Comfort Ero havde kun siddet i den kombinerede direktør- og formandsstol i få uger, da hun sammen med tænketanken International Crisis Groups viceformand, Richard Atwood, skulle udgive den årlige liste over verdens 10 væsentligste konflikter. Og nu, lidt over to måneder senere, viser det russiske angreb på Ukraine, at Comfort Ero, der har arbejdet med konflikthåndtering hele sit liv, desværre ramte plet i sin prioritering.
Som det bliver understreget i indledningen til den årligt tilbagevendende konfliktanalyse fra Crisis Group, så gik det ikke helt så galt i 2021, som man kunne have frygtet. Alle de foruroligende understrømme og situationer, angreb på Kongressen i USA, blodsudgydelser i Etiopien, Talibans magtovertagelse i Afghanistan, stormagter, der lægger arm om Ukraine og Taiwan, klimakatastrofe og Covid-19 – de tegnede tilsammen et billede af en verden, der var ved at køre helt af sporet.
Men så galt gik det ikke i 2021. Verden stod ikke i flammer, og antallet af mennesker, der bliver dræbt i krig og konflikt fortsætter med at falde, som det stort set har gjort siden 2014 – altså hvis man kun tæller dem, der bliver dræbt i kamp.
Større krige, som den Ruslands præsident Vladimir Putin altså nu har indledt, er sjældne, og selv om der ifølge Crisis Group udkæmpes flere lokale konflikter end nogensinde før, ja så er konflikterne ikke så blodige som tidligere, som 1990’ernes rædsler i Bosnien, Rwanda og Somalia, som krigene i Afghanistan og Irak efter 9/11-angrebene på USA, som Sri Lankas kamp mod tamilerne og som sammenbruddene i Libyen og Sudan.
Men antallet af dræbte i kamp tegner kun en lille del af konfliktens billede. I Yemen dør langt flere af sult og sygdomme end af vold. Millioner af etiopere mangler mad på grund af krigen. Kampene mod voldelige islamister andre steder i Afrika resulterer ikke i tusinder af dræbte, men i millioner der bliver fordrevet fra deres hjem og havner i en nødsituation. I Afghanistan er volden faldet dramatisk siden Talibans magtovertagelse, men sulten, der i høj grad skyldes Vestens politik, kan koste flere mennesker livet end årtiers krig.
Antallet af dræbte i krige og konflikter er forholdsvist lavt, men mængden af lidelse, fordrivelse og afledte dødsfald på grund af konflikter er skyhøjt.
Hertil kommer, at verdens stater konkurrerer benhårdt med hinanden, selv om de sjældent er i krig med hinanden. De foranstalter cyberangreb, iværksætter disinformationskampagner, blander sig i hinandens valg, bruger økonomiske våben og udnytter migranter. De spiller på forskellige parter i lokale konflikter og fører såkaldte proxykrige eller stedfortræderkrige. Indtil videre har større og store magter undgået direkte konfrontationer, men risikoen er stor – i Ukraine, det Sydkinesiske Hav eller over atomaftalen med Iran.
Meget hænger sammen med USA’s langsomt svindende indflydelse og dermed magtforskydningerne i verden. Det skal ikke overfortolkes, skriver Comfort Ero, USA er stærkest og kan lave koalitioner som ingen anden stat. Men det skaber uro.
Covid-19 pandemien har forstærket verdens humanitære kriser, øget uligheden og arbejdsløsheden og dermed utilfredsheden og risikoen for uroligheder.
Det er baggrunden for International Crisis Groups noget dystre liste over de ti vigtigste brændpunkter at holde øje med i år. Den første, Ukraine, er allerede kogt over.
1.Ukraine
“Om Rusland, som samler store styrker ved grænsen til Ukraine, en gang til vil invadere nabolandet, er uklart. Men at afvise truslen som bluff vil være en fejl.”
Sådan skrev International Crisis Group den 29. december, da listen over de 10 konflikter, som man bør holde øje med i år, udkom.
Krigen i Ukraine begyndte i 2014 med Putins vrede over at se en vestligt støttet afsættelse af Ukraines dengang russisk-sindede præsident. Putin annekterede Krim og støttede separatisterne i Donbass. Stærkt presset underskrev Ukraine to fredsaftaler, Minsk-aftalerne, som Rusland stort set havde dikteret indholdet af.
