Erik Sigsgaard
Erik Sigsgaard (78) er medlem af Københavns Borgerrepræsentation og Folketinget 1962-1976 (SF og VS).
Læreruddannet, virkede som ordblindepædagog. Fra 1972 rektor for børnehaveseminarium og senere seminarielærer. Derefter pædagogisk forskning.
Har skrevet flere bøger, først om de multinationale oliefirmaers skatteforhold i Danmark, siden om pædagogiske emner. Senest ”Om børn og unges nej – farvel til lydighedskulturen” (2014) og ”Ha’ en god dag, skat” (2016).
Erik Sigsgaard har gennem årene rejst i bl.a. Nordkorea, Cuba, Sovjetunionen, Iran, Japan og Canada.
Det må have været i 1970’erne. Jeg var i Folketinget i gang med at bekæmpe de internationale olieselskaber, desværre ret så alene.
De multinationale olieselskaber, ”De syv søstre”, betalte mindre i skat tilsammen i Danmark end det lille danske UNO-X. Alligevel foretog de ”ansvarlige” partier sig intet.
Venstrefløjen tolererede, at jeg brugte min tid på sådant, men støttede mig ikke. Så kom der en invitation fra Libyen, hvor der skulle holdes en international konference om olieimperialismen.
Deltagerne var lidt andre end til de sædvanlige konferencer. Blandt andet var den fjerde verdens folk repræsenteret, indianere fra USA og inuitter fra Canada. Konferencen havde jo ingen magt til at ændre tingenes tilstand, men gav mæle til andre kræfter end de syv søstre og deres politiske talsmænd.
Dybt ned i ørkenen
Vi to danskere skulle senere til Sebha dybt nede i ørkenen. For at se på landbrug og fiskeri (!). Vi kom måske til at trække lidt rigeligt på smilebåndet, da vi hørte om den kommende fiskeproduktion, men blev sat på plads, venligt, men bestemt, af den nyudnævnte fiskeridirektør på 20 år.
Der skulle smedes, mens olien var flydende. Man var klar over, at eventyret ikke ville vare, hvorfor alle ressourcer måtte bringes i spil. Så inden længe ville der ligge kæmpelandbrug og søer med vand, pumpet op fra 4-500 meters dybde under sandørkenen, til forsyning af befolkningen med fisk.
Vores tur gik videre. Et hospital skulle også besøges. Og et fængsel, ønskede vi, men den gik ikke. Først ønskede vores værter ikke at vise noget af alt dette frem. Flyene var også for små og hotellerne for dårlige, men vi insisterede, og libyerne bøjede sig på de fleste punkter.
De var åbenbart heller ikke vant til, at europæiske besøgende ville dybt ned i ørkenen. I det lille fly var der bortset fra os kun libyere.
Et fantastisk syn
På vej tilbage, nordpå mod Tripoli, passerede vi en mængde mennesker, der sad på bænke under skyggefulde træer og snakkede ivrigt, mens elektriske pærer let gyngende i vindens rytme kastede lys over forsamlingen.
Synet var fantastisk. Måske 150 mænd sad bænket omkring borde, opstillet i hesteskoform. Vi fik med besvær vores værter til at standse og blev efter lidt forhandlinger også bænkede.
Mange ville have ordet, og bølgerne gik højere og højere. Der var lidt vanskeligheder med at følge med. Vores unge tolk talte nemlig fransk, men det gik da.
Til stede var alle (mænd) i området. Mødet skulle bestemme, hvor en ny klinik skulle placeres. Begge områdets landsbyer ville have den. Hvordan skulle man dog kunne træffe beslutningen? Efter lang tid enedes man om, at klinikken skulle bygges i den største af landsbyerne.
Men hvilken var størst? Der forelå flere tællinger med vidt forskellige resultater. Men just, som det gik hedest til, rejste alle sig, vaskede fødder, gjorde forberedelser, lagde sig på knæ og bad til Allah. Længe og grundigt.
Da bønnen var slut, myldrede de alle tilbage til deres pladser igen, og forhandlingerne fortsatte, intenst og højlydt. Efter 4-5 timer var beslutningen truffet, og mødet kunne hæves. På heste, til fods og i biler forsvandt deltagerne ud i den sorte nat.
Og vi danske kørte den lange tur til hovedstaden – hvorfra alle nyheder dengang kom. Da vi kom hjem og foreslog at lave et par radioudsendelser om nærdemokratiet i ørkenen, var der ingen større interesse.
Man vidste jo, at Libyen var et diktatur og Gadaffi en despot, og mere behøvede man ikke at vide om den sag.
Udsendelserne blev dog programsat – til søndag morgen kl. 8.
Skriv et indlæg til denne spændende serie. Det har mange fortællelystne personer allerede gjort, og deres indlæg offentliggøres løbende i den kommende tid.
Det kan være episoder eller dramatiske hændelser, du har oplevet “derude”, og som er værd at bringe videre.
Peter Sigsgaard vil meget gerne kontaktes på e-mailadressen [email protected] eller telefon 45 82 12 39
Indlæg er honorarfrie.
