Libyens fredsproces er løbet af sporet

For et lille års tid siden så Libyens fremtid forholdsvis lys ud. En våbenhvile mellem det østlige Libyens krigsherre, Khalifa Haftar, der har base i landets næststørste by Benghazi, og den daværende Nationale Samlingsregering, der havde base i hovedstaden Tripoli, havde holdt så nogenlunde siden oktober 2020. Og en valgdato for et præsident- og parlamentsvalg var sat til den 24. december 2021 – 70-årsdagen for Libyens uafhængighed.

I februar og marts var en ny overgangs- og samlingsregering blevet dannet med det primære formål at forberede det kommende valg.

Men så begyndte det at galt. Overgangsregeringens talrige ministre gjorde det stik modsatte af deres opdrag: I lighed med den øvrige politiske elite spændte de ben for valget, maksimerede deres egen magt og sikrede sig, at hvis det virkelig skulle lykkes for FN og den øvrige horde af vestlige korsfarere at presse et valg igennem, ville det i bedste fald blive et spørgsmål om, hvilken diktator det libyske folk ville udpege. 

Alligevel hyldede den franske præsident Emanuel Macron det kommende valg som en stor, diplomatisk sejr ved en international fredskonference i Paris så sent som den 12. november.

Men de, som reelt ønsker sig demokrati i Libyen, måtte undres. For hvordan kan man afholde valg uden en forfatning i et land, hvor størstedelen kontrolleres af militser og udenlandske lejesoldater? Skulle man ikke først nå til enighed om, hvad præsidentens beføjelser skulle være?

Parlamentsvalget var allerede blevet umuliggjort. Ikke fordi cirka 600 af de i alt 5000 kandidater ifølge læk fra den øverste valgkommission havde en kriminel fortid med mord, kidnapning, narkotikasmugling og meget mere. Men på grund af en håbløs valglov, som blandt andet gjorde det muligt for parlamentet i den østlige del af det splittede land at udskyde parlamentsvalget i det uendelige.

En togulykke i slowmotion

Præsidentvalget, derimod, skulle stadig afholdes. Men da det ultimo november stod klart, hvem de tre spidskandidater var blandt de i alt 70, der stillede op, forsvandt den sidste gnist af håb om et demokratisk mirakel:

Den ene var diktatoren i den østlige del af Libyen, krigsherren Khalifa Haftar, som har udvist en grusomhed, der ville være den tidligere diktator Muammer Gadaffi værdig. Haftar er under efterforskning ved Den Internationale Straffedomstol for meddelagtighed i krigsforbrydelser, begået i vest som i øst, og har mange gange erklæret, at han ikke tror på demokratiet. Alligevel smed den 78-årige selvudråbte feltmarskal uniformen og meldte sig som kandidat. 

Den anden var den tidligere diktator Muammer Gadaffis søn, Saif al-Islam, som in absentia er dømt til døden ved retten i Tripoli, og som Den Internationale Straffedomstol ønsker udleveret for meddelagtighed i nedskydningen af fredelige demonstranter i 2011.

Den tredje var Libyens nuværende premierminister, Abdel Hamid Dabeibah, som overraskende meddelte sin opstilling lige inden fristens udløb, selvom hans kandidatur var klart uforeneligt med hans opgave som premierminister og med de løfter, han højtideligt havde afgivet ved sin indsættelse. 

Alle de tre kandidaturer ville formentligt være blevet afvist, hvis man ellers havde haft en forfatning og et troværdigt retssystem, og hvis sikkerheden havde været nogenlunde på plads. Men man havde kun den håbløse valglov, som bestod af et par dekreter, bakset sammen i september af parlamentsformanden i øst, Aguila Salah, og som FN’s repræsentant i Libyen, Jan Kubis, af uransalige grunde godkendte.

“Fra da af lignede valgprocessen en togulykke i slow-motion,” siger Libyen-specialisten ved Stiftung Wissenschaft und Politik, Berlin, Wolfram Lacher, til netmediet msn.