I årevis simrede krigen, indtil der sidste år for alvor blev skruet op, efter at en to år gammel aftale mellem Putin og Ukraines nuværende præsident, Volodymyr Zelenskyj, brød sammen. Allerede i foråret 2021 samlede Putin over 100.000 soldater ved grænsen, men trak dem tilbage efter et møde med USA’s præsident Biden. Men fra november 2021 blev der samlet endnu flere russiske styrker langs grænsen.
Det er tydeligt, hvad Rusland er utilfreds med, skrev Crisis Group i december. Ukraine har ikke levet op til Minsk-aftalerne, man har nægtet de to separatistområder en særlig status med selvstyre og ifølge Moskva indflydelse på udenrigspolitikken.
Putin har trukket en ny rød linje i forhold til NATO og afviser ikke bare ideen om, at Ukraine kan tilslutte sig alliancen engang, men også det militære samarbejde mellem Ukraine og nogle NATO-medlemmer, som allerede finder sted, skrev Crisis Group dengang. Kort sagt, NATO skal ikke krabbe sig så meget som en millimeter længere østpå.
International Crisis Group gjorde i december opmærksom på, at Rusland måske var ude på at true sig til indrømmelser, men at man ikke skulle udelukke, at Putin var på vej ud på endnu et militært eventyr. Organisationen rådede Vesten til at finde ud af, hvordan man vil håndtere det, og understregede, at afskrækkelse er en kortsigtet strategi, hvis det ikke følges af en de-eskalering af konflikten: tilbagetrækninger og en tilbagevenden til Minsk-aftalerne.
Ingen vil få det ud af konfrontationen, som de ønsker, hed det dengang. Ukraine kan ikke lide Minsk-aftalerne, men Ukraine har selv skrevet under på dem. Putin ønsker sig en føjelig nabo, men det får han ikke. Europa og USA kan ikke afskrække Rusland uden at risikere at eskalere konflikten og heller ikke løse den uden at tage fat på det store spørgsmål om Europas sikkerhed. Og USA’s præsident, Joe Biden, vil så gerne fokusere på Kina, men kan ikke slippe uden om Rusland.
I Crisis Groups podcast, Hold Your Fire, kan man løbende få de seneste analyser af krigen.
2. Etiopien
Det er bare to år siden, at Etiopien var en succes-historie. Premierminister Abiy Ahmed ville tilsyneladende gøre op med årtiers undertrykkelse. I stedet er krigen mellem den føderale hær og styrkerne fra den nordlige Tigray-region ved at rive landet fra hinanden.
Men i slutningen af december så det ud til, at der åbnede sig en lille mulighed for at stoppe krigen, da både Tigray-folkets Befrielsesfront, TPLF, og den føderale regering antydede villighed til at prøve at finde en forhandlingsløsning, skriver Crisis Group.
Den mulighed er endnu ikke er blevet udnyttet af parterne. Ifølge den seneste oversigt fra FN’s nødhjælpsafdeling i Relief Web International er situationen i konfliktregionerne Tigray, Afar og Amhara frygtelig.
Mennesker dør af sult, flere og flere for hver dag der går. Hæren blokerer for hjælp til især Tigray, og antallet af mennesker, der sulter, anslås at være 900.000. Omkring to og en halv millioner mennesker er fordrevet.
Og dem, der måske har det allerværst i Tigray, det er de flygtninge fra Eritrea, der efter forbrødringen mellem Etiopien og Eritrea bliver direkte angrebet af blandt andre styrker fra Eritrea, der kæmper mod tigrayerne sammen med forbundshæren. Flygtningene fra Eritrea har ingen beskyttere i den etiopiske krig.
Crisis Group skriver, at krigen har bølget frem og tilbage. Begge sider har evnet at mobilisere, når de var stærkt pressede, men ingen af dem evner at vinde en militær sejr. Krigen har været brutal, der er blevet og bliver fortsat begået frygtelige overgreb. Grøfterne mellem de forskellige samfundsgrupper er tilsyneladende gravet meget dybere.
Uden for Tigray er der mange etiopere, der afskyr Tigray-folkets Befrielsesfront, som var en dominerende del af et undertrykkende regime, der styrede Etiopien i årtier. Ministerpræsident Abiy tegner gerne et billede af tigrayernes ledere som magtgale og kun opsatte på at ødelægge hans vision for et moderne Etiopien.
