I min tid som formand for Mellemfolkeligt Samvirke (1997-2001, red.) besøgte jeg en lille landsby, Oldonyowas, i det nordlige Tanzania på kanten af Serengeti-sletten.
Det var et trist og udsat sted, og et særligt barsk problem var store mængder fluorid i drikkevandet. Fluorid er godt til at børste tænder med, men for meget fluorid ødelægger ens knogler og betyder, at man ender som krøbling.
Særligt småbørn risikerer alvorlige skader, når de gennem nogle år udsættes for alt for meget fluorid.
Der havde været flere fejlslagne forsøg på at løse problemet. Midt i landsbyen stod en monumental og meterhøj konstruktion, som var en særlig ovn udviklet af Danmarks Tekniske Universitet (DTU) til at lave benkul fra dyreknogler, der så kunne bruges til at fjerne fluorid.
Intentionen var god nok, men ovnen desværre endt som en “hvid elefant”, et fejlslagent monument uden opbakning, forståelse eller ejerskab hos beboerne i landsbyen. Indbyggerne fik ikke indsamlet og brændt de nødvendige knogler, og der var ikke skabt en klar ansvarsfordeling.
Efter “hvid elefant” greb man tingene helt anderledes an
I et nyt forsøg på at løse problemet fandt Mellemfolkeligt Samvirke (MS) på at give landsbyen et tilbud.
Der var nemlig en vandkilde på et lokalt bjerg med meget mindre indhold af det skadelige fluorid. MS tilbød at donere vandrørene, men kun hvis det lokale landbyråd selv organiserede nedgravningen, selv samlede en betydelig sum penge ind til vedligeholdelse og selv fandt ud af, hvor i landsbyen vandposterne skulle stå.
Da den første danske udviklingsarbejder fra MS, Jesper Land Gregersen, ankom til landsbyen, eksisterede landsbyrådet stort set ikke, og medlemmerne havde ikke mødtes i lang tid. Det så håbløst ud.
Men lidt efter lidt lykkedes det at få rådet til at holde møde og gå i gang med planlægningen. Det tog flere år og må have været en kilde til evig frustration for en aktiv dansk udviklingsarbejder, som med en rendegraver og et par mand kunne have etableret vandposterne i løbet af et par uger.
Kamp om vandet og til sidst en fredelig løsning
Da jeg besøgte projektet tidligt i 1998 var der stor gejst og engagement. Landsbyboerne var i fuld gang med at grave vandrør ned, og der var etableret et vandindtag ved den rene kilde på bjerget. Nu skulle byen have frisk vand.
Men kort tid efter blev vandindtaget smadret. Først af en nabolandsby, som mente, at vandet fra kilden tilhørte dem. Senere fra en lokal militærforlægning, som også hævdede, at vandet var deres. Efter langstrakte forhandlinger og genetableringer lykkedes det endelig at få løst problemerne, og landsbyen fik rent vand. Det har de nu haft i over 10 år (2013).
Set udefra og bedømt ud fra det oprindelige formål med at skaffe rent vand var projektet en dyr fornøjelse og en blandet succes. Det tog alt for lang tid og kostede rigtig mange penge, især hvis lønnen til den danske udviklingsarbejder blev indregnet.
To lag i projektet
Men bag vandrørene var der en anden historie. Da Jesper Land Gregersen ankom, måtte han tålmodigt gå rundt og forsøge at indkalde til et møde i landsbyrådet, som han selv måtte styre og tage referat fra.
Da jeg talte med den sidste udviklingsarbejder på projektet, fortalte hun, hvordan hun ofte sad nede på bageste række til møderne i landbyrådet og ventede tålmodigt på, at hendes punkt kom på.
Landsbyrådet havde mægtig travlt med alskens projekter og beslutninger i landsbyen. Der blev bygget markedsplads, lavet projekter, løst konflikter, og landsbyen har i dag også fået et mindre sygehus.
Set i forhold til vandrørene var projektet ineffektivt, selv om det faktisk lykkedes at få rent vand og en langt bedre sundhedstilstand hos børnene i landsbyen. Set i forhold til at få det lokale landsbyråd til at tage ansvar og ejerskab for udviklingen var det en stor succes. Oldonyowas har oplevet langt større fremskridt end nabolandsbyerne.
Tålmodigheden belønnede sig. Og benkulsovnen står tilbage som et monument over en helt anden tilgang, hvor løsningerne blev etableret uden lokalt ansvar og ejerskab.
Udvikling tager tid. Den lokale deltagelse og ansvarlighed er afgørende i opbygningen af et samfund.
UDDRAG med tilladelse af forfatteren fra e-bogen “Det er min stol”, side 42 ff., april 2013 http://www.friisbach.dk/Determinstol.pdf
Efterskrift
I 2016 virker vandinstallationen stadig. Beboerne har fået et mindre beløb fra Grundfos til et renoveringsarbejde og de fortsætter med at udvide vandledningerne.
Fortællerhjørnet bringer på et senere tidspunkt den daværende landsbyformands fortælling om konflikten med naboerne i 1998.
Peter Sigsgaard
Kom og vær med som skribent!
Skriv et indlæg til denne spændende serie. Det har mange fortællelystne personer allerede gjort, og deres indlæg offentliggøres løbende i den kommende tid.
Det kan være episoder eller dramatiske hændelser, du har oplevet “derude”, og som er værd at bringe videre.
Peter Sigsgaard vil meget gerne kontaktes på e-mailadressen [email protected] eller telefon 45 82 12 39
Indlæg er honorarfrie.