Valgloven var åbenlyst skabt til at tjene det østlige Libyens parlamentsformand, Aguila Salah, og hans ‘partner in crime’, krigsherren Khalifa Haftar, og gjorde det muligt for dem begge at blive siddende, uanset valgets udfald. Og ingen i den vestlige og i den sydlige del af landet kunne tage loven alvorligt. 

Men den var det eneste, den øverste valgkommission havde at arbejde med, og da kommissionen kendte Gadaffis søn, Saif al-Islams, kandidatur ugyldigt, viste det sig hurtigt, hvor vakkelvornt det hele var.

Saif al-Islam ankede valgkommissionens kendelse ved retten i den sydlige provinshovedstad Sabha, hvorefter Khalifa Haftars tropper besatte retsbygningen og skræmte dommerne fra at gå på arbejde. Da Haftars styrker tre dage senere var blevet jaget væk, godkendte dommerne Saif al-Islams kandidatur – muligvis fordi de fandt belæg for det i lovens flossede paragraffer, muligvis fordi de følte sig truet af de lokale Saif al-Islam-venlige stammemilitser.

Khalifa Haftars kandidatur blev trods mistanken om krigsforbrydelser aldrig kendt ugyldigt. Og snart dannede han overraskende alliancer med tidligere dødsfjender, som nu var blandt det vestlige Libyens fremtrædende præsidentkandidater, i et forsøg på at få premierminister Dabeibahs kandidatur annulleret. Men selvom Dabeibahs opstilling var klart ulovlig, gjorde valgkommissionen ikke forsøg på at røre ham. 

Dabeibah er utvivlsomt Libyens mest populære politiker. Han har delt gaver ud til højre og venstre og i løbet af otte måneder sat 372 store infrastrukturprojekter i gang under kampagnesloganet ”Tilbage til Livet”. Han er en rig forretningsmand med karisma og stærke alliancer, og han nyder støtte fra magtfulde militser uden selv at have blod på hænderne.

I et forsøg på at true ham til at forlade valgkampen blev Dabeibahs ministerium den 15. december besat af en nydannet milits i Tripoli, den såkaldte 777-brigade, som er tæt forbundet med Khalifa Haftars velynder i Emiraterne, kronprins Mohamed bin Zaid. Men 777-brigaden blev hurtigt jaget på porten.

Samtidig øgedes spændingerne i syd, hvor Khalifa Haftars elitetropper under ledelse af hans søn, Saddam, forsøgte at bemægtige sig Sabha, mens andre Haftar-loyalister lukkede af for cirka en tredjedel af oliefelterne.

Lettelse over udsættelse

”Den nuværende mobilisering af styrker, affilieret med forskellige grupper, skaber spændinger og øger risikoen for sammenstød, som risikerer at udvikle sig til konflikter,” skrev FN’s mission i Libyen, UNSMIL. Og den 21. december – tre dage inden valget – gav den øverste valgkommission op og udsatte valget.

På det tidspunkt havde der ikke været en eneste valgplakat oppe i Tripoli, eller som Tripoli-borgeren og Libyen-specialisten Emadeddin Badi ved Atlantic Council sagde på et webinar: 

”Det var som om, at libyerne var blevet en parentes i deres eget valg.”  

”Teknisk set kan vi afholde valg om en måned,” hævdede valgkommissionen. Men alle vidste, at udsættelsen var på ubestemt tid, og lettelsen var angiveligt stor blandt mange demokratisk sindede libyere. For at gennemtvinge et valg på de betingelser, ville med sikkerhed have forværret Libyens konflikter:

I det østlige Libyen har Khalifa Haftar sammen med sine sønner og fætre alt under kontrol – i en sådan grad, at han uanset folks holdninger ville få cirka 99 procent af stemmerne.

I det sydlige Libyen ville Saif al-Islam muligvis få flertal på grund af stammeledernes historiske loyalitet over for faren. Desuden ville han kunne høste stemmer fra det vestlige Libyen, hvor der er opstået en vis romantisering af Gadaffi-tiden, ikke mindst blandt de unge. 