Tigrayerne siger, at centralregeringen i Addis Ababa og TPLF’s gamle fjende, Eritrea, er ude på at underlægge sig Tigray og generelt at undergrave de etiopiske regioners ret til selvbestemmelse.
Crisis Group advarer om, at det vil være en katastrofe, hvis krigen fortsætter. Titusinder er allerede dræbt, millioner er allerede fordrevet, alle parter har begået grusomheder, næsten hele Tigray er tæt på hungersnød, og det vil blive svært og tage lang tid at genskabe landets sociale sammenhængskraft.
Hvis krigen fortsætter, kan flere nabolande blive trukket ind i den – Sudan og Egypten har i forvejen et anstrengt forhold til Etiopien, der trods protester fra de to har bygget en megadæmning på Nilen.
Så nu gælder det virkelig om at udnytte den spinkle mulighed for diplomatiet i Etiopien, skrev International Crisis Group i januar. Ellers vil blodudgydelserne og sulten fortsætte med frygtelige konsekvenser for etioperne og måske hele regionen.
3. Afghanistan
I Afghanistan blev årtiers krig stoppet ved Talibans magtovertagelse, men en ny tragedie vokser frem, nemlig en katastrofal nødsituation. Og denne seneste tragedie bærer Vestens ledere en stor del af skylden for, skriver Crisis Group.
Talibans lynsejr i august havde været længe undervejs. I årevis var Taliban rykket frem gennem landområderne, og da USA tidligt i 2020 underskrev en aftale med Taliban om tilbagetrækning af USA’s og dermed af de vestlige styrker, ja så fik oprørernes kamp ny næring. I foråret 2020 begyndte oprørerne at indtage landets byer, ofte ved at overtale frustrerede og skuffede kommandører til at skifte side, indtil Taliban i august nærmest kunne spadsere ind i hovedstaden Kabul på ruinerne af 20 års vestlig forsøg på at skabe et nyt politisk system.
Verden har reageret på Talibans magtovertagelse ved at indfryse den afghanske stats midler, indstille den direkte støtte til Afghanistan og kun tillade begrænset nødhjælp til landet, der nu regeres af det sanktionsramte Taliban.
Så regeringen kan ikke aflønne offentligt ansatte. Økonomien er gået i stå. Den finansielle sektor er lammet. Landet er ramt af tørke, og kampene er ikke helt forbi – den afghanske version af Islamisk Stat lader ikke Taliban i fred.
Crisis Group understreger, at Taliban ikke har gjort meget for at bedre på forholdet til Vesten. Regeringen består næsten udelukkende af talibanere, der er ingen kvinder, og de fleste regeringsmedlemmer tilhører den pashtunske etniske gruppe. Beslutninger som at lukke pigeskoler i mange provinser har udløst international vrede, det samme har rapporter om drab på tidligere soldater, politibetjente og embedsfolk.
Alligevel klandrer Crisis Group Vesten for at være hovedansvarlig for afghanernes nuværende lidelser. Pludseligt at afskære en fuldstændig støtteafhængig stat fra alle midler er altødelæggende og vil kaste over halvdelen af alle afghanere ud i sult og nød og nulstille alle fremskridt inden for sundhed og uddannelse, som de selv har investeret i.
Der er en anden vej, skriver Crisis Group. Internationale finansielle institutioner, der kun har frigivet en del af de penge, der er afsat til Afghanistan, skal udbetale resten. FN og USA skal lempe sanktioner og tillade Afghanistan almindelige økonomiske aktiviteter. Og USA’s præsident Biden skal frigive de indefrosne afghanske reserver – begyndende med en lille del for at “teste vandet”.
Men siden International Crisis Group publicerede konfliktlisten i slutningen af december har Biden faktisk gjort det stik modsatte. Han er i færd med at inddrage de 7 milliarder dollar, som Afghanistans centralbank har parkeret i New York. USA’s præsident har i sinde at bruge halvdelen af pengene på nødhjælp til Afghanistan, og halvdelen på erstatninger til ofre for al-Qaedas angreb på New York og Washington den 11. september 2001.
Vesten må sluge nogle kameler og sørge for at støtte Afghanistans sundheds- og skolevæsen samt sørge for mad og andre grundlæggende fornødenheder – selv hvis det betyder, at man må samarbejde med de Taliban-styrede ministerier.
Alternativet er at lade afghanerne dø, også millioner af børn. Og af alle de fejl, Vesten har begået i Afghanistan, vil dette efterlade den værste plet, skriver Crisis Group.
