I fremtiden skal natur, miljø og klima ikke bøde for menneskers ønske om økonomisk fremgang. Men væksten skal ikke stoppes – den skal tværtimod blive mere bæredygtig og komme flere til gode. Partnerskaber og bæredygtig udvikling vil skabe vejen dertil.
I Vietnam går det fremad. Måske lidt for hurtigt endda, hvis man skelner til de store slæbespor, som den rivende økonomiske fremgang har haft på landets natur og miljø.
Danmark har siden start-halvfemserne været en af de vigtigste støtter til den vietnamesiske udvikling. Vi har sendt mange bistandskroner af sted – og det har virket, viser en ny evaluering fra Udenrigsministeriet.
Evalueringen viser dog også, at der ligger ”et naturligt loft” på den evige økonomiske fremgang: Nemlig hensynet til miljø, ressourcer og natur, der ikke kan holde til en ubæredygtig vækst i længden.
Vækst skal være bæredygtig
Som udviklingsminister Ulla Tørnæs (V) selv pointerer i et interview med Globalnyt under sit besøg i Vietnam, så er det tid til at se på, hvordan fremtidens vækst kan ske mere bæredygtigt:
”Vores opgave […] er jo at understrege, at der godt kan træffes bæredygtige beslutninger, uden at det sker på bekostning af vækst […] Nu er vi kommet til et punkt, hvor vi er nødt til at tænke: hvordan tilrettelægger vi vejen dertil,” siger ministeren.
Fra WWF Verdensnaturfondens side har vi erfaringer med at skabe veje til bæredygtig vækst.
Kort fortalt er der tre trin: Indtænk bæredygtig udvikling fra start, fokuser på at skabe stærk, national, miljømæssig regulering og forvaltning, som skal sikre, at udviklingsarbejdet også holder i længden. De to første baner vejen for det tredje trin: at gøre det attraktivt for privatsektoren at blive involveret.
Rettidig grøn omstilling
I netop Vietnam finder vi mange gode eksempler på, hvorfor omtanke for natur og miljø skal være en del af udviklingsindsatsten fra start. Miljøproblemerne i Vietnam udfordrer nu væksten og velfærden for landets befolkning. Mange af disse problemer kunne have været løst med rettidig omhu.
Det er den vietnamesiske rejeindustri et godt eksempel på. Igennem et årti oplevede industrien en nærmest eksponentiel vækst og bidrog markant til, at landet i dag er den sjettestørste fiske- og skaldyrseksportør i verden.
Industrien bygger på hundredtusindvis af små familiebrug i Mekong-deltaet, og den har også skabt tusindvis af jobs til unge kvinder i forarbejdningsindustrien. I 2014 peakede eksportværdien og nåede næsten fire milliarder dollars.
Sidenhen er udviklingen stagneret, fordi industrien har været ramt af flere miljørelaterede kriser.
Som Udenrigsministeriets evaluering også viser, så er det manglende hensyn til miljøet en stopklods for den fortsatte økonomiske udvikling. Væksten kan ikke fortsætte i det uendelige, når der ikke bliver taget højde for forvaltningen af naturens ressourcer.
Den ekstremt hurtige intensivering af rejeopdrættet har skabt massive miljøproblemer, som både truer bæredygtigheden af sektoren og skaber stor usikkerhed for de mange vietnamesiske småproducenter.
Der er behov for stærk national miljøregulering
Vi ved, at det er muligt ikke blot at indtænke de miljømæssige sider af et lands udvikling fra start, men faktisk også at kapacitetsopbygge og styrke nationale myndigheder til at føre en stærk miljøregulering. Det har både økonomiske og sociale fordele – på kort og langt sigt.
WWF har et stort internationalt netværk og arbejder i hele verden som konstruktiv og løsningsorienteret partner. I lande som for eksempel Kenya, Uganda, Myanmar og Vietnam er en vigtig del af vores indsats at samarbejde med lokale regeringer om at værdisætte landets ressourcer og sikre, at væksten sker i overensstemmelse med de ressourcer, der er til rådighed.
Vi kan mærke, at der er oprigtig interesse i de lande, hvori vi arbejder. Det giver mig stort håb for fremtiden. Med den nuværende opbakning fra den danske regering og fokus på mere bæredygtighed i mange lande, ser jeg med optimisme på fremtidens udviklingsarbejde.
Partnerskab kan sørge for en bæredygtig fremtid
I artiklen fremhæver ministeren, at private investeringer er strengt nødvendige for grøn udvikling, når udviklingsstøtte udfases. Det er WWF enig i, men jeg vil dog lige understrege, at private investorer også er en vigtig del af det tidlige udviklingsarbejde.
Der er dog håb for den vietnamesiske befolkning. Ved at styrke den miljømæssige regulering og skabe et markedstræk for de ansvarligt producerede varer er der grobund for, at privatsektoren vil deltage i at gøre landets fortsatte vækst mere bæredygtig.
I WWF har vi netop fokus på privatsektorens rolle i at fremme en bæredygtig akvakulturindustri – i Vietnam og resten af verden. WWF har været med til at etablere ASC (Aquaculture Stewardship Council), en global certificeringsordning for akvakultur, der sætter høje krav til både de miljømæssige og sociale aspekter forbundet med rejeopdræt. En mærkningsordning, der i stigende grad er et krav for at komme ind på de vestlige eksportmarkeder.
Indtil for nyligt har det eftertragtede ASC-mærke været forbeholdt storskalaproducenterne, der har haft den nødvendige kapacitet til at blive certificeret. Derimod har omkostningerne ved certificering været uoverkommelige for de mange små familiebrug, der ellers dominerer rejeindustrien i Vietnam.
Sidste år lykkedes det dog for første gang nogensinde et kooperativ af små rejeproducenter at opnå ASC-certificering. Det har en kæmpe betydning for de mange familier, som oplever forbedrede levevilkår med adgang til mere indbringende eksportmarkeder, samtidigt med at de har lavere miljømæssige og økonomiske risici.
Ny finansieringsmodel skal hjælpe fattige familier
Omkostningerne ved certificering er dog stadig alt for store for de mange små familiebrug, der lever på grænsen af fattigdom, og derfor er jeg meget glad for, at WWF netop har indgået et samarbejde med den danske importør Northcoast Seafoods DK om en ny finansieringsmodel, hvor omkostningerne forbundet med ASC-certificering deles mellem aktørerne i varekæden.
Sammen har vi lavet en skalerbar model, der virker som en ”ASC-udklækker” – det gavner både lokale leveforhold, miljøet og sikrer fødevaresikkerheden. Med den nye model har Danida-midler sammen med WWF’s internationale netværk virket som en katalysator for investeringer fra fødevareindustriens private investorer.
Der er heldigvis mange gode historier at fortælle fra min hverdag i WWF – også fra de lande, hvor vækst-toget er kørt. Men lad os udvise rettidig omhu, når det gælder en miljømæssig forsvarlig udvikling fremover.
Jacob Fjalland er international programchef ved WWF Verdensnaturfonden
Artiklen har tidligere været bragt i Altinget.