Her en måned efter valget i Venezuela har landets valgmyndighed stadig ikke offentliggjort detaljerede resultater. Så omverdenen må fortsat nøjes med meddelelsen om, at det blev præsident Nicolás Maduro, der løb med sejren. For tredje gang i træk. Men det er ren svindel, lyder det fra oppositionen, som hævder at have vundet stort.
Vi skal ikke forvente at få detaljerne fra valget, for der er kommet rod i dem efter et hackerangreb med udgangspunkt i Nordmakedonien, oplyser valgmyndigheden – der som alle andre offentlige institutioner er under præsidentens fuldstændige kontrol.
Oppositionen har samlet sig under navnet Den Demokratiske Enhedsplatform og er ledet af María Corina Machado, som myndighederne dog forhindrede i at stille op til præsidentvalget.
Oppositionen har fremvist kopier af over 80 procent af stemmesedlerne, og de viser tilsammen, at kandidaten Edmundo Gonzales fik mere end 67 procent af stemmerne, mens Maduro fik under 30 procent.
Mange protestdemonstrationer
Demonstrationerne mod præsidenten og hans styre er fortsat på trods af den stigende undertrykkelse, og lørdag den 17. august samledes flere hundredtusinde i protest i hovedstaden Caracas. Desuden har der været demonstrationer rundt om i verden ikke mindst i de latinamerikanske lande, hvor størstedelen af mange af de næsten otte millioner venezuelanere – en blanding af migranter og flygtninge – befinder sig.
Regeringerne i stort set alle de latinamerikanske lande (bortset fra de autoritære Nicaragua og Cuba) kræver gennemsigtighed og offentliggørelse af valgakterne, så man kan se, hvem der reelt har vundet valget. Organisationen af Amerikanske Stater (OAS) har for nylig stillet det samme krav. Og FN’s generalsekretær har på grundlag af en udsendt valgmission erklæret, at valget ikke var gennemsigtigt.
For nylig udsendte EU, USA og over 10 latinamerikanske lande en ganske enestående fælleserklæring, hvor de forlanger frigivelse af alle politiske fanger, offentliggørelse af valgakterne og forhandlinger mellem parterne for at finde en fredelig udgang på konflikten.
Bølge af arrestationer
I de seneste uger har der været en lang række demonstrationer organiseret af oppositionen mod regimet med krav om, at valgresultatet respekteres. Det er sket på trods af massearrestationer og voldelige overfald i en udstrækning, som man ikke har været vidne til i Latinamerika i mange år. Maduro, som betegner oppositionen som fascister og terrorister, har åbent talt om over 2.400 arrestationer, 27 dræbte og næsten 200 sårede og har nævnt, at det kan blive nødvendigt at bygge to nye fængsler. Blandt de mange arrestationer er aktive medlemmer af oppositionen, journalister og medlemmer af forskellige civile organisationer, herunder menneskerettighedsorganisationer.
Undertrykkelsen går ud over enhver, der på en eller anden måde har udtrykt sympati for oppositionen, for eksempel ved at demonstrere. Et eksempel er den såkaldte Tun-Tun-operation, hvor maskede medlemmer af sikkerhedsstyrkerne går fra hus til hus og arresterer enhver, som de finder mistænkelig, uden nogen form for juridisk grundlag.
Læs mere om regeringens undertrykkelse i denne artikel fra The New Humanitarian.
Alligevel fortsætter mange med at demonstrere. Det samme gør mange af de venezuelanere, der bor i andre af Latinamerikas lande.
Det lader dog ikke til at gøre det store indtryk i magtens cirkler i Venezuela. Således vedtog landets nationalforsamling, også under Maduro-regimets fuldstændige kontrol, for nylig en lov, der kraftigt begrænser enhver aktivitet fra civilsamfundets organisationer.
Brasiliens og Colombias forslag bliver afvist
For godt en uge siden kom præsidenterne for Brasilien og Colombia, Lula da Silva og Gustavo Petro, med et forslag til at løse krisen i Venezuela. De to foreslår, at der skal være omvalg, men denne gang med effektiv overvågning udefra. Alternativt kan der dannes en koalitionsregering mellem regeringen og oppositionen, foreslår de. Både da Silva og Petro hører til på venstrefløjen i sydamerikansk politik og har tidligere haft et relativt nært forhold til Maduro. Det forhold har de brugt til at komme med mæglingsforslag – hidtil uden succes.