Det ville dog ikke være tilstrækkeligt til at sende ham videre til anden valgrunde. For i det vestlige Libyen ville premierminister Dabeibah utvivlsomt vinde første valgrunde til trods for mægtige konkurrenter. Enten ad demokratisk vej eller med hjælp fra loyale militser. Og i anden valgrunde ville han besejre Khalifa Haftar af den simple grund, at den vestlige del af Libyen er langt mere folkerig end den østlige og sydlige del tilsammen, og fordi de færreste i vest ville stemme på “krigsforbryderen Haftar”. 

Til gengæld ville Khalifa Haftar sidde tilbage med et valgresultat, som beviste for alverden, at folket i det østlige Libyen ønsker Haftar og kun Haftar. Hvorefter at drømmen om et forenet Libyen endnu engang ville være sendt til tælling i lang tid fremover.

Fredsplanen

Valget skulle have været den foreløbige kulmination på en fredsplan, som blev udarbejdet i 2019 af FN’s daværende repræsentant i Libyen, libaneseren Ghassan Salamé og hans amerikanske assistent, Stephanie Williams, mens hovedstaden Tripoli var under belejring af Khalifa Haftars såkaldte ”Libyens Nationale Hær”.

Krigsherrens angreb på Tripoli startede den 4. april om morgenen, netop som FN’s generalsekretær, Antonio Guterres var i byen i forbindelse med en tidligere fredsplan, ligeledes forberedt af Salamé og Williams, som skulle have samlet alle parter i konflikten til en ‘National Kongres’ i Tripoli 10 dage senere.

”Haftars angreb medførte, at tusinder af libyere blev lemlæstet og dræbt, og i hundredtusindvis blev fordrevet fra deres hjem. Der blev begået gruopvækkende brud mod menneskerettighederne, inklusive massedrab i Tarhouna,” skrev Ghassan Salamé og Stephanie Williams to år senere i webmediet Newlines Magazine. ”Ikke overraskende dræbte Haftars angreb også FN’s politiske proces, som vi havde brugt mere end et år på at opbygge.”

Haftar havde satset på, at Tripoli ville være hans i løbet af et par dage. Han har det tilfælles med sin nabo i Egypten, præsident Abdel Fatah el-Sisi, og sin hovedsponsor i Emiraterne, kronprins Mohamed bin Zaid, at han anser Det Muslimske Broderskab for at være djævelens korrupte værktøj. Og hans plan var at udrydde Tripoliregeringen og daværende premierminister Fayez al-Sarraj, som han påstod var kontrolleret af “Det terroristiske Broderskab”, uanset at Broderskabet i virkeligheden spillede en meget underordnet rolle både i regeringen og i Tripoli i det hele taget. Desuden tappede han ind i en gammel myte om, at det østlige Libyen altid var blevet frarøvet sine olieressourcer af det vestlige Libyen. 

Undersøgelser har vist, at det sjældent har holdt stik, heller ikke i Gadaffi-tiden, og daværende premierminister al-Sarraj sammenfattede situationen som den var:

”Dette er ikke et slag mellem øst og vest, men en krig mellem dem, der vil have en civil regering, og dem, der vil have et militærstyre,” sagde han. 

Militserne

Selvom militser og politikere i vest langt fra var en enig flok og til dagligt bekrigede hinanden, var de dog rørende enige om én ting: Tripoli skulle ikke overlades til Khalifa Haftar. Men de kunne umuligt have holdt skansen uden hjælp fra militser fra Libyens tredjestørste by, Misrata, som havde meget at hade Haftar for. 

Mange af Misratas krigere havde slægtninge, der var blevet likvideret eller fordrevet fra Haftars højborg i øst, Benghazi, under Haftar-styrkernes såkaldte ”Operation Værdighed.” 

“Operation værdighed” begyndte i 2014 og var navnet på Haftars kampagne mod “islamistisk terror.” Men den gik særligt hårdt ud over de mange oprindelige Misrata-familier, der årtier tilbage var flyttet til Benghazi. Mange Misarata-familier har nemlig tyrkiske aner, og at være tyrker af afstamning beviser ifølge Haftars militser at man er terrorist og fortjener at få en kugle for panden. 

