“Vi elsker vores land, vi er patriotiske, og vi kan ikke bare lade stå til. Kriminaliteten fortsætter, så vi er nødt til at handle,” siger Zandile Dabula, der leder antiimmigrationsbevægelsen Operation Dudula.
Politisk ustabilitet, høj arbejdsløshed og sociale spændinger har gjort fremmedfjendske bevægelser til en voksende kraft i Sydafrika. I Johannesburgs tætbefolkede townships er Operation Dudula blevet et symbol på denne udvikling.
Bevægelsens navn betyder “tvinge ud” på zulu og afspejler bevægelsens erklærede mål: et Sydafrika uden udokumenterede immigranter.
Operation Dudula er blevet kritiseret af både NGO’er og politikere for at sprede xenofobiske budskaber, specielt over for afrikanske immigranter. Organisationen beskyldes for at opildne indbyggerne i fattige byområder til vold og hærværk mod immigranter – en reaktion på en stat, som de mener gør for lidt for at adressere udfordringerne.
I Soweto, som er Sydafrikas største township, møder jeg Zandile Dabula, præsident og medstifter af Operation Dudula.
Vi sidder i skyggen af Hector Pieterson Museet, et museum dedikeret til “Soweto-uprising” i 1976, hvor tusindvis af sorte skoleelever protesterede mod apartheidregimets uddannelsespolitik.
Tragedien har gjort museet til et symbol på kampen for retfærdighed – en kontekst, Dabula mener, er relevant for dagens kamp mod immigration.
“Vi hader ikke immigranter,” understreger hun. “Vi bryder os bare ikke om, hvordan de opfører sig i Sydafrika.”
Zandile Dabula tilføjer, at immigranter for 20-30 år siden kom til landet og arbejdede på en “ordentlig” måde. Sådan er det ikke i dag, mener hun.
Mangel på jobs
Det er svært at komme med præcise estimater på, hvor mange immigranter der befinder sig i Sydafrika.
De fleste organisationer peger på et sted mellem 2-6 millioner udokumenterede immigranter i landet oven i de 2,4 millioner officielt registrere.
Dabula afviser dog disse estimater som alt for lave og påstår, at op mod 15 millioner udokumenterede immigranter opholder sig i Sydafrika.
Hvis det er rigtigt, vil det betyde, at illegale immigranter udgør op mod 25 procent af befolkningen. Tallet, som deles på deres sociale medier, er ligeså svært at verificere.
Kriminaliteten fortsætter, så vi er nødt til at handle
Zandile Davula
Mere sikkert er, at Sydafrika kæmper med en gigantisk arbejdsløshed.
Og blandt landets ungdom var arbejdsløsheden i følge officielle statistikker på svimlende 45,5 procent i slutningen af 2024 og endnu højere i landets townships.
Dabula mener, at immigranter er hovedårsagen til den økonomiske krise i landet. “De overtager alle jobs,” siger hun.
Ifølge hende er det særligt migranter fra Zimbabwe og Nigeria, men også fra Somalia, Bangladesh, Pakistan og Mozambique, der skader Sydafrikas økonomi og samfundsstruktur.
“Folk siger, at kriminalitet ikke har en nationalitet, men når vi taler om nigerianere, taler vi om kidnapning og stoffer,” siger Zandile Dabula.
Ifølge hende er den massive tilgængelighed af heroinproduktet nyaope direkte forbundet med immigranter.
“Vores egne brødre og søstre er nu afhængige af nyaope og forvandlet til zombier. De får det billigt på grund af immigranterne,” tilføjer hun.
Folk siger, at kriminalitet ikke har en nationalitet, men når vi taler om nigerianere, taler vi om kidnapning og stoffer
Zandile Dabula
Zandile Dabula understreger, at hun er klar over, at problemet ligger i et dysfunktionelt system. Alligevel mener hun, at udlændinge udnytter systemets svagheder og forværrer situationen.
Modsat Dudulas opfattelse viser et studie fra OECD, at immigranter i Sydafrika ikke fortrænger lokale arbejdstagere fra arbejdsmarkedet.
Studiet påpeger, at deres højere beskæftigelsesrate sammenlignet med lokalbefolkningen indikerer, at de ofte varetager roller, der supplerer snarere end konkurrerer med den lokale arbejdsstyrke.
Kun et stenkast fra, hvor vi drikker kaffe, ligger en spazashop – en lille købmandsbutik, typisk drevet af immigranter.
Denne butik ejes af folk fra Bangladesh, og ligesom andre spazashops er den blevet et tydeligt symbol på de spændinger, der forekommer mellem udlændinge og lokale i townshipsne.
Disse små dagligvarebutikker spiller en vigtig rolle i den lokale økonomi, men er også blevet brændpunkter for frustrationer og konflikter.
Tragiske dødsfald
Frustrationerne blussede op i oktober 2024, da The National Institute for Communicable Diseases konkluderede, at seks dødsfald blandt børn i Naledi, Soweto, kunne spores tilbage til det giftige kemikalie terbufos, der angiveligt var forbundet med varer solgt i en lokal spazashop.
Tragedien har gjort butikkerne til skydeskiver for xenofobiske angreb og til symboler på dybere sociale og økonomiske spændinger mellem immigranter og lokale borgere.
Bag et stort metalgitter i spazashoppen forklarer ejeren: “Vi betaler vores skat, vi er registreret – du kan se vores papirer. Men alligevel bliver vi angrebet.”
Imens peger han på et smadret sodavandskøleskab, som er blevet ødelagt af stenkast fra lokale.
Selv om terbufos-dødsfaldene ikke fandt sted i hans , er mange spazashops alligevel blevet angrebet og gjort til syndebukke for det, Zandile Dabula betegner som en “total overtagelse, der forsøger at ødelægge nationen.”
Værre efter covid-krisen
Som reaktion på krisen beordrede præsident og ANC-leder Cyril Ramaphosa i november, at alle spazashops skulle registrere sig på ny inden for 21 arbejdsdage. Fristen blev senere udskudt til februar.
I december meddelte ANC’s generalsekretær, Fikile Mbalula, at 51.788 spazashops indtil videre var blevet registreret, mens 800 butikker var blevet lukket. 93 procent af disse var ifølge ham var ejet af migranter. Det er dog stadig uklart, hvor mange butikker der mangler at blive registreret.
Medlemmer af Operation Dudula i Soweto har aktivt blokeret udenlandske statsborgere fra at registrere deres spazashops.
Dabula ser deres handlinger som en nødvendighed: “Vi kan ikke bare lade det stå til. Det er overalt på sociale medier – de sælger ikke mad, som bør indtages,” siger hun.
Ifølge Witwatersrand University’s Xenowatch har xenofobiske angreb i Sydafrika mellem 1994 og marts 2024 resulteret i 669 dødsfald, 5.310 plyndrede butikker og 127.572 fordrivelser.
Mange af disse angreb er sket efter Covid-pandemien, der ramte landet hårdt. Sydafrikas BNP faldt med omkring syv procent, mens arbejdsløsheden, uligheden og fattigdommen steg markant. Den økonomiske nedtur forværrede de sociale spændinger og skabte yderligere xenofobi.
Historiske rødder og politiske diskurser
Også Sydafrikas moderne historie spiller en væsentlig rolle i forståelsen af tidens antiimmigrationsstrømning. Ivan Katsere, ph.d.-studerende i psykologi ved University of Cape Town, forklarer over en kop kaffe på en café nær byens centrum, at xenofobien har dybe rødder i apartheidregimets struktur.
Apartheid formede en mentalitet, hvor folk blev opdelt i kategorier
Ivan Katsere
“Apartheid formede en mentalitet, hvor folk blev opdelt i kategorier. Det har skabt et samfund, hvor adgang til ressourcer stadig defineres af race og nationalitet,” siger han.
Når folk i townships ser migranter som konkurrenter om job og boliger, udspringer det af en gruppetænkning, der blev dyrket under apartheid.
Ivan Katsere påpeger, at xenofobien især er rettet mod mennesker fra nabolandene som Zimbabwe og Mozambique, fordi de ofte ses som direkte konkurrenter om knappe ressourcer i de fattige townships.
“Det handler om en opfattelse af, at disse mennesker tager noget fra lokalsamfundet – job, boliger og endda ægteskaber med sydafrikanske kvinder,” forklarer Katsere.
I townshipområder, hvor ressourcerne er synligt begrænsede, bliver det ifølge ham nemt at projicere skyld på de mest synlige ‘andre.’
Katsere fremhæver også, hvordan diskurserne i det sociale og politiske rum forstærker hinanden. “Diskurserne i det sociale rum er ikke forskellige fra det politiske rum – det er en fælles diskurs. Når politikere taler om immigranter på en bestemt måde, validerer det xenofobien i det sociale rum.”
Det handler om en opfattelse af, at disse mennesker tager noget fra lokalsamfundet
Ivan Katsere
Et eksempel på dette er den tidligere kontroversielle præsident og stifter af uMkhonto weSizwe-partiet, Jacob Zuma, som i en TikTok-video hævder, at der ikke var kriminalitet i Sydafrika, før “ankomsten af fremmede nationaliteter.”
Læs også: Ekspræsident er tilbage med spyd og skjold
Flere politiske partier i Sydafrika har inkorporeret anti-immigrant retorik i deres politik, hvilket også afspejler sig i sammensætningen af Government of National Unity (GNU), der blev dannet, efter ANC mistede sit parlamentariske flertal ved valget i juni 2024.
GNU består af ti politiske partier, hvoraf flere, såsom Inkatha Freedom Party (IFP), Patriotic Alliance (PA) og Freedom Front Plus (FF+), har fokus på strengere grænsekontrol og reduceret immigration.
Denne sammensætning har skabt en stærkere anti-immigrant dagsorden i GNU, hvor selv ANC, der tidligere har været forankret i panafrikanske værdier, har bevæget sig mod en strammere immigrationspolitik. I 2023 etablerede ANC Border Management Authority (BMA) for at håndhæve en strammere grænsekontrol.
Læs også: Et splittet Sydafrika går til valg i skyggen fra apartheid
Den politiske retorik reflekteres i politiske bevægelser som Operation Dudula og hashtags som #PutSouthAfricaFirst, der er blevet en central del af den xenofobiske diskurs online. Hashtagget opfordrer til, at udenlandske statsborgere skal forlade landet.
Et studie fra Afrobarometer fra 2020 viser, at halvdelen af de adspurgte var “enige” eller “meget enige” i, at udlændinge ikke burde have lov til at arbejde i Sydafrika, fordi de tager job fra landets borgere.
Dertil forekommer Sydafrika blandt de mest fremmedfjendske lande i Afrika, med 30 procent af befolkningen, der udtrykker modvilje mod at have immigranter som naboer.
Det placerer landet på en fjerdeplads blandt de 34 undersøgte lande.
Selvom Sydafrikas kamp mod xenofobi ikke er ny, har Covid-19, høj arbejdsløshed og tragedierne i spazashops skabt grobund for den fremmedfjendske dagsorden.
Nationen, der efter apartheid blev kendt som “regnbuenationen” for sin unikke multietnicitet, har stadig en lang vej at gå for at opbygge et samfund med positiv vækst og lige muligheder for alle borgere.
Som Ivan Katsere påpeger: “Omstrukturering var aldrig en reel ting; det var blot retorik om en regnbuenation. Ja, vi kan bruge de samme toiletter, vi kan sidde her og tale sammen, men intet økonomisk ændrer sig.”
Vi har alle brug for at tage hjem og løse vores egne problemer, før vi kan snakke om pan-afrikanisme
Zandile Dabula
Han mener, at det er vigtigt for Sydafrika at snakke yderligere om omfordeling af ressourcer for at komme videre.
Zandile Dabula udtrykker, at ideen om regnbuenation “ikke kan starte her i Sydafrika. Kan vi ikke starte den et sted i Nigeria? Vi har alle brug for at tage hjem og løse vores egne problemer, før vi kan snakke om pan-afrikanisme.”
