4. november for 100 år siden gjorde den britiske arkæolog Howard Carter en sensationel opdagelse, da han åbnede porten ind til den velbevarede grav for den gamle farao Tutankhamon. En begivenhed, der på nogen måder var ligeså skelsættende som da Storbritannien få måneder forinden havde anerkendt det nordafrikanske land som en selvstændig nation.
Opdagelsen skabte overskrifter i hele verden, og den var med til at skabe en debat om Egyptens identitet. Den kom på et tidspunkt, hvor interessen for den gamle arv var ved at blusse op i den egyptiske befolkning. Og det er en arv, som den nuværende præsident, Abdel Fatah el-Sisi, har valgt at fremhæve ved flere lejligheder.
Det skete blandt andet ved en stort anlagt parade af mumier sidste forår kaldet “Faraoernes gyldne parade”. Her blev 22 mumier fra oldtiden flyttet i hver deres køretøj til det forholdsvis nye Museum for Egyptisk Civilisation i det centrale Cairo.
Det skete til dramatisk musik, udklædninger, stor lysopsætning, grandios scenografi og storladenhed for alle pengene. Til sidst kom den egyptiske præsident vandrende højtideligt gennem museets haller for at modtage de mumificerede lig af de gamle konger og dronninger af Egypten.
Egypternes skizofrene forhold til fortiden
Men egypternes forhold til den gamle arv er splittet. Måske er den ligefrem en smule skizofrene, som den egyptiske sociolog, Amro Ali har antydet.
”Egypten vil fordømme faraonernes ondskab fra prædikestole i moskeer og kirker, og derefter fare ud i gaderne for fejre faraoernes storhed”, skrev han på Twitter efter Al-Sisis mumieparade.
Den nationale stolthed over oldtidscivilisationen langs Nilen kom for alvor til udtryk efter opdagelsen af Tutankhamons grav. Det blev startskuddet til en ideologi kendt som faraonismen, hvor interessen og stoltheden over det gamle Egypten steg til nye højder.
På det tidspunkt var egyptologi et fag, der blev bedrevet af europæere for europæere. Efter opdagelsen begyndte flere egyptere imidlertid at søge ind på universiteterne for at forske i den gamle egyptiske fortid, som det fremgår af Michael Woods studie om perioden.
Stærk modstand i muslimske kredse
Faraonismen var en ideologi, der så oldtidens Egypten som den første civilisation i historien, og de mente, der var en lige linje fra den arv til det moderne Egypten. Det var også en idé om, at egyptisk kultur havde mere til fælles med Middelhavsområdet og Europa end de øvrige arabiske lande.
En af fortalerne for faraonismen var Tara Hussein, som er en af de mest kendte forfattere fra det moderne Egypten. Han hævdede, at Egypten er mere faraonisk end det er arabisk.
Faraonismen trivedes i 1920’erne og 1930’erne, men den stødte på modstand fra både sekulære pan-arabister, der så mod den arabiske verden. Det gjaldt for eksempel den tidligere præsident, Gamel Abdel Nasser, og visse muslimske kredse som stifteren af Det Muslimske Broderskab, Hassan El-Banna, der tog kraftigt afstand fra ideologien.
Islamisterne betragtede den gamle kultur som “Jahiliyyah”, hvilket er et islamisk begreb for en tid af uvidenhed, der herskede før Muhammeds tid. Broderskabet advarede mod, at “udrydde de islamiske og arabiske skikke”.
Både Nassers pan-arabisme og islamismen var, ifølge Michal Woods studie, blandt årsagerne til, at faraonismen langsomt ebbede ud i de følgende årtier. Men måske kan den være på vej tilbage igen.
El-Sisi som den nye farao?
Den store mumieparade i Cairo sidste år har fået flere analytikere til at pege på, at el-Sisi arbejder med at knytte det moderne Egypten tættere på den historiske arv. En analytiker ved den amerikanske tænketank Middle East Institute ser paraden som fyldt med symbolik.
“Paraden sluttede med præsiden El-Sisi, der bød velkommen og viste respekt til de 22 royale mumier – et symbol på en smidig overgang mellem fortiden og nutiden, hvor Egyptens storslåede konger og dronninger bringer stafetten videre til den nuværende præsident, El-Sisi. Mange egyptere – hovedsageligt middelklassen i de store byer – oplevede “Faraoernes gyldne parade” som et seriøst og positivt statsledet forsøg på at genopfinde egyptisk identitet og omfavne den faraonske arv som en væsentlig del af den. Det var et sjældent øjeblik af nationalt sammenhold,” lyder det i analysen.
Eksperten peger på, at paraden er en del af en større indsats for at styrke tilknytningen mellem det gamle og det moderne Egypten. Eksempelvis kan der i mange af de bygninger, der bliver opført under El-Sisis lederskab findes symboler fra Egyptens oldtid, herunder i det nye præsidentpalads. Undervisningsministeriet har ligeledes tidligere oplyst, at der skal undervises i hieroglyffer i landets skoler.
Overordnet peger analytikeren på, at El-Sisi ser politisk islam som en hovedfjende og ikke har vendt sig mod Nassers pan-arabisme. I stedet er El-Sisis projekt ifølge analysen at opbygge idéen om en civilisationsstat. Den kan ses i modsætning til den vestlige idé om en nationalstat bygget på et politisk fællesskab og menneskerettigheder. Civilisationsstaten bygger derimod på en særlig kultur, og en idé om, at den kultur må beskyttes. Denne idé om en civilisationsstat svarer til nationalismen i Indien, Kina og Rusland, og det er lande som Egypten gerne ser en tættere tilknytning til, ifølge analysen.
COP27 og den første monoteist
Mandag kommer Egypten i fokus som vært for FN’s klimatopmøde COP27. Også her er der spor af det gamle Egypten, da logoet for topmødet viser et symbol, der viser tilbage til faraoernes Egypten. Logoet forestiller et solsymbol, der blev anvendt af den egyptiske farao Akhenaton, som regerede i 1300-tallet før vores tidsregning.
Han er kendt for at bryde med Egyptens gamle guder og indføre en religion, der af nogle bliver betegnet som den første form for monoteisme i historien.
Akhenaton er blandt andet genstand for Sigmund Freuds bog ”Moses og monosteismen”, hvor den kendte psykolog præsenterer en hypotese om, at Moses oprindeligt var præst i Akhenatens hof, før han ifølge traditionen blev grundlægger af de tre store monoteistiske religioner: jødedommen, kristendommen og islam.
Tutankhamon var søn og efterfølger af Akhenaton, og under hans styre blev faderens religiøse reformer omgjort, og egypterne vendte tilbage til de gamle guder.
Tutankhamon døde som 17-årig, og Akhenatons navn blev slettet fra kongelisterne, hans monumenter ødelagt og andre spor fra den omstridte farao forsøgt fjernet fra historien af de efterfølgende magthavere. Men fra sin grav spiller Tutankhamon siden arkæologernes opdagelse for 100 år siden stadig en væsentlig rolle i Egyptens selvopfattelse.
