Verdens største juicebar ligger ikke i Californien eller København for den sags skyld, men sandsynligvis i Asmara – hovedstaden i Eritrea, et land øverst i Afrikas Horn ud til det Røde Hav.
’Capri Hotel’ står der over en undselig dør i en sidegade til byens hovedstrøg, som hver eftermiddag og aften fyldes med folk, der spadserer frem og tilbage eller sidder på en fortovs kaffebar med en macchiatto eller en capuccino. Eritrea er tidligere italiensk koloni, og det har sat sit præg på denne by, hvis arkitektur mere minder om en italiensk provinsby end en afrikansk hovedstad.
Jeg er på ferie i Eritrea, hvor jeg tidligere har boet og arbejdet i otte år. Dette besøg er mit første i syv år, og det er kun på en uge. Siddende i flyet fra Khartoum, som svæver ind over højsletten, hvor Asmara ligger, kan jeg næsten ikke vente. Jeg glæder mig til at gense Eritrea, møde familie og venner. Er også spændt på at tjekke op på det negative billede, som omverdenen de seneste par år har tegnet af Eritrea.
Byen ligner sig selv
Og nu er jeg så her og kan konstatere, at Asmara ligner sig selv. Der er ikke lig i gaderne. Asmara er ren, biltrafikken er moderat, der er stadig de pæne gule taxier og gamle FIAT 500er. Og så er der er fyldt med mennesker overalt – ikke i fangedragt og ikke i strækmarch.
Eritrea er blevet betegnet som ’et stort fængsel’ og ’Afrikas Nordkorea’, men gående op og ned ad gaderne, snakkende, med plasticposer eller bylter, børn i skoleuniformer på vej til eller fra skole. Det er faktisk de eneste uniformer på gaden udover trafikbetjente med fløjter, som de bruger, hvis en bil ikke holder tilbage ved et fodgængerfelt.
Snart er jeg en af fodgængerne og er på vej rundt for at genopleve den by, jeg kender så godt. Butikkerne er ikke, som jeg havde hørt, tomme. Man kan købe alt muligt, og priserne svarer stort set til priserne i Khartoum, Sudans hovedstad, hvor jeg netop har været i forbindelse med mit arbejde for ADRA Danmark, hvor jeg er ansat som programkoordinator. Men der er ikke så mange kunder i dem.
En nationaldrik
Normaliteten bekræftes af et besøg på Hotel Capri. Det er dog ikke som hotel at Capri er kendt, men for sin juice. Inden for døren er der en kort gang, hvor folk parkerer deres cykler, før de træder indenfor i en kæmpestor sal med mere end halvtreds små borde.
Mange af Capris kunder er unge, som sidder med deres smoothie i lang tid. Asmara bærer præg af en flad befolkningspyramide.
Foto: Christian Sørensen
Den populæreste juice er papaya, som serveres med en halv lime på en lille tallerken. Man presser lidt limejuice ud i papaya-smoothien, rører rundt med sugerøret og prøvesmager. Papaya juice kan købes overalt i Eritrea, selv de mindste byer og serveres altid med lime. Man kan godt tillade sig at kalde det landets nationaldrik.
Rundt i Asmaras gader møder man overalt gadesælgere med store trillebører eller ladcykler fulde af modne og næsten modne papayer. Næst efter papaya-smoothien er det nok en ’sprizz’, som er populærest. ’Sprizz’ betyder ’blanding’ eller ’cocktail’.
I Capri er det en blanding af papaya med guava og bananjuice. En lille ’sprizz’ koster 2 kroner, en stor 4. Papaya er den dyreste frugt, så papaya-smoothien koster henholdsvis 3 og 6 kroner.
Diaspora Eritrea
Kunderne er i alle aldre. Det er folk, som kommer ind fra gaden for at sidde og hygge sig med en svalende drik, før de skal videre. Mange er kunderne er faktisk turister. Flyene til og fra Asmara er pænt fyldte. Men størstedelen af disse turister er diaspora-eritreanere, som er på ferie i det land de eller deres forældre i sin tid flygtede under den lange befrielsesskrig mod Etiopien, som varede 30 år og førte til selvstændighed i 1993.
