Rwandas præsident vil have en tredje periode

kagame
Forfatter billede

Paul Kagame, Rwandas præsident, lægger op til at ville forblive ved magten.

Hans tilhængere har bedt parlamentet fjerne en bestemmelse i Rwandas forfatning, som siger, at præsidenten kun kan sidde på posten i to perioder.

Det skriver flere internationale medier.

Ifølge Rwandas forfatning kan præsidenten højst sidde på posten i to gange syv år.

Krise i Burundi

Hvis parlamentet gør, som præsidenten beder om, bliver Kagame den tredje præsident i regionen der tilsidesætter forfatningen for at blive på præsidentposten.

I Den Demokratiske Republik Congo (DRCongo) forsøger Joseph Kabila det samme, og i Burundi har der i den seneste måned været voldsomme protester mod præsident Pierre Nkurunzizas beslutning om at stille op til sin tredje embedsperiode.

Oppositionen mener, at det er i strid med forfatningen, mens Nkurunziza og hans tilhængere siger, at det er i orden, fordi han blev valgt af parlamentet til sin første periode – ikke direkte af folket.

Landets forfatningsdomstol har givet ham ret. Det har udløst en alvorlig politisk krise i Burundi, som foreløbig er kulmineret med et kupforsøg tidligere på måneden.

Over 110.000 mennesker er flygtet fra Burundi på grund af de politiske uroligheder i landet.

To millioner underskrifter

Nyheden om, at præsident Kagame muligvis vil forsøge at få forlænget sin regeringstid, kommer samtidig med en meningsmåling der viser, at et stort flertal af afrikanerne går ind for at begrænse præsidentens regeringstid, skriver den britiske avis The Telegraph.

I målingen, der er foretaget af Afrobarometer, siger 75 procent af de adspurgte, at det er en god idé at bevare begrænsningerne på maksimalt to embedsperioder til landets øverste politiske leder.

Kilder i Rwanda fastholder ifølge den franske tv-station France24, at det ikke er præsident Kagame selv, der har fremsat ønsket om at stille op til sin tredje embedsperiode.

Embedsmænd siger ifølge tv-kanalen, at ikke mindre end to millioner mennesker – svarende til omkring en sjettedel af landets indbyggere – har skrevet under på eller indsendt breve om, at de ønsker, at Kagame fortsætter som præsident.