Frygt for nyt ebolaudbrud i Nigeria

ebola-549471_640
Under ebolaepidemien blev et stort antal udenlandske sundhedsmedarbejdere sendt til de ramte lande i Vestafrika.
Foto: Pixabay
Forfatter billede

Først var der ellers gode nyheder fra dele af Vestafrika. De tre lande, der har været hårdest ramt af ebola, har ikke registreret nye tilfælde af ebola i en uge, meddelte Verdenssundhedsorganisationen WHO.

Det er første gang siden udbruddet af sygdommen i marts 2014, at der er gået en uge uden nye tilfælde, så det skabte håb om, at Vestafrika endelig er ved at komme fri af sygdommen.

Men torsdag blev der slået alarm i det sydlige Nigeria, da en mand med symptomer på ebola døde kort efter, at han var blevet indlagt på et hospital i byen Calabar.

For at forhindre den mulige ebolasmitte i at brede sig, er 10 personer, som den afdøde patient havde kontakt med, i karantæne. Nogle af dem er sygeplejersker, som har været i kontakt med manden.

Syv døde i Nigeria

Flere end 11.000 mennesker har mistet livet i det seneste udbrud af ebola, som er det værste, verden endnu har oplevet.

Antallet af nye tilfælde er faldet drastisk i 2015, men WHO har advaret om, at sygdommen kan bryde ud igen, skriver britiske BBC.

Nigeria er ikke et af de lande, der har været hårdest ramt af ebola. Landet konstaterede sit første tilfælde, da en flypassager fra Liberia kollapsede efter ankomst i lufthavnen i Lagos.

19 mennesker blev smittet med den dødelige sygdom, hvoraf syv døde.

Nigeria blev officielt erklæret fri for ebola i oktober sidste år.