Formanden for Zanzibars valgkommission Jecha Salum Jecha meddelte onsdag formiddag, at resultaterne fra præsident- og parlamentsvalgene annulleres.
Den officielle begrundelse er, at der er registreret en række uregelmæssigheder under valghandlingerne på Pemba, den næststørste af Zanzibar-øerne.
En række forhold peger dog på, at det ikke nødvendigvis er den egentlige grund til at tage så drastisk et skridt. Det er almindelig kendt, at oppositionen på Zanzibar står stærkt på Zanzibar-øerne, ikke mindst på Pemba, som betegnes som en stærk base for oppositionskoalitionen CUF (Civic United Front) og for oppositionens præsidentkandidat Seif Sharif Hamad.
Det er ligeledes almindelig kendt, at oppositionen ved flere valg har oplevet, at valgresultater har været tilbageholdt i dagevis for på et senere tidspunkt, at blive annonceret med er resultat, der var mere overbevisende til fordel for det regerende parti CCM, end meningsmålinger og observatører vurderede.
I 2010, hvor CCM således vandt en smal sejr, blev der dog indgået en samlingsregering mellem CUF og CCM, men med CCM i præsidentstolen.
Oppositionen erklærede sig som vinder
Mandag gik oppositionens præsidentkandidat Seif Sharif Hamad derfor offentligt ud med en erklæring om, at CUF og Ukawa-alliancen denne gang havde vundet valget. Ifølge kenyanske Daily Nation efter at have set de endelige valgresultater i hvilke han havde vundet 200.077 af stemmerne, mod 178,363 til CCMs præsidentkandidat Dr Ali Mohamed Shein.
Hamad anbefalede samtidig, at valgresultatet blev gjort offentligt hurtigst muligt, og advarede om, at manipulation med valgresultaterne kunne føre til uro, da folk ikke igen ville acceptere at blive frarøvet valgsejren.
På Pemba blev en forsamling af CUF-tilhængere, der ønskede at fejre valgresultatet, mandag mødt med tåregas og jagtet gennem gaderne af paramilitære styrker. Tirsdag blev sikkerhedsstyrker sendt til Zanzibar for at bevogte afstemnings- og optællingsteder, men forlod dog Zanzibar senere på dagen.
Ikke et demokratisk land
Ahmed Rajab, freelance korrespondent og tidligere journalist ved BBC, udtalte onsdag eftermiddag til Deutsche Welle, at problemet er, at Zanzibar dybest set ikke er et demokratisk land. Der sker til stadighed mange krænkelser af menneskerettighederne, mange arresteres og tæves i forbindelse med deltagelse i politiske aktiviteter, som i disse dage.
CCM-ledelsen har ført en hård retorik i deres valgkampagne, hvor de har erklæret, at de aldrig vil lade sig besejre i en valghandling, da de er kommet til magten via en revolution. Med annulleringen af valgresultaterne er der desværre ikke lagt op til en god afslutning.
”Hvis der udskrives nyt valg, må det organiseres af FN og der skal sikres deltagelse af internationale valgobservatører,” lyder det fra Ahmed Rajab.
Ved en pressekonference på Zanzibar onsdag eftermiddag udtalte oppositionens præsidentkandidat Seif Sharif Hamad, at CUF kan acceptere et genvalg, men på betingelse af, at FN kontrollerer valghandlingen og deltagelse af internationale observatører. Endelig kræver han, at ZEC (Zanzibars valgkommission) opløses og nedsættes på ny.
Helle Nielsen, freelance skribent og u-landsaktivist (med mangeårige forbindelser til Zanzibar)