Sovjetunionen og Cuba.

Ved det seneste valg i 2017 fik MPLA 61 procent af stemmerne, mens UNITA kun stod for 27 procent. Men en meningsmåling af Afrobarometer fra maj i år viste, at UNITA lå til at få 22 procent af stemmerne, kun syv procentpoint efter MPLA på 29. Næsten halvdelen af vælgerne havde endnu ikke lagt sig fast på et parti. I Angola er over 60 procent af befolkningen under 24 år gamle, og mange er derfor ved stemmeurnerne for første gang.

Sidste år indførte præsident Lourenços love, der samlede mere magt hos det allerede magtfulde præsidentembede og gjorde valghandlingerne mindre gennemsigtige.

Globalnyt har talt med Helene Maria Kyed om valget i Angola. Hun er seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS) blandt andet med speciale i politiske forhold i det sydlige Afrika.

Hvilken betydning kan dagens valg i Angola få?

“Hvis UNITA vinder, vil det være en revolutionerende forandring i Angolas politiske historie. MPLA har siddet på magten siden uafhængigheden fra Portugal i 1975 og haft Afrikas længst siddende præsident i José Eduardo dos Santos, der gik af inden sidste valg i 2017.”

Hvad vil en ny regering betyde for Angola?

“Det er svært at sige, hvad en UNITA-regering vil betyde for den almindelige angolaner, fordi de aldrig har haft magten. De primært unge, der kommer til at stemme på UNITA, håber, det er en stemme på noget nyt – et opgør med korruption, arbejdsløshed blandt unge (den ligger på omkring 60 procent for 15-24-årige, red.) og det olie-boom, der aldrig er kommet den brede befolkning til gode. Men selvom UNITA lover reformer og vil reformer, kommer folk ikke ud af fattigdom fra den ene dag til den anden. Det er en dyb politisk historie af autokrati og til dels kleptokrati, som de i så fald skal gøre op med. Og det tager lang tid.”

“Til gengæld vil UNITA måske skabe en bedre, mere åben politisk kultur i Angola. De har både allieret sig med civilsamfundet og dannet koalition med andre oppositionspartier, så det kan måske åbne det politiske rum mere for kritik og skabe en mere demokratisk debat.”

“UNITA vil sandsynligvis orientere landet mere mod Vesten og USA. Men MPLA under den nuværende præsident Lourenço har allerede til dels gjort op med blok-tankegangen fra den Kolde Krig, hvor MPLA var på østblokkens side, og UNITA på Vestens. Lourenço har åbnet for internationale investeringer og lån fra IMF, og olie-økonomien har Angola også kørt i samspil med Vesten. Så på den store internationale scene, vil en ny regering nok ikke få den store betydning.”

Kommer UNITAS til at vinde?

“Det er ikke særligt sandsynligt, at de officielt bliver erklæret vindere, selvom de rent faktisk skulle vinde. MPLA kontrollerer valgkommissioner og domstole, så det bliver meget svært for UNITA at blive anerkendt som vindere, selv hvis de får flertallet af stemmer.”

Kan vi regne med en fredelig valghandling?

“Valghandlingen bliver nok fredelig. Jeg er mere bekymret for, når resultaterne bliver offentliggjort. Især hvis MPLA vinder, er der stor risiko for optøjer. Oppositionen og de unge, der stemmer på dem, vil sandsynligvis gå i gaderne og skabe protester. Men det bliver nok ikke en langvarig eller kæmpe konflikt, fordi MPLA styrer sikkerhedsstyrkerne og domstolene. Der er meget begrænsede muligheder for at protestere eller demonstrere, hvilket vi også så til sidste valg, hvor alle protester hurtigt blev slået ned.”