4. USA og Kina
Hvis der er noget, politikerne i Washington er enige om, så er det, at Kina er en modstander, der skal holdes i skak. Den nylige aftale AUKUS mellem Australien, Storbritannien og USA, som skal sikre Australien atom-drevne ubåde (og som kostede Frankrig en stor kontrakt), illustrerer ifølge Crisis Group, at USA er ved at skifte fra kampen mod militante islamister til stormagtspolitik og afskrækkelse af Beijing.
I amerikanske øjne er Kina en stadigt stærkere rival, der udnytter internationale institutioner, bøjer internationale regler til egen fordel, undertrykker oppositionen i Hongkong, begår grusomheder i Xinjiang og bruger bøllemetoder over for sine naboer. Konkurrencen med Kina er ved at blive bestemmende for USA’s politik. Crisis Group skriver, at præsident Bidens Kina-strategi ikke er helt tydelig, men indebærer, at USA fortsat skal være den dominerende magt i Indo-Stillehavsområdet, hvor Kinas militære kapacitet er vokset og vokset.
Ifølge Crisis Group vurderer Joe Biden tilsyneladende, at omkostningerne ved at lade Kina blive den stærkeste i regionen vejer tungere end risikoen for konfrontation mellem de to. USA har etableret og genoplivet alliancer og partnerskaber i Asien, gjort Taiwans sikkerhed til et interesseområde for USA, mens der fra Washington lyder stærke udtalelser til støtte for sydøstasiatiske lande, som kræver deres territoriale rettigheder i Det Sydkinesiske Hav.
Ikke overraskende har Kina et noget andet syn på situationen og udtrykker skuffelse over præsident Biden, som de havde håbet ville forbedre forholdet mellem Kina og USA. Men USA’s præsident har ikke afskaffet straftold og sanktioner, han er dygtig til at mobilisere andre lande mod Kina, og så taler han hele tiden om demokrati og menneskerettigheder.
Beijing vil bare have sin interessesfære i hvilken naboerne er suveræne, men respektfulde. Kina ser sin dominans af den første kæde af øer fra Kurilerne nord for Japan, forbi Taiwan og ind i Det Sydkinesiske Hav som afgørende for Kinas vækst, sikkerhed og ambition om at blive en global flådemagt, skriver Crisis Group.
Og selv om Kina ikke har undsagt sin officielle fredelige genforeningspolitik i forhold til Taiwan, så er den militære aktivitet omkring Taiwan blevet voldsomt eskaleret.
Crisis Group vurderer, at mareridtsscenariet at Kina prøver militært at tage kontrol med Taiwan, og at USA derfor må komme til Taiwans forsvar, er usandsynligt – i hvert fald lige nu.
Men USA’s og Kinas kappestrid er ødelæggende for det globale samarbejde på en masse andre områder som for eksempel klimaforandringer, og det højner risikoen for sammenstød. Især langs den første kæde af øer. Deres kampfly kommer foruroligende tæt på hinanden ved Taiwan og deres krigsskibe i Det Sydkinesiske Hav. Et uheld som i 2001, da to fly fra USA og Kina kolliderede, kan forværre situationen markant. I 2001 kunne Kina og USA komme overens efter måneders intenst diplomati. I dag bliver det sværere, og faren for en optrapning er større.
5. Iran versus USA og Israel
Det totalt neglebidende forhold mellem Iran og Donald Trumps USA er blevet erstattet af Bidens løfter om at genindtræde i den atomaftale, som Trump trak USA ud af i 2018. USA’s exit og skrappe sanktioner fik Iran til at optrappe atomprogrammet og til at spille med musklerne i regionen.
I december advarede Crisis Group om, at de tilsyneladende svindende chancer for en genoplivning af aftalen betyder, at en ny eskalering truer. Biden-administrationen har brugt alt for lang tid på, hvem der nu skulle tage første skridt, og har ikke selv vist tillidsskabende tiltag. Alligevel gik det langsomt fremad med forhandlingerne sidste år, indtil Irans hardlinere som ventet vandt præsidentvalget i juni. Med Ebrahim Raisi som præsident sidder den konservative del af Irans præsteskab på alle magtfulde poster i landet. Og da landet efter fem måneder vendte tilbage til forhandlingerne, var det med en noget hårdere tilgang til dem. Samtidig har Iran kraftigt reduceret den tid, det vil tage at berige materiale til våbenbrug.