At Misratas borgere under det blodige oprør i 2011 havde udvist en usædvanlig sej modstandsvilje mod Gadaffis hær, var endnu en grund for regimeresterne blandt Haftars militser til at hævne sig på Misrata-familiernes slægtninge.

Og i 2016 gav Haftar Misratas borgere endnu mere at hade ham for. Med støtte fra USA’s luftvåben havde Misratas militser i næsten et år kæmpet i Sirte midt på Libyens kyst for at jage Islamisk Stat ud af byen. Og da de endelig – efter store tab – sejrede, faldt Haftar dem i ryggen i et forsøg på at erobre Sirte. Det lykkedes dem dengang at slå ham tilbage. Men for mange i Misrata cementerede det opfattelsen af Khalifa Haftar som en endnu mere fej og bedragerisk fjende end Islamisk Stat.

Haftars hær blev oprindeligt grundlagt ved hjælp af Gadaffi-loyalister i 2012. Snart efter blev de såkaldte Medkhali-salafister del af hans styrkers hårde kerne. Medkhali-salafisterne er en saudisk sekt, som i den libyske version har vist sig at være en samling religiøse fanatikere, som hader politisk islam og er villige til at udøve enhver grusomhed til ære for den stærke leder. Og i løbet af de fire år, “Operation Værdighed” varede, supplerede Haftar sine styrker med stammemilitser fra det østlige Libyen, arbejdsløse unge samt med lejesoldater fra Sudan, Chad og Niger. De bedst trænede og mest veludstyrede brigader blev anført af hans to sønner, Saddam og Khaled. 

Egyptisk militær hjalp til med træningen, og i de egyptisk producerede propagandavideoer klippede man til tider luftfotos ind af egyptiske panserdivisioner i ørkenen for at få Haftars styrker til at ligne en rigtig hær. 

Man kan ifølge Libyen-specialisten Wolfram Lachers bog ”Libya’s Fragmentation” groft sagt inddele Libyens militser i to kategorier: Den ene er uden tilhørsforhold, dens medlemmer er fuldtidskrigere og kæmper for egen personlig vinding og står som oftest bag de værste krigsforbrydelser. Den anden har base i et lokalsamfund, dens medlemmer lever som oftest af civile jobs og kæmper for deres samfunds integritet og er som regel mere disciplinerede og dem, der kæmper bedst.

Misratas efterhånden krigshærgede militser hører til den forholdsvis disciplinerede kategori, selvom de til tider også er gået på rene hævnaktioner mod Haftar-styrker i det sydlige Libyen og mod Gadaffi-folk i Sirte og i deres egne nabolag. Og da de i 2019 smed, hvad de havde i hænderne for at tage til Tripoli, følte de det i høj grad som en personlig sag på egne, deres kammeraters og deres familiers vegne at tage det endelige opgør med “krigsforbryderen”. Og det var i høj grad dem, som holdt Haftar stangen og gjorde hans stormangreb til en pinefuld stillingskrig, præget af Haftar-styrkernes næsten daglige og ofte tilfældige og dødelige bombardementer af byens civilbefolkning.

Berlinkonferencen

Mens kampene bølgede, tog Ghassan Salamé i løbet af august 2019 til Berlin til et to timer langt møde med den daværende tyske kansler, Angela Merkel. Målet var at sætte en ny fredsplan i værk.

Hvor Salamés og Williams’ første fredsplan gik ud på at få parterne i Libyen til at forhandle direkte med hinanden uden udenlandsk indblanding, blev den næste at bringe alle udenlandske parter i konflikten til forhandlingsbordet sammen med Khalifa Haftar og daværende premierminister Fayez al-Sarraj for at få en holdbar våbenhvile i stand og en køreplan mod fred vedtaget. Det skulle foregå i Berlin under ledelse af Angela Merkel. 