Både Nicolás Maduro og oppositionens leder María Corina Machado har sagt nej til de to forslag. Fra Machados side lyder det, at man allerede har et klart resultat af valget, og det vil være en underkendelse af folkets ret hvis man underkender dette. Og en koalitionsregering kan der ikke blive tale om.
Maduro har meddelt, at landet ikke på nogen måde har behov for udenlandsk indblanding for at organisere valg i Venezuela eller løse landets problemer. Han har også afvist tilbud om politisk asyl fra flere lande.
På trods af de massive protester internt og det internationale næsten enstemmige krav om gennemsigtighed og offentliggørelse af alle valgakterne, synes Maduro ikke parat til at flytte sig. Han bad landets højesteret, der også er under regimets kontrol, om at gå valgresultatet efter i sømmene, og for få dage siden bekræftede den ikke uventet valgrådets tidligere udsagn om Maduros sejr.
Hidtil synes Maduro at have hærens og politiets totale opbakning. Hvis dette begynder at knage, er det givet at Maduros position også begynder at vakle.
Hidtil synes Maduro at have hærens og politiets totale opbakning. Hvis dette begynder at knage, er det givet at Maduros position også begynder at vakle.
Dystre udsigter
Hvis Maduro fastholder magten uden at give nogen form for indrømmelse, går Venezuela en dyster fremtid i møde. Over 80 procent af landets 28 millioner indbyggere lever i fattigdom, og godt halvdelen lever i ekstrem fattigdom. I hele Latinamerika-Caribien-regionen overgås det kun af Haiti. Den galoperende fattigdom er også den vigtigste årsag til, at migrations- og flygtningekrisen i Venezuela i dag er verdens næstværste – kun overgået af Syrien.
Fortsætter Maduro-regimet ved magten, vil landets økonomiske situation kun blive værre og føre til endnu en strøm af migranter. En strøm, der i første omgang vil gå til nabolandene Colombia og Brasilien, men også sydamerikanske lande som Ecuador, Peru og Chile og nordpå til Mexico og USA.
Fortsætter Maduro-regimet ved magten, vil landets økonomiske situation kun blive værre og føre til endnu en strøm af migranter.
Samtidig har Venezuela i de senere år udviklet sig til centrum for kriminelle grupper, der efterhånden har spredt sig udover det meste af regionen. Det drejer sig eksempelvis om den berygtede gruppe ”Tren de Aragua”, der ud over narkohandel også er involveret i menneskehandel, og som har ekspanderet til blandt andet Chile og USA.
Og for de mange narkogrupper og guerillagrupper (som i nogen udstrækning er sammenfaldende) med oprindelse i Colombia er Venezuela efterhånden blevet baglandet, hvorfra de kan operere og eventuelt ekspandere. Det er ikke mindst et stort problem for fredsprocessen i Colombia, som landets præsident Gustavo Petro forsøger at fremme. Fortsætter det nuværende regime i Venezuela, er det meget sandsynligt, at landet udvikler sig videre i retning af et center for kriminelle grupper i hele regionen.
Er det muligt at mægle?
Som situationen ser ud nu i Venezuela, er der kun begrænsede muligheder for mægling, for det er vanskeligt at se, hvad der kunne være udgangspunktet for forhandlinger.
De seneste forhandlinger mellem regering og opposition resulterede i den såkaldte Barbados-aftale fra november sidste år, som jeg skrev om her.
Her lovede regeringen at respektere de demokratiske spilleregler, og til gengæld blev der åbnet op for eksporten af olie til USA, hvilket spiller en nøglerolle for økonomien i Venezuela.
Men med valget for godt en måned siden er disse spilleregler ikke overholdt. Under forhandlingerne i Barbados var Norge den afgørende mægler. Det er muligt, at Norge med sine mange erfaringer som mægler i regionen vil træde ganske diskret ind på banen igen.
Brasiliens og Colombias mulighed for mægling er til gengæld begrænset efter det mislykkede forslag om omvalg.
Og efterhånden som undertrykkelsen forværres, kan det blive vanskeligere at mobilisere folk til protestdemonstrationerne.
Skyerne er fortsat mørke over Venezuela.
