Koncert med Anouar Brahem
Den sorte Diamant
Lørdag 26. oktober
Anouar Brahem har gennem hele sin karriere været en helt speciel fugl. Vel at mærke en fugl, der har hele den arabiske sensitivitet, musikalske kunnen og tradition med i bagagen, men også har formået at fremtræde som en af jazzens store specialister. For ikke at sige originaler.
Opvokset i Halfaouine, som er et kvarter i hovedstaden Tunis, begyndte han tidligt at studere den arabiske lut, oud’en, som er det nærmeste arabiske drenge kommer på en spade, altså det foretrukne strengeinstrument, når en sanger skal akkompagneres. Og unge Brahem blev særdeles skrap og hans lærer så ingen anden mulighed end at lade den unge knægt begynde på konservatoriet på et tidspunkt, hvor danske drenge skal til at springe fra fritidshjem til ungdomsklub.
Men der var også en ting, der pirrede den unge mand. Når han skulle referere til oud’en, var det folk som de egyptiske Riad al-Sunbati og Mohamed El Qasabgi eller de irakiske brødre, Munir og Jamil Bachir, som alle var mestre, men typisk ville spille enten traditionelt, være akkompagnement for store sangere som Umm Khaltum, eller som den egyptiske legende, Mohamed al-Wahab, forfalde til musik, der var poppet eller kitch,- det var i hvert fald Brahems holdning.
Samtidig lyttede Anouar Brahem til jazzens store og især eksplosionen omkring 1970 med Keith Jarrett, Miles Davis og dennes disciple, så som folkene i Weather Report, gjorde at han besluttede sig. Han ville placere sin elskede oud som et centralt instrument i jazzverdenen. Det fabelagtigt smukke instrument med den ofte vemodige klang skulle blive et soloinstrument. Og sådan blev det. Ligesom han via et længere ophold i Paris i slutfirserne en dag fik den gode idé at sende et bånd med sine kompositioner til den tyske producer, Manfred Eicher, som står bag plademærket, ECM, berømt for eklektiske plader med blandt andre Keith Jarrett. Mødet med Eicher viste sig at være det perfekte match for Anouar Brahem, som har lavet en stribe fænomenale plader over de sidste godt 30 år.
Det var en af dem, The Astounding Eyes Of Rita, som er godt ti år gammel, og som han havde valgt at opføre i fuld længde med en udsøgt kvartet bestående af ham selv på arabisk oud (der findes også en tyrkisk), den mesterlige darbouka- og daf-spiller, Khaled Yassine, samt de tyske Klaus Gjesing på basklarinet og den dygtige og alsidige Björn Meyer, der med sin seksstrengede el-bas skulle vise sig at være en gave, fordi han dels kunne spille traditionel bas, og dels bruge håndstillinger, man kender fra fingerpickin’.
Det gav intense momenter mellem ham og Anouar Brahems herlige spil på oud’en.
Psykedelisk flow
Det blev en bjergtagende sonisk rejse i den flotte Dronningesal i Den Sorte Diamant på selve kajen af det, der engang var Københavns havn, men nu om dage mest ligner en tom kanal omkranset af alt for store bygninger.
Vi satte i gang med de smukke overtoner fra Meyers bas, der nærmest var morsesignaler, der stod klingende i rummet. Så var det tid til Dance With Waves, hvor Gjesings dybe klarinet var som ekkoer af salig Peter Bastian, som brugte fagotten til det dybe arbejde, og så ellers også spillede på klarinet og obo.
Tilbage i den levende virkelighed fortsattes med Anouar Brahem, der for alvor slap oud’en løs fulgt til dørs af bassisten i et partnerskab, som gav mig en sjov reference til guitaristen Jerry Garcia og bassisten Phil Lesh fra The Grateful Dead, som ville tage på nogle af de samme ture. Her kom Gjesing igen ind med perkussive trut, som fra en floddamper, mens den persiske daf-tromme gav kanten. Meget smukt.
Så nåede vi til stoppet i Djibouti, hvor Brahem synger med, mens hans egen oud kører op, og op og hele tiden er totalt retningsgivende. Det her er jazz igen med fræk klarinet og et daf-spil, der sammen med bassen spiller en egen nonchalant swing. Vi var for alvor i gang med rejsen, og man kunne høre en knappenål falde i Den Sorte Diamant.
Oplevelsen var psykedelisk, og især kapelmesteren har en herligt underspillet måde at spille sit dejlige instrument på, mens man så, hvor udsøgte de tre andre er som medspillere. Snart sejlede vi ind i smult vand, og bassens mange toner og den intense daf satte kul under Anouar Brahem, som var i færd med en virtuos transcenderende rejse. I en koncert, der fløj af sted, hvor hver en del var nøje spillet efter partituret, men også med herlige øjeblikket, hvor der blev stukket af og improviseret over momentets kvalitet.
Og så pludselig var vi kommet igennem det ikoniske album, og det var tid til ekstranumrene, som lagde ud med den herlige hyldest til det hjemlige kvarter, til Halfaouine.
En mageløs koncert.