Blandt EU’s store nationer kunne kun Tyskland regnes for neutral. Italien støttede al-Sarraj-regeringen, og Frankrigs præsident Emmanuel Macron støttede fortsat Haftar – paradoksalt nok ud fra devisen om, at Frankrig prioriterede at bekæmpelsen af terrorgrupper og optrevlingen af menneskesmuglernetværk. Italien og Frankrig er de to europæiske lande, som køber mest olie af Libyen.

Da dagen for Berlin-konferencen omsider oprandt den 19. januar 2020, fløj Khalifa Haftar – eller ”primadonnaen,” som Stephanie Williams og Ghassan Salamé kalder ham – til Berlin for at deltage i deres møjsommeligt forberedte konference. Et par dage forinden havde Haftar beordret sine tropper til at respektere en midlertidig våbenhvile, i hvert fald i en dag eller to.

Men ikke alverdens statsledere – inklusive Tysklands Angela Merkel, Storbritanniens Boris Johnson, Italiens Giuseppe Conte, Tyrkiets Recep Tayyib Erdogan, USA’s i øvrigt åbenlyst uengagerede udenrigsminister Mike Pompeo, FN’s generalsekretær Antonio Guterres, Ruslands Vladimir Putin, Egyptens Abdel Fatah al-Sisi eller Frankrigs Emmanuel Macron – formåede at lokke den aldrende krigsherre ud af hans hotelsuite for at deltage i forhandlingerne.

Og han vidste, at han ville slippe godt afsted med det. For præcis det samme havde han gjort en uge tidligere, da Vladimir Putin forsøgte at få en våbenhvile i stand i Moskva: Haftar havde takket ja til flybillet og hotelophold, men var blevet på sit hotelværelse og havde holdt hof med sine egne støtter, blandt dem sin primære donor, De Forenede Emiraters de facto magthaver, Mohamed bin Zaid, som gennem hele krigen trodsede FN’s våbenembargo og var Haftar behjælpelig med våbenforsyninger.

Og da Haftar trygt kunne regne med, at i hvert fald Egypten, Frankrig, USA og Rusland i virkeligheden støttede ham og spillede dobbeltspil på de bonede gulve, gjorde han som det passede ham, uanset hvor i verden han befandt sig.

”Hans internationale støtter følte sig tydeligvis stødt på manchetterne, men ikke tilstrækkeligt irriterede til, at de fandt det værd at genoverveje deres strategiske investering i hans autoritære projekt,” skriver Salamé og Williams.  

Haftar havde i løbet af efteråret modtaget militære forstærkninger fra over to tusinde lejesoldater fra den russiske Wagnergruppe, heriblandt i snesevis af veltrænede snigskytter, som med uhyggelig præcision ramte Tripolis forsvarere i halsen og i panden.

Wagnergruppen hjalp desuden Haftar med at hverve nogle tusinde lejesoldater blandt tidligere oprørere i Syriens Assad-kontrollerede områder. Desuden nød han godt af emiratisk og formentlig også egyptisk luftstøtte. Og selvom enkelte skuffede stammemilitser fra det sydlige Libyen trak sig ud af belejringen, gjorde Haftars betydelige internationale opbakning – også fra Saudi Arabien og Jordan – ham militært overlegen nok til, at det formentligt blot var et spørgsmål om tid, inden Tripolis forsvarere måtte give op.

Eller som Salamé og Williams skriver: ”Den røde løber, Haftar rullede ud til sine internationale støtter, resulterede i ankomsten af endnu flere våben, avancerede militære systemer og udenlandske styrker på jorden, i et land som allerede var oversvømmet af våben.”

Den daværende regering i Tripoli, derimod, havde igennem slagets første otte måneder primært måttet tage til takke med militsernes kampvilje, moralsk støtte fra Italien og Qatar, en smule militær støtte fra Tyrkiet i begyndelsen af belejringen og tavshed fra USA og det splittede EU.

