Jonas Helth Lønborg er seniorøkonom i Verdensbanken. Indlægget er udtryk for skribentens egen analyse.
Verdensbankens nye rapport Poverty, Prosperity and Planet 2024, er mest af alt dyster læsning.
Efter årtier med den ekstreme fattigdom på hastig retur – blandt andet som følge af de østasiatiske landes imponerende vækst – er udviklingen stagneret. I 1990 levede cirka to milliarder mennesker under den internationale fattigdomsgrænse.
Frem mod 2018 faldt tallet markant til cirka 667 millioner. Siden da er udviklingen vendt. Antallet af ekstremt fattige er de seneste år steget til 692 millioner mennesker, der lever for under 2,15 dollars om dagen. Alene covid-krisen skubbede næsten 73 millioner mennesker ud i ekstrem fattigdom på et enkelt år.
Udviklingen er særligt er drevet af verdens fattigste lande, der i særdeleshed har haft svært ved at komme tilbage på sporet efter pandemien. Ikke nok med at de fattigste personer i de fattigste lande blev ramt hårdest, så risikerer covid ydermere at have langvarige konsekvenser for den enkelte, idet krisen i højere grad har haft betydning for eksempelvis skolegangen blandt denne gruppe.
Lang vej til udryddelse af ekstrem fattigdom – særligt i Afrika
Men der var faktisk tegn på, at bekæmpelsen af ekstrem fattigdom var stagneret allerede, inden covid ramte. Særligt i Afrika. Markant økonomisk vækst i starten af årtusindet er det seneste årti blevet afløst af ganske små vækstrater. Det kan også aflæses i fattigdomsdata.
I 2015 var cirka 38 procent af befolkningen i Afrika syd for Sahara ekstremt fattige. Den andel er kun faldet til cirka 37 procent i 2024. Og da befolkningen samtidig er blevet større, er der i 2024 markant flere ekstremt fattige mennesker i Afrika syd for Sahara (464 millioner) end i 2014 (385 millioner).
Dermed huser regionen i dag to ud af tre af verdens ekstremt fattige personer.
Verdensbanken forventer, at hver tredje person i Afrika syd for Sahara fortsat vil være ramt af ekstrem fattigdom i 2030
Den nærmeste fremtid ser desværre ligeså dyster ud. Verdensbanken forventer, at hver tredje person i Afrika syd for Sahara fortsat vil være ramt af ekstrem fattigdom i 2030.
Dermed forventes antallet af ekstremt fattige i regionen at stige også i de kommende år.
Faktisk vil næsten tre ud af fire af verdens ekstremt fattige befinde sig i Afrika syd for Sahara i 2030. Størstedelen heraf vil tilmed bo i en skrøbelig eller konfliktramt stat.
Uligheden stiger en smule
Det er måske ikke alle, der ved det, men siden 2012 har Verdensbanken udover at bekæmpe ekstrem fattigdom også haft som mission at fremme klodens velstand mere generelt.
I rapporten afdækker Verdensbanken derfor også udviklingen i global ulighed. Ligesom det er tilfældet med ekstrem fattigdom, blev covid et vendepunkt efter en række år, hvor uligheden inden for de enkelte lande ellers var faldet markant.
Således har der de seneste år været en lille stigning i uligheden inden for de enkelte lande. Og som det var tilfældet med den ekstreme fattigdom, er det igen landene i Afrika syd for Sahara – sammen med de latinamerikanske lande – der har de største problemer.
Ramt af ulighed
Den nye rapport undersøger også, hvor stor indflydelse den enkelte fattige har på sin egen situation. Og her kan formuleringen ”ramt af ekstrem fattigdom” vise sig at være ganske retvisende.
Således viser studier, at det på tværs af en række afrikanske lande er mere end halvdelen af forskellene i forbrug, der kan forklares af faktorer, som ligger uden for den enkeltes kontrol – såsom ens fødested eller etnicitet.
Tilsvarende gælder det for mellem en tredjedel og to tredjedele af variationen i en række latinamerikanske lande.
Derfor skitserer Verdensbanken i rapporten en række policy-anbefalinger, der på tre forskellige niveauer kan rette op på den strukturelle ulighed.
For det første anbefaler Verdensbanken en række tiltag, der skal lette adgang til uddannelse og sundhedsydelser.
For det andet kommer Verdensbanken med bud på, hvordan man gør det muligt i højere grad at udnytte disse muligheder på jobmarkedet.
Med de nuværende vækstrater vil andelen af klodens befolkning i ekstrem fattigdom forblive stort set uændret frem mod 2050
For det tredje ser Verdensbanken på en række finanspolitiske tiltag, der kan medvirke til, at skatter og overførsler også sikrer en vis grad af omfordeling.
Fattige lande bør have klima-fripas
Den sidste tredjedel af rapporten handler først om, hvilken effekt klimaforandringerne har på verdens fattigste personer og lande. Særligt slemt ser det igen ud i Afrika syd for Sahara, hvor næsten 40 procent af befolkningen forventes at blive eksponeret for ekstremt vejr med begrænset mulighed for at håndtere disse chok. Dernæst skitserer den behovet for globalt engagement.
Den rigeste del af verden bør sætte handling bag ambitionerne om at reducere sine drivhusgasudledninger, som kan dæmpe klimaforandringerne og dermed mindske indvirkningen på ekstrem fattigdom.
For den fattigste del af verden bør reduktion af udledningerne omvendt være sekundær i forhold til at øge indkomsten.
For den fattigste del af verden bør reduktion af udledningerne omvendt være sekundær i forhold til at øge indkomsten – og dermed modstandskraften – blandt de ekstremt fattige.
Mangel på data
Til sidst det med småt, som alligevel er enormt vigtigt: Rapporten bygger i høj grad på fremskrivninger. De seneste nationale spørgeskemaundersøgelser, som indgår i data, er således udført i 2022. Alt derefter er kvalificerede gæt for udviklingerne i de enkelte lande baseret på eksempelvis forventet vækst i BNP.
Det helt store problem er dog, at det i en række lande er mange år siden, man sidst har lavet den nødvendige indsamling af data.
Eksempelvis skal man tilbage til før 2019, hvis man vil sikre sig, at data dækker mere end halvdelen af befolkningen i Afrika syd for Sahara. Her har spørgeskemaundersøgelserne i gennemsnit seks år på bagen, i Latinamerika syv år og fra landene Mellemøsten og Nordafrika er spørgeskemaundersøgelserne i gennemsnit mere end 8 år gamle.
Det gør det selvsagt svært at forsøge at målrette sine fattigdomsbekæmpende tiltag til den aktuelle situation. Det er dog sjældent en styrkelse af de fattigste landes statistikkontorer, som har ansvaret for indsamlingen af data, der står øverst på prioritetslisten hos eksempelvis de internationale donorer.
Under alle omstændigheder er konklusionen fra Verdensbanken klar. Med de nuværende vækstrater vil andelen af klodens befolkning i ekstrem fattigdom forblive stort set uændret frem mod 2050. Faktisk vil det tage op mod 60 år at nå målsætningen om, at kun tre procent af verdens befolkning er ramt af ekstrem fattigdom.
Med de seneste års udvikling in mente, bør indsatsen mod ekstrem fattigdom intensiveres og rykkes opad på prioritetslisten.