Iran leger med ilden, lød vurderingen i december fra International Crisis Group, der advarede om risikoen for, at aftalen ville bryde helt sammen. Det vil være en katastrofe, lød det.
USA kan ikke acceptere et Iran, der kan bygge kernevåben. Et alternativ kunne blive at godkende eller slutte sig til israelske angreb på Irans atomprogram. Hvis det sker, vil Iran nok sætte alt ind på at færdigudvikle sine kernevåbensystemer velvidende, at det gik Libyens Gaddafi, der opgav sine, rigtigt ilde, mens Nordkorea derimod har fået opmærksomhed og respekt fra især Trump.
Sammenbrud og øget militarisering af Iran kan destabilisere hele regionen, specielt situationerne i Syrien, Irak og Libanon, og risikoen for direkte sammenstød med USA og Israel vil være markant højere. Det kan køre helt ud af kontrol, lød advarslen fra Crisis Group den 29. december.
Men i årets første måneder er det er faktisk gået langsomt fremad med forhandlingerne mellem Iran og gruppen på seks lande, Rusland, Storbritannien, Kina, Frankrig, Tyskland og så USA, der ikke er officielt tilbage endnu. Nu i begyndelsen af marts forlyder det, at man er meget tæt på at have en ny aftale. Men det er så blevet kompliceret af Ruslands invasion af Ukraine. Rusland vil have garantier for, at de sanktioner, der er blevet iværksat mod Rusland på grund af Ukraine, ikke blokerer for de samarbejds- og samhandelsaftaler mellem Rusland og Iran, der ligger i atomaftalen.
6. Yemen
I slutningen af december havde Yemens Houthi-bevægelse omringet og var ved at trænge ind i det olie- og gasrige Marib. Oprørerne gjorde overraskende fremskridt militært, samtidigt med at de arbejdede på at lappe på forholdet til lokale stammeledere. I Marib kontrollerede præsident Abd Rabbuh Mansour Hadis internationalt anerkendte regering kun hovedbyen og nogle nærliggende produktionsanlæg, skrev Crisis Group.
Hvis hele Marib skulle falde, ville houthierne score en både økonomisk og militær sejr. Hvis de fik kontrol med olien og gassen, ville de kunne sænke priserne på brændstof og elektricitet og dermed styrke deres eget image som regerende alternativ. Hvis Hadi-regeringen mistede sin sidste bastion i det nordlige Yemen, kunne det varsle Hadi-regeringens politiske endeligt. Flere af præsidentens støtter havde allerede luftet tanker om at erstatte præsidenten med et præsident-råd.
Men i december advarede Crisis Group mod at tro, at en houthi-sejr ville kunne føre til fred.
For det første vil en sejr formentlig øge oprørernes modvilje mod fredsforhandlinger.
For det andet er krigen i Yemen ikke bare en strid mellem to parter – den saudi-støttede Hadi og houthierne. I den sydlige del af landet er der separatist-grupper, som de Forenede Arabiske Emirater støtter, som vil fortsætte kampen mod houthierne, lige som en gruppe under ledelse af Tereq Saleh, nevø af det forenede Yemens første præsident Ali Abdullah Saleh, formentlig også vil. Houthierne selv har længe set Saudi-Arabien som hovedfjende på grund af de saudiske luftbombardementer og den saudiske støtte til Hadi.
Crisis Groups råd i december til FN’s mægler, Hans Grunberg, var, at han skulle søge at afværge et slag om Marib By ved at lytte til – ikke nødvendigvis acceptere – Houthi-bevægelsens forslag og prøve at presse et modforslag, der anerkender den reelle magtbalance i Yemen, ud af regeringen. Samtidigt skal FN åbne fredsforhandlingerne for flere aktører. Krigen i Yemen har mange parter.
De første par måneder af 2022 bragte ikke meget håb for de hårdt prøvede yemenitter.
Krigen er blusset voldsomt op, de civile tab er højere end de har været i tre år, Saudi-Arabien og Emiraterne har gennemført dødelige bombardementer, mens houthierne har sendt droner både mod Saudi og Emiraterne. Nogle af de nordlige stammer har sluttet sig til krigen mod houthierne, og der er en katastrofal mangel på penge til nødhjælp til en af verdens værste humanitære situationer. Hertil kommer, at De Forenede Emiraters indtræden i FN’s Sikkerhedsråd komplicerer forhandlingerne der, fremgår det af Security Council Report.
7. Israel-Palæstina
Fredsprocessen er død, en to-statsløsning mindre sandsynlig end nogensinde tidligere, og alt tyder på, at det kun er et spørgsmål om tid, før den femte krig på lidt over et årti mellem Gaza og Israel bryder ud.
Der er ingen lyse toner at finde i Crisis Groups vurdering af situationen mellem Israel og Palæstina. Den fjerde Gaza-Israel-krig brød ud sidste år, da Israel truede med at tvinge palæstinensiske indbyggere ud af deres nabolag i det besatte Øst-Jerusalem, samtidigt med at unge stenkastende palæstinensere tørnede sammen med bevæbnet israelsk politi ved de hellige steder ved og på Tempelbjerget i Jerusalem.
Det satte gang i en kædereaktion, skriver Crisis Group. Hamas, der kontrollerer Gaza, affyrede raketter mod Israel, der angreb Gaza fra luften. Det udløste en 11 dage lang væbnet konflikt, som kostede over 250 mennesker livet – stort set alle palæstinensere – og smadrede det, der var tilbage af infrastruktur i Gaza.
Palæstinensere, der gik i sympatidemonstrationer på Vestbredden, blev mødt med skarpe skud af israelske soldater. I flere israelske byer, hvor palæstinensere demonstrerede, var der til tider sammenstød mellem dem og israelske bosættere og andre højrefløjsisraelere, der ofte fik støtte af politiet.
Der skete noget nyt i de alt for velkendte sammenstød sidste år. For første gang i årtier overkom palæstinenserne tilsyneladende deres indbyrdes stridigheder og talte med én stemme fra Vestbredden og Øst-Jerusalem, Gaza og Israel. Og fra de vestlige hovedstæder, især fra Washington, blev der brugt usædvanligt alvorlige vendinger om det israelske bombardement.
Og så skete der ikke mere. Israel har ikke ændret sin politik over for Gaza, der stadig bliver holdt i et økonomisk kvælertag, eller sin politik over for palæstinensere generelt. I de vestlige hovedstæder vred man sine hænder, men gjorde meget lidt. Og Biden-administrationen lod konflikten køre.
Siden da er tidligere premierminister Benjamin Netanyahu blevet afsat, og den nye regering fremstillede sig selv som mere moderate i udenrigspolitikken og i forholdet til palæstinenserne. Regeringen ville mindske konflikten ved at forbedre økonomien i de besatte områder og ved at give palæstinenserne en smule mere indflydelse på forholdene på Vestbredden.
Men regeringen tillader nye ulovlige bosættelser, og undertrykker palæstinenserne i samme grad som den tidligere regering.
Skulle der være nogen tilbage, der presser på for at få genoplivet forhandlingerne, ja så er der ingen grund til optimisme. Israelsk politik er for længst holdt op med at handle om fred, og palæstinenserne har mistet troen på, at de kan forhandle sig til en stat.
Man kan købe sig en smule ro i Israel-Palæstina konflikten – med en langvarig våbenstilstandsaftale og en åbning af Gaza, med et stop for udvisning af palæstinensere fra Øst-Jerusalem, og med en tilbagevenden til de tidligere arrangementer, der sikrede en nogenlunde ro på de hellige steder.
Men det er alt sammen noget, der kun udskyder den næste krig. Diplomaternes tale om en tostatsløsning, der er stort set umulig, giver Israel mulighed for skridt for skridt at annektere Vestbredden. Det ville være bedre at prøve at sætte en stopper for Israels straffrihed for krænkelser af palæstinensiske rettigheder. Det er med andre ord på tide at takle situationen, som den er, skriver International Crisis Group.
8. Haiti
Haiti har oplevet mange dårlige år. 2021 var for mange særligt slemt, og der er ikke rigtig noget der peger på, at vinden vender i 2022 for de plagede indbyggere i det caribiske land.
Præsident Jovenel Moïse blev myrdet, inden hans nye ministerpræsident Ariel Henry blev taget i ed, så selv om Henry midlertidigt har overtaget styret, er landet havnet i endnu en politisk uafklaret situation. En måned efter drabet på præsidenten blev Haiti ramt af et jordskælv, der ødelagde en stor del af det sydlige Haiti. Kriminelle bander kontrollerer meget af hovedstaden Port-au-Prince og har besværliggjort eller forhindret internationale hjælpeindsatser.
I november overtog bander olieterminaler og har stort set sat landet i stå. Covid-19 vaccinationer er ikke blevet distribueret i det fattige land. Indbyggerne stemmer med fødderne og rejser – mange blot for at strande langs USA’s grænse til Mexico.
Politisk er der to fløje i Haiti. Den ene, der består af Ariel Henry og en række partier, har aftalt, at han skal styre landet, indtil der kan holdes valg senere i år. Den anden, en sammenslutning af civilsamfundsgrupper, vil have en overgangsperiode på to år, hvor et bredt sammensat råd har magten indtil et nyvalg. Sammenslutningen anser situationen for at være så alvorlig, at der skal gennemgribende reformer til.
Crisis Group skriver, at det kræver en forening af de to fløje at skabe stabilitet i Haiti.
Banderne har også politisk indflydelse, som for eksempel G9, der under ledelse af en tidligere politiofficer har overtaget olieterminalerne og kræver ministerpræsident Henrys afgang. Korruptionen i Haiti, som omfatter både politi og domstole, og fattigdommen giver banderne gode rekrutteringsmuligheder for at tiltrække især fattige, arbejdsløse unge mænd.
Crisis Group skriver, at mange i Haiti rejser børster ved tanken om en ny FN-fredsoperation eller endnu værre et amerikansk militærangreb, men at der nok skal hjælp til udefra til at redde Haiti ud af kniben. Donorlande taler for, at et særligt fælles FN-Haiti-kontor til retsforfølgelse af topembedsmænd, politi og dommere, der bliver beskyldt for alvorlige forbrydelser, kan hjælpe med at nedbringe volden og kappe forbindelserne mellem kriminelle og politikere.
Men første prioritet for haitianerne er ifølge Crisis Group at blive enige om en overgangsplan. Uden sådan en bliver året i år endnu et rigtig dårligt et.
9. Myanmar
Myanmars generaler kuppede sig til magten i februar 2021, nogle måneder efter at Aung San Suu Kyi og hendes Nationale Liga for Demokrati (NLD) vandt en overvældende sejr ved parlamentsvalget. Og lige siden har militæret mødt modstand i befolkningen – fra fredelige demonstrationer og civil ulydighed til væbnede sammenstød. Militæret har slået brutalt ned på politiske modstandere, men det har blot styrket modstanden.
Læs også: Et år efter kuppet byder befolkningen i Myanmar stadig militæret trods
Parlamentarikere fra Myanmar har oprettet en eksilregering, en national enhedsregering, som de bruger til at samle forskellige grupper til fælles kamp mod militærjuntaen. Næsten hver dag er der bagholdsangreb på militære kolonner eller drab på embedsfolk eller andre, som bliver anset som junta-loyalister.
De væbnede etniske grupper har tilpasset sig. Nogle blander sig uden om den nationale politik, andre er gået ind i kampen mod kupmagerne. Nogle huser dissidenter, tilbyder dem militær træning og indgår i løbende forhandlinger med eksilregeringen. Den har på sin side søgt at tiltrække de væbnede grupper ved blandt andet at tilbyde et fremtidigt føderalt system.
Crisis Group skriver, at flertallets syn på de etniske minoriteter også er ved at ændre sig. Tidligere fik minoritetsgrupper – især de muslimske rohingyaer – skylden for de fleste af landets problemer. I dag er der voksende forståelse for minoriteternes krav om indflydelse og rettigheder. En fælles front mod regimet er usandsynlig, men der foregår et vigtigt politisk og militært samarbejde mellem eksilregeringen og nogle af de tidligere oprørsgrupper.
Militæret tilbageholder, dræber og torturerer sine modstandere, tager deres familiemedlemmer som gidsler, knuser byaktivister med taktikker som: skyd så mange som muligt. En foreløbig undersøgelse, som FN’s Menneskeretshøjkommissariat offentliggjorde i marts sidste år, taler om forbrydelser mod menneskeheden.
Efter at have spærret sine politiske rivaler inde, gør generalerne nu klar til at tilpasse reglerne til et valg i 2023, som skal sikre landet en militært støttet regering. Det kan kun blive en farce. Myanmars generaler, der tilsyneladende er overbeviste om, at de bør have styringen, er ved at køre landet ud over kanten. Økonomien er i frit fald, valutaen er kollapset, sundheds- og uddannelsessystemerne smuldrer, fattigdommen er fordoblet, halvdelen af alle husholdninger har ikke råd til at købe tilstrækkeligt med mad.
Omverdenen har mistet interessen for Myanmar. Generalerne er der ikke mange, der har indflydelse på, men ifølge Crisis Group er det afgørende vigtigt, at man bliver ved med at prøve at sende hjælp ind udenom juntaen. Sammenslutningen af Sydøstasiatiske Lande, ASEAN, kunne godt bruge lidt støtte til sine hidtil ret mislykkede diplomatiske indsatser, og det samme kunne FN’s særlige udsending. Ud over de menneskelige omkostninger, ja så tjener det ikke nogens interesse at have en sammenbrudt stat midt i Indo-Stillehavsområdet.
10. Militant islamisme i Afrika
Fra Mali til Niger og hen over tyndt befolkede områder af Burkina Faso har blodsudgydelserne bredt sig de senere år. Kampe, der som regel involverer militante islamistiske grupper i de gigantiske grænseområder og ydre provinser, hvor centralregeringerne har meget lidt at skulle have sagt.
I Nigeria har Boko Haram tabt terræn. Bevægelsen er splintret, men nogle af fraktionerne forårsager stadig store ødelæggelser omkring Tchad-søen. I Somalia i det østlige Afrika har kontinentets ældste islamist-gruppe, al-Shabaab, klaret 15 års forsøg på at bekæmpe den. Al-Shabaab kontrollerer stadig store landområder, opkræver skat og opererer domstole, foruden fra tid til anden at gennemføre angreb i Somalia eller nabolandene.
Afrikas nyeste jihadist-front i det nordlige Mozambique og det østlige DR Congo er også bekymrende, skriver Crisis Group. I Mozambiques Cabo Delgado region har oprørere proklameret en ny Islamisk Stat og har skruet op for angreb på både sikkerhedsstyrker og civile. Næsten en million mennesker er flygtet.
De militante islamister fra Cabo Delgado har løse forbindelser til andre jihadist-netværk op langs Afrikas østkyst og ind i det krigshærgede østlige DR Congo. Der har en anden gruppe, en ugandisk milits, også erklæret sig som tilknyttet Islamisk Stat.
Mozambiques regering tog langt om længe imod militær hjælp fra Rwanda og SADC, det sydlige Afrikas udviklingssamarbejde. De har slået de militante noget tilbage, men ikke overvundet dem og risikerer nu at side fast i en langvarig krig.
I Somalia og i den store Sahel-region på sydsiden af Sahara har Vesten støttet enten økonomisk, ved at finansiere den Afrikanske Unions styrker i Somalia, eller direkte med franske og andre europæiske soldater i Sahel. Men de militære operationer skaber fjender lokalt og forværrer forholdet mellem de lokale og myndighederne.
Mange års udenlandske forsøg på at opbygge nationale og regionale styrker har heller ikke givet overbevisende resultater. Officerer i Mali har kuppet sig til magten to gange på et år, den regionale G5 Sahelstyrke har det hård i kampen mod islamisterne, og Somalias sikkerhedsstyrker er fanget i de politiske uenigheder og ender ofte med at skyde på hinanden.
Men hvis Vesten mister tålmodigheden og trækker sig, så vil det være til de militantes fordel. De vestlige magter er fanget i en situation, der minder om den, de var i i Afghanistan. De kan ikke nå deres mål, men er bange for, hvad der sker, hvis de trækker sig – for eksempel at al-Shabaab indtager Mogadishu. Indtil videre ser det ud til, at de bliver.
Men det er på høje tid, skriver Crisis Group, at Vesten gentænker aktionerne og giver civilsamfundene en meget større rolle. Regeringerne i Sahel må forbedre deres forhold til borgere i fjerne egne af landene. Somalia må få forsonet sin elite.
Og mere kontroversielt, måske skulle man tale med de militante. I Somalia er det svært, for de lande, der stiller med soldater til den Afrikanske Unions styrke, vil ikke høre tale om det. I Sahel har regeringerne været mere åben, men der afviser Frankrig.
Crisis Group skriver, at der ikke er nogen der ved, om man kan tale sig til rette med jihadisterne, hvad det vil indebære, eller hvordan befolkningerne ville se på det. Men den militære tilgang har det med at udløse mere vold, og hvis de udenlandske magter ikke vil sidde fast i det samme dilemma de næste mange år, ja så må de begynde at forberede sig på at tale med de militante islamister.