At Haftars styrker allerede inden angrebet flittigt havde lagt videoer ud af sig selv på de sociale medier, som viste deres summariske henrettelser af fanger, deres drab på kvinder og børn og deres skændinger af lig, førte aldrig til den samme form for fordømmelser i Europa og i USA, som når den slags foregik i Syrien, Irak eller Afghanistan.

”En slagmark er en slagmark. Jeg vil ikke have fanger. Slut,” siger Haftar i en BBC-video fra 2019, hvor man kan se et lille udpluk af hans troppers praleri af egne forbrydelser.

Og da krigen ikke førte til nævneværdige migrantstrømme over Middelhavet, heller ikke efter at Haftar havde bombet et migrantcenter og slået 53 af de indespærrede ihjel, kunne Europas lande roligt hellige sig deres egeninteresser. Da Haftar landede i Berlin, var han sågar blevet forstærket af en ny europæisk allieret: Grækenland. 

Til gengæld havde han også erhvervet sig en ny, militær fjende, der skulle vise sig at blive hans overmand: Tyrkiet.

Krigen optrappes

I december 2019 slog den desperate regering, som var militært presset til det yderste, en handel af med Tyrkiets præsident Recep Tayyib Erdogan: Mod at regeringen brugte sin internationale legitimitet til at give Erdogan en noget tvivlsom tilladelse til at foretage prøveboringer efter gas i nogle omstridte farvande i Middelhavet, som også Grækenland gjorde krav på, ville Tyrkiet til gengæld sende militær hjælp til Tripoli. Desuden ville en sejr over Haftar give tyrkiske firmaer adgang til at genoptage deres mange milliarder store byggeprojekter, som havde ligget stille siden 2011.

Inden Berlinkonferencen var den tyrkiske flåde allerede ankommet til Misrata og Tripoli med den første sending af det tyrkiske flyvevåbens temmeligt avancerede droner, avanceret antiluftskyts og kampvogne. Tyrkiske “militærrådgivere” var blevet fløjet ind.

Berlinkonferencen var en succes på papiret med vedtagelsen af den nuværende køreplan for en samling af landet, økonomisk, militært og politisk. Men allerede dagen efter konferencen druknede succesen i blod, da Haftar genoptog sin offensiv. Tyrkiet svarede igen med at sende flere våben og et par tusinde lejesoldater, som de hovedsaligt havde hvervet blandt syriske flygtninge med løfter om tyrkisk statsborgerskab.

Der var nu syriske lejesoldater på begge sider af fronten, og ifølge Ghassan Salamé og Stephanie Williams blev Libyen ydermere slagmark for den største dronekrig nogensinde: Mellem Emiraternes kinesiske droner og Tyrkiets egenproducerede og temmeligt avancerede droner.

I februar gjorde Frankrigs Emmanuel Macron officielt endnu et forsøg på at få en våbenhvile i stand, hvilket Haftar opfattede som endnu et skulderklap og fulgte op med endnu en militær eskalering.  

Ghassan Salamé har mange gange talt om, hvordan fredsbestræbelserne blev kvalt i tom retorik fra EU, Den Afrikanske Union og Den Arabiske Liga. Det var snævre egeninteresser, der styrede landene, og ikke tanken om, hvor meget et fredeligt og rigt Libyen i udvikling ville kunne gavne Afrika og Europa som helhed, mente han. Og det mest vanvittige var ifølge en sarkastisk Ghassan Salamé, at Libyen overhovedet ikke behøvede al denne assistance udefra: 

”Sandheden er, at Libyen kan betale for sit eget selvmord. Jeg har altid regnet mine egne landsmænd i Libanon for dumme nok til at ville begå selvmord for andres penge. Men libyerne er endnu værre. De begår selvmord for deres egne penge. De behøver ikke brændstof udefra til den her krig. Landet producerer 1,2 millioner tønder olie om dagen. Det er store penge. (…) Men problemet er, at man snarere anser Libyen for at være en præmie, der tilfalder den snedigste, den stærkeste og den mest udholdende, end man anser det for at være et land med seks millioner indbyggere, som fortjener et anstændigt liv efter fire årtier med diktatur og et årti med kaos. Der er ikke tilstrækkelig moralsk motivation til at afslutte denne krig. Hvis I leder efter et lærebogseksempel på en ressourcekrig, og hvordan den kan udarte og blive ekstremt grusom, så er Libyen stedet.”