Februar er bryllupssæson i Eritrea. Det udløser familierejser. Så udover tigrinya – Eritreas nationalsprog – tales der således både engelsk, italiensk, svensk og dansk rundt om bordene på ’Capri Juice’.
Mange af Capris kunder er unge, som sidder med deres smoothie i lang tid. Asmara bærer præg af en flad befolkningspyramide. Eritrea er et land, hvor halvdelen af befolkningen er 14 år eller derunder. Mange søger efter endt militærtjeneste – som i øvrigt kan vare adskillige år – ind mod storbyen i stedet for at vende tilbage til deres landsbyer. Det er et kendt fænomen i hele Afrika, hvor urbaniseringen accelerer voldsomt. Nogle af disse unge har været med i krigen mellem Eritrea of Etiopien 1998-2000. Mange går med krykker og er krigsinvalider uden arbejde.
Blandt disse rastløse unge trives udlængslen. De føler ikke at der er en fremtid for dem i Eritrea. Arbejde er svært at få, lønningerne er lave, så lave, at det er svært at klare sig, hvis ikke man på en eller anden måde får tilskud fra den familie, som lever i udlandet og som jævnligt sender penge tilbage. Det er ikke nyt for eritreanerne, at familier splittes op, og at nogle medlemmer rejser til udlandet. Eritrea har et befolkningstal på omkring 7 millioner, hvoraf ca. 1 million lever i udlandet.
Capri juice
Dekorationen på Capris vægge domineres af nogle store solnedgangs-malerier, et af dem med kokospalmer, som i øvrigt slet ikke findes i Eritrea. Eritrea har faktisk en lang kystlinje ved det Røde Hav, hvor der trods smukke strande og fabelagtige dykkermuligheder ikke er mange turister og slet ingen palmer. Der er neonrør i loftet på ’Capri Juice’. Ingen musik. Man kommer for smagsoplevelsen.
Om aftenen åbnes døren til endnu en sal i et tilstødende rum, for antallet af kunder stiger dagen igennem og kulminerer med tilstrømningen fra ca. klokken 19. Det er på det tidspunkt, at også hovedgaden og alle spisestederne – restauranter, snackbarer og kaffebarer fyldes op.
De mange små barer i Asmara mærker også trængsel, og natklubberne begynder at skrue op for musikken. Den tilstødende sal øger Capris kapacitet til 100 borde, alle i cafe-størrelse og med fire stole. Det vil sige at der er plads til maksimalt 400 siddende kunder på samme tid. Og det er ikke ualmindeligt at finde stedet fyldt.
Der er over tredive ansatte – servitricer, blender-operatører, frugt-skrællere og opvaskere. Om aftenen har servitricerne ekstra travlt og balancerer afsted med store bakker med 6-7 store juiceglas på. Manager Amanuel Eyob fortæller, at stedet blev åbnet for over fyrre år siden – det vil sige i 1970’erne, hvor begrebet smoothie knap nok var kendt.
Jeg har boet i Asmara op gennem 1990’erne og tog jævnligt ind på Capri Hotel på en varm dag for at køle af med en frisk, kold smoothie efter arbejde. Min favoritter var – og er stadig – papaya eller mango. Jeg har besøgt Asmara flere gange siden, og Capris menu er uændret. Det samme er udsmykningen – bortset fra maleriet med kokospalmerne.
Under mit seneste besøg – i februar 2015 – er det eneste nye den store ekstra-sal, og det endnu større antal kunder, som sidder ved de små borde og suger ren, frisk juice i sig – ja, det må jeg tilføje som et lille minus, tilsat sukker – inklusive klassikeren papayajuice med lime. Men, bedyrer manager Amanuel, man kan godt bestille uden sukker.
Christian Sørensen er programkoordinator i udviklingsorganisationen ADRA og tidligere skribent på U-landsnyt.dk
