Vietnams regering smider flere og flere kritikere i fængsel

vietnamese_black_april_thang_tu_den_democracy_human_rights_rally_63
Eksil-vietnamesere i USA demonstrerer for menneskerettigheder i Vietnam i 2012.
Foto: Magicloveisintheair (CC BY-SA 3.0)
Laurits Holdt

14. maj 2019

Ifølge organisationen er forholdene i de fængsler, hvor fangerne opholder sig, meget ringe og der er rapporter om tortur og om at fangerne nægtes lægehjælp.

Blandt fangerne er der advokater, bloggere, menneskerettigheds- og miljøaktivister og demokratiforkæmpere, der på fredelig vis har ytret sig mod regeringen.

Omkring en tiendedel af fangerne afsoner straffe for kommentarer på Facebook og andre sociale medier. Amnesty forudser, at andelen vil stige på grund af en ny lov om cyber-sikkerhed, der trådte i kraft 1. januar 2019. Den giver myndighederne mulighed for at overvåge net-brugere yderligere.

Amnesty opfordrer USA og EU til at lægge pres på de vietnamesiske myndigheder for at få dem til at løsne grebet om ytringsfriheden.

Siden 2006 har USA og Vietnam regelmæssigt holdt såkaldte ”menneskerettighedsdialoger” og i 2018 blev bloggeren Mother Mushroom/Mẹ Nấm med det borgerlige navn Nguyễn Ngọc Như Quỳnh løsladt i forbindelse med et besøg i landet fra den daværende amerikanske forsvarsminister James Mattis.

Efter løsladelsen forlod hun landet.

En af de nuværende fanger er Tran Hoang Phuc, som har produceret og delt videoer på nettet med budskaber om demokrati og miljøbeskyttelse. Han blev i 2017 dømt for at sprede propaganda mod regeringen og idømt seks års fængsel og derefter fire års husarrest.

Vietnam var et af Danidas prioritetslande frem til 2015, hvor den danske udviklingsbistand stoppede.