Udtalelsen faldt under et foredrag i New York i 2019 efter endnu et ørkesløst møde i FN’s Sikkerhedsråd, som han og Williams beskriver som ”totalt sterilt og ude af stand til at producere blot en simpel erklæring om dette rystende brud på internationale regler.” 

Også EU led af langvarig lammelse. Et forsøg på at fordømme Haftars angreb i 2019 var blevet resolut blokeret af Frankrig, og Wagnergruppens indblanding i krigen, som skabte ramaskrig i NATO, fremkaldte heller ikke nogen fordømmelse fra EU. Men da Tyrkiet sendte tropper afsted for at gøre en ende på Haftars bombardementer af Tripolis 1,5 millioner indbyggere og internt fordrevne, vågnede EU pludseligt op til dåd og fordømte det enstemmigt. Fordømmelsen blev fulgt op med en flådeoperation i Middelhavet, som skulle ramme Tyrkiets våbenforsyninger med skib til Tripoli. Haftars våbenforsyninger, som kom med fly og via den egyptiske landegrænse ville EU ikke røre ved. Aktionen gik dog hurtigt i sig selv igen.

Våbenhvilen og ny regering

Fordømmelserne uagtet, var det takket være Tyrkiet, at Tripolis forsvarere i løbet af maj og juni 2020 kunne jage Haftar tilbage til det østlige Libyen og bringe 14 måneders bombardementer af Tripoli til standsning. Det var også takket være Tyrkiet, at FN nu endelig kunne forsøge at få gang i fredsplanen fra Berlin. 

Ghassan Salamé havde ganske vist opsagt sin stilling i marts – efter eget udsagn fordi hans helbred ikke længere tillod den høje stressfaktor – men Stephanie Williams, også kaldet ”jernladyen,” havde taget over som hans midlertidige stedfortræder. 

Hun var ofte lige så udiplomatisk i sit sprogbrug som Salamé, og hvor Salamé – når han udtalte sig på arabisk – åbent havde anklaget den libyske politiske elite for at stjæle landets ressourcer, kaldte hun dem for dinosaurer, som risikerede udslettelse, hvis de ikke formåede at gå ind i en ny tid og gøre sig relevante.

De burde byde demokrati og åbenhed velkommen, uddybede hun, i stedet for fortsat at forsøge at maksimere deres udbytte ved at lukrere på status quo.¨

For at svække dinosaurernes magt samlede Williams i løbet af september 2020 Det Libyske Politiske Dialogforum,LPDF, et 75 medlemmer stort forum ”sammensat fra forskellige kredse, baseret på princippet om rummelighed og retfærdig geografisk, etnisk, politisk, stammebaseret og social repræsentation,” som FN’s Mission i Libyen skriver på sin hjemmeside. Forummet var et resultat af Berlin-konferencen og hentede sin legalitet i en resolution fra Sikkerhedsrådet.

Khalifa Haftar var i lighed med de vestlige militsledere ikke inviteret med. De hørte til det militære spor. Men det østlige parlament – hvis tilbageværende medlemmer måtte anses for at være Haftars marionetter – fik sammen med det vestlige parlament knap halvdelen af pladserne i LPDF.

De øvrige medlemmer blev udvalgt af FN og havde alle et stort bagland at referere til, og Det Libyske Politiske Dialogforum med samt dets underkomiteer blev formentligt mere repræsentativt end noget andet forum, Libyen nogensinde havde haft.

Det var LPDF, der i november 2020 fastsatte datoen for parlaments- og præsidentvalget til den 24. december 2021. Og det var LPDF, der valgte et nyt præsidentielt råd på tre medlemmer, samt den nuværende premierminister, business-tycoonen fra Misrata, Abdