Vil forsone muslimer og kristne på Zanzibar

Maria Nitzsch Hastrup


Foto: Danmission
Forfatter billede

Som Danmissions nye udsendte på Zanzibar skal 32-årige Maria Nitzsch Hastrup som programkoordinator arbejde tæt sammen med den lutherske kirkes Øst- og Kyststift. Danmissions nye udsendte vil få sin daglige gang på syskolen Upendo og Zanzibar Interfaith Centre, der begge har til huse i Danmissions hus midt i den gamle bydel Stone Town.   

Siden 2005 har Danmission været tilstede på den populære turistø ud for Tanzanias østkyst, hvor arbejdsløsheden er tårnhøj, og der gennem årene har været spændinger mellem øens blot ca. fem procent kristne og 95 pct. muslimer. Danmissions arbejde på øen består derfor især af dialog, diapraksis, kvindeprojekter og støtte til kirken.  

For Maria Nitzsch Hastrup er det afrikanske kontinent langt fra fremmed land. Hun var bare 17, da hun som pigespejder tog af sted som “spejderjournalist” med Spejderhjælpen til Malawi i det sydøstlige Afrika.  

“Jeg forelskede mig hurtigt i kontinentet, mest af alt forelskede jeg mig i det afrikanske folk. I de afrikanske lande møder man sult, tørke, oversvømmelser, dårlige sundhedsforhold og meget andet, der kendetegner dyb fattigdom. Alligevel er det, man møder allermest, håb. Håbet om, at tingene kan blive bedre og med det livsmodet og livsglæden,” siger Danmissions nye udsendte.  

Hun er cand.mag. i Afrikastudier fra Københavns Universitet, men har også studeret teologi. Hun kommer fra en stilling som kommunikations-medarbejder i Dansk Missionsråds Udviklingsafdeling. I sin fritid er hun aktiv pigespejder i Valby og vant til at arbejde med frivillige og unge. Hun dyrker triatlon i sin fritid og har bl.a. gennemført en halv ironman.

Råstyrke  

Hendes råstyrke, som f.eks. bruges i passionen for sport og store interesse for Afrika, har de seneste 15 år sendt hende på arbejde i intet mindre end ni lande i Afrika. Her har hun arbejdet i både kirkelige organisationer og andre ikke-statslige organisationer, på den danske ambassade i Tanzania, for Udenrigsministeriet og FN. Hun taler lidt kiswahili, hvilket er en stor fordel i hendes nye arbejdsliv.  

“For mig er Tanzania, som Zanzibar er en del af, et kontrastfyldt land. På den ene side er det et land med de smukkeste naturparker, bjerge og strande, der med god grund trækker turister til. På den anden side er det et land, hvor velfærden ikke fordeles, og hvor helt almindelige tanzanianere lever i fattigdom. I Tanzania har jeg mødt mennesker, der med lidt støtte fra omverdenen fra bl.a. danske organisationer som Danmission, kan rykke sig helt vildt og skabe bedre liv for dem selv og deres børn,” siger Maria Nitzsch Hastrup.  

Hun vil gå til arbejdet som Danmissions nye programkoordinator på Zanzibar med stor ydmyghed:  

“Der har været udsendte før mig, som har bygget et velfungerende program op, og der er en lokal partner, der kender konteksten ned til mindste detalje. Jeg ser mig selv som en oversætter. Jeg skal tale med de lokale på Zanzibar om, hvordan de bedst muligt tror, de kan arbejde med dialog og fredelig sameksistens mellem kristne og muslimer, og om hvordan vi sammen kan skabe bedre levevilkår for øens fattige befolkning.” 

“Vi kan noget særligt”

Den unge københavner, der snart rykker til en anden slags byliv i Stonetown på Zanzibar ser frem til at tage hul på et nyt kapitel i det arbejdsliv, hvis røde tråd altid har været det kirkelige udviklingsarbejde.  

“For mig er det tydeligt, at religiøse aktører kan noget særligt i udviklingsarbejdet. Kirker er derude, hvor de fattigste lever og kan være vigtig for at skabe udvikling. Jeg glæder mig til at blive en del af den virkelighed, hvor diakoni ikke blot er et flot ord, men er noget, man gør”, mener hun. 

Der er udsendelsesgudstjeneste søndag d. 19. august kl. 10.30 i Timotheuskirken på Christen Bergs Allé 5 i Valby (nær Langgade S-station). 

Om Maria Nitzsch Hastrup 

  • Født og opvokset i København 
  • Kommer fra en stilling som kommunikationsmedarbejder hos Dansk Missionsråds Udviklingsafdeling 
  • B.A. i film og medievidenskab, cand. mag. i afrikastudier 
  • Kommer i Timotheuskirken i Valby 
  • Dyrker triatlon i sin fritid og har bl.a. gennemført en halv ironman 
  • Pigespejder i Valby 

DANMISSION PÅ ZANZIBAR

  • Dialogkomité med religiøse ledere – overordnet dialog.  
  • Græsrodsgrupper – tager sig af lokale problemer, men også hvordan overordnede problemer spiller ind i lokalsamfundet.  
  • Ungdomsgrupperne kaldet YIFOZA – fodbold, drama, foto osv.  
  • Syskolen Upendo.  
  • Uddannelse i dialog m.m. på dialogcentret Zanzic.