Midt mellem tre ambitiøse stormagter er Aserbajdsjan ved at finde sig til rette

Stig Jensen

24. september 2024

Læsetid: 6 min

Kaukasus-regionen er landskabeligt, etnisk, religiøst, politisk, kulturelt og på flere andre områder mangfoldig. Regionen har gennem årtusinder været præget af enorme samfundsmæssige omvæltninger, som skal tilskrives kombinationen af interne og eksterne forhold. Dele af eller hele regionen har været præget af store imperier som Babylonien, Persien, Det Osmanniske Rige og Sovjetunionen. Også store hærledere som Alexander den Store og Djengis Khan har været forbi og sat deres spor.

Aserbajdsjans status og størrelse som selvstændig nation har i høj grad været præget af verden omkring det. Netop bevidstheden om den usikre og labile situation for mennesker og nationen kan forklare, at hovedparten af de folk, som jeg talte med under min rejse i landet i maj 2024, virkede nærmest paranoide, når samtalerne ramte problemstillinger relateret til nabolandene. Bortset fra Tyrkiet og nationer i Centralasien, som generelt blev omtalt som brødre.

Alligevel er det min vurdering, at Aserbajdsjans status i regionen er under kraftig forandring og landet er på vej til at blive en stormagt i Kaukasus. Udviklingen skyldes ikke mindst landets økonomiske robusthed, som er baseret på olie- og gaseksport. Men den skyldes også en kraftig militær oprustning og viljen til at anvende militæret, og så skyldes det, at nabolandene, primært Armenien er svækkede.

Landet, der tidligere var regionens hensygnende lillebror, har med sine oliepenge og politiske tæft målrettet skabt strategiske alliancer med de regionale stormagter og på den måde rykket rundt på magtbalancen i regionen.

Det er et voldsomt skift fra situationen ved selvstændigheden i begyndelsen af 1990’erne. Her var landet lukket og havde stramme regler for indrejse, valutaen var isoleret og de interne og eksterne kriser stod i kø. Nogle ting har ikke ændret sig markant. Eksempelvis er hovedparten af landegrænserne lukkede, hvilket kun blev mere udbredt i forbindelse med coronapandemien. Stadig i dag er grænserne kun åbnet i meget begrænset omfang. Indrejsereglerne er dog blevet lempet i de seneste år, og der er indført visumfri adgang for stadig flere lande.

I det følgende oplistes og reflekteres over relationerne til de lande, Aserbajdsjan deler landegrænser med.

Et folk to nationer – Tyrkiet er en ven

Aserbajdsjan har i nyere tid haft én stærk ven, og det er Tyrkiet. Overalt i landet fra officielle bygninger til graffiti på murværker, ses flag fra Tyrkiet og Aserbajdsjan side om side. En udbredt holdning i Aserbajdsjan er, at relationen er tætte og italesættes som ét folk og to nationer. På mange måder er båndene langvarige og meget tætte kulturelt, økonomisk, og landenes sprog skulle være nært beslægtet.

Tyrkiet er en af Aserbajdsjans vigtigste handelspartnere, og der er store tyrkiske investeringer i landet. Politisk er der også nære relationer, som blandt andet udmønter sig i løbende møder mellem præsidenterne Ilham Aliyev og Recep Tayyip Erdogan. På det seneste har præsidenterne stået sammen i presset på Armenien for at genåbne den såkaldte Zangezur-korridor, der går igennem Armenien og under sovjettiden forbandt Aserbajdsjan med den semiautonome region Nakhitjevan.

Armenien er ærkefjenden

For Aserbajdsjan er Armenien hovedfjenden, og sådan har det altid været. Armenien har traditionelt været en stormagt i Kaukasus både kulturelt, økonomisk, politisk og religiøst.

Magtbalancen har dog ændret sig inden for de seneste år, og på det seneste er Armenien blevet nærmest ydmyget militært. De to lande har i årenes løb haft flere blodige territoriale konflikter, og i begge lande ser man billeder af martyrer døde i konflikterne overalt.

Mest kendt er kampen om enklaven Nagorno-Karabakh. Området, der dækker 4.400 kvadratkilometer, ligger i Aserbajdsjan og har haft status af autonom republik og er hovedsageligt beboet af kristne armeniere.

I efteråret 2023 gennenførte Aserbajdsjan en militær invasion af Nagorno-Karabakh og tog fuld kontrol over enklaven. Det medførte en folkevandring på omkring 100.000 etniske armeniere til Armenien. I samme bevægelse ophævede Aserbajdsjan enklavens autonome status og indlemmede det som en integreret del af landet.

Endnu en sejr for Aserbajdsjan og ditto nederlag for Armenien var det, da landene i april 2024 indgik en fredsaftale – med russisk mellemkomst – hvorved Armenien afstod en række landområder og landsbyer til Aserbajdsjan. Den udbredte opfattelse er, at Rusland lagde pres på Armenien for at indgå fredsaftalen, for Rusland har tydeligvis skiftet hest. Tidligere var der tætte bånd mellem Rusland og Armenien, men relationerne er på det seneste kølnet. Det skyldes på den ene side Ruslands utilfredshed med den politiske og mere demokratiske udvikling i Armenien siden 2018 (se mere i artiklen her: Nye drømme i Armenien). Derudover har Armenien de senere år nærmet sig USA og EU. Fra armensk side er der utilfredshed med Rusland, som blandt andet bunder i mangelfulde militære leverancer og oplevelsen af Rusland som en stadig mere utroværdig samarbejdspartner.

Aserbajdsjan har allerede udnyttet Armeniens svagere position og presser voldsomt på – med voksende støtte fra flere andre lande i regionen – for at få Armenien til at genåbne den for Aserbajdsjan vigtige Zangezur-korridor, der forbinder selve Aserbajdsjan med Nakhitjevan, som er adskilt af Armenien.

Ruslands krig gavner

I Aserbajdsjans nyere historie har Rusland og tidligere Sovjetunionen været definerende for nationens territoriale, økonomiske, politiske og ikke mindst militære rammer. Efter Sovjetunionens opløsning valgte Rusland tætte bånd til Armenien, men det er afløst af stadig stærkere politiske og økonomiske relationer til Aserbajdsjan. Båndene er blevet yderligere styrket efter Ruslands invasion af Ukraine i 2022. Handlen mellem nationerne er steget kraftigt de seneste fem år, hvor Aserbajdsjans import af varer fra Rusland er steget med over 50 procent, som The Observatory of Economic Complexity viser.

Samtidig med at Aserbajdsjan styrker relationerne til Rusland, har landet traditionelt haft stærke bilaterale relationer til Dagestan, den tilgrænsende russiske republik. Disse relationer bygger på historisk stærke kulturelle bånd og religiøse fællestræk. Den tidligere blomstrende lokale grænsehandel er udfordret af grænselukninger, men relationerne vedligeholdes af løbende møder mellem de politiske ledelser.

Fælles fortid og fælles fjender skaber såvel kløfter som forøger sammenholdet

Synet på Iran er generelt ikke særligt positivt blandt aserbajdsjanerne. Landet var en del af Persien – som Iran tidligere var kendt som – frem til det 19. århundrede. Den udbredte opfattelse er, at aserbajdsjanere bliver undertrykt og behandlet som andenrangsborgere i Iran. Faktisk skulle aserbajdsjanere være den største minoritet i Iran og udgør omkring 16 procent af befolkningen og har ry for at være blandt de bedst integrerede minoriteter. Kritikken fra Aserbajdsjan er, at de iranske myndigheders utilstrækkelige indsats for, at aserbajdsjanere kan vedligeholde deres identitet, eksempelvis bliver de ikke undervist på deres sprog i skolerne.

Jeg var i Aserbajdsjan den 19. maj, da helikopteren med bl.a. Irans præsident, udenrigsminister og andre af landets spidser styrtede ned ved byen Uzi, der ligger i Irans Østaserbajdsjan-provins tæt på grænsen til Aserbajdsjan. De synlige effekter af styrtet i Aserbajdsjan var øget militær tilstedeværelse bl.a. langs hovedvejene, hvor der stod bevæbnede soldater med 500 meters mellemrum. Jeg oplevede også, at der ikke var den store sorg eller medfølelse, i forbindelse med helikopterstyrtet. Som en ung mand i Nakhitjevan sagde med tydelig skadefro: ”De (iranerne) prøver at pege på Israel og USA som skyldige for helikopterstyrtet. Det er latterligt, for de flyver rundt i noget gammelt og elendigt udstyr. Styrtet er deres egen skyld.”

I den sammenhæng skal det nævnes, at Aserbajdsjans militær er meget synligt, især i landdistrikterne nær grænsen. Udstyret er nyt, og soldaternes outfit ligeså, for regeringen har investeret massivt i militæret og har siden 2018 fordoblet beløbet i statsbudgettet, der er afsat til militær og sikkerhed.

Selvom relationerne mellem Aserbajdsjan og Iran er langt fra at være brandvarme, blæser der lune vinde i form af voksende handel og ikke mindst tættere strategisk samarbejde. Konflikterne i både Ukraine og Gaza, og den deraf følgende forøgede spænding i Mellemøsten har bragt de to lande tættere på hinanden.

Georgien er gateway til verden

Aserbajdsjan og Georgien har gennem årene samarbejdet om især infrastruktur. Med sin placering ved Sortehavet og kontrol med den transkaukasiske hovedvej til Rusland er Georgien et vitalt transitland for Aserbajdsjan. Det gælder både varetransport over land og olie- og gasrørledninger.

I de seneste år er der indgået en række aftaler om at opgradere infrastrukturen, og der er en fælles forventning om, at det vil gavne begge lande. I det hele taget er relationerne på det økonomiske område blevet kraftigt styrket, og det ser man blandt andet ved, at de arbejder sammen på flere og flere måder, og at omfanget af investeringer på tværs af grænser vokser.

Udenrigspolitisk følger de to lande helt forskellige veje. Georgien kigger traditionelt mod vest og forsøger at blive medlem af NATO og EU, selvom ny lovgivning skaber usikkerheder om regeringens politiske retning, som man også kan læse om i artiklen Ny lov truer: Gaybar i Tbilisi må nu gå tilbage til at leve undercover. Helt modsat ser Aserbajdsjan mod øst og har fokus på et stadig tættere samarbejde med Rusland.

At der stadigvæk er arbejde for landenes diplomater, og at forholdene ikke er helt rosenrøde, ser man ved de pletvise grænselukninger og uenigheder om, hvor grænsen mellem landene helt præcis går. Særligt i forbindelse med fodboldkampe mellem klubber fra de to nationer har der været hadudmeldinger, der går på fortidige konflikter mellem landene og illustrerer en vis indebrændthed.