Svend Løbner
Svend Løbner er freelancejournalist for flere hjælpeorganisationer og har særlig interesse for menneskerettigheder og mødet mellem forskellige kulturer og religioner.
Han voksede op i Tanzania indtil han var 18 år og kom derefter i lære som reklametegner i Svendborg. Senere uddannede han sig i økumenisk teologi i USA og virkede mange år som præst, inden han efteruddannede sig i Analytisk Journalistik på Syddansk Universitet og Danmarks Medie- og Journalisthøjskole.
Dette mix blev til flere år med foredrag og kurser i kommunikation for flere end to tusind præster, menighedsrådsmedlemmer og kirkefunktionærer. Inden Corona-pandemien rejste han jævnligt på reportagerejser for hjælpeorganisationer til bl.a. Tanzania, Kenya, Nigeria, Somaliland og Israel/Palæstina.
Svend har en snes bøger på samvittigheden i bl.a. kommunikation, kultur- og religionsmøde. Han har bl.a. bogen Kristus i verdensreligionerne (cBooks, 2009), er medforfatter til bogen Flerkulturelle Rødder (Dansk Psykologisk Forlag, 2012), redaktør på antologien Livet før døden (Unitas/Eksistensen 2012), forfatter til interviewbogen Mediepræster (Kirkeligt Medieakademi, 2014), reportagebogen Stemmer fra Tanzania (cBooks, 2017) og redaktionssekretær på antologien Tro og videnskab (Forlaget CKT, 2019). Han har også skrevet to e-bøger om kommunikation: Det vigtigste først og Der skal to til en tango (2020). I sin fritid driver han Netavisen Sameksistens.
Kapacitetsopbygning er et mantra for ngo’er. Som regel er det os herhjemme, der skal opbygge partneres kapacitet til selv at udføre hjælpearbejde ude i verden.
Men hvad hvis det er os, de trænger til kapacitetsopbygning? Det kan i hvert fald være tiltrængt at få udvidet vores mentale kapacitet til også virkelig at tro på, at partnere i syd selv kan klare skærene.
Manglende tillid
Jeg glemmer aldrig, da jeg som ung præst skulle undervise kirkeledere i en landsby i det nordlige Tanzania. Ved en kaffepause udbrød stedets missionær om de lokale ledere: ”Dom ska styras med järnspira!”
Hvilken ledelsesstil! ”De skal styres med jernspir!” sagde missionæren dengang for 40 år siden.
Det står forhåbentligt bedre til med tilliden i dag, men indimellem kan tanken nok snige sig ind: Mon de nu også kan klare det selv?
Krise blev vendepunkt
Her bliver jeg gang på gang glædeligt overrasket, når jeg interviewer lokale kilder. For selvfølgelig har de både initiativ og kapacitet til at udføre hjælpearbejde på en effektiv og intelligent måde.
Et eksempel er Noella Achieng, som jeg interviewede på en WhatsApp-forbindelse fra Nairobi og fik hendes historie bekræftet af en lokal kirkeleder.
Noella måtte flygte fra et voldeligt ægteskab, tog en læreruddannelse og har nu lært det mest basale om at dyrke grøntsager. Så den viden måtte da kunne bruges til noget!
Krisen blev et vendepunkt, som det latinske ord ”krisos” jo faktisk betyder.
13 timer reduceret til 2
Nu bruger Noella skoleferierne til at flyve op til det knastørre Nordkenya og lære kvinder at dyrke hårdføre afgrøder, så de kan forsørge deres familier. Samtidig lærer hun dem at læse og skrive swahili, som tales i hele Kenya.
Hun fik en aftale i stand med sin lokale kirke, som kontaktede Mission Aviation Fellowship (MAF), hvis afdeling i Kenya nu flyver hende op til Kargi-området, så hun kan undervise kvinderne.
13 timer på dårlige veje bliver reduceret til to timer.
MAF Kenya flyver med seks små Cessna-fly i hele Kenya og servicerer også to fly i Sydsudan. I alt flyver MAF med 116 små fly i 24 udviklingslande verden over.
Løfter kvinder ud af fattigdom og undertrykkelse
I Kargi har Noella også fundet en skole, som stiller klasseværelser til rådighed for sprogundervisningen. Den lokale kirke stiller et gæsteværelse til rådighed.
Nu planlægger hun at flytte til byen mere permanent for at kunne hjælpe kvinderne på fuld tid. Hun fortalte mig, at det er en måde at bearbejde hendes egen situation på.
”Jeg var blevet meget bitter, men i kirken blev jeg motiveret til at gøre en forskel. Så jeg besluttede at bruge min læreruddannelse til at løfte andre kvinder ud af fattigdom og undertrykkelse.”
Noella skulle selv have noget at leve af, da hun blev skilt, og manden senere døde. Nu var gode råd dyre! Og løsningen lå lige ved hånden. Hun opdyrkede en køkkenhave med grøntsager og begyndte at sy duge og sjaler og fletter måtter for at supplere indtægten.
Den erfaring bruger hun nu overfor de fattige kvinder i Kargi – og hjælpen falder bogstaveligt talt på et tørt sted.
Mon ikke det kan inspirere os herhjemme?
Noella plantede grønkål og spinat og overrislede markerne, og inden længe skød spirerne op og voksede til afgrøder kvinderne kunne spise.
”Da grøntsagerne begyndte at gro, blev kvinderne så begejstrede, at de ville lære mere om frø, planter og dyrkning,” fortæller hun begejstret.
Noella Achieng havde kapacitet, hun tog initiativ, og hun ofrer noget for at hjælpe sine medsøstre i det tørre nord. Først i sine skoleferier, siden på fuld tid.
Mon ikke det kan inspirere os herhjemme i Danmark? Og i hvert fald udvide vores mentale kapacitet i tillid til at lokale sagtens kan og vil klare sig selv.
Der er i hvert fald ikke brug for noget jernspir! Vores bidrag er netop kun bidrag, der giver mening til devisen ”hjælp til selvhjælp”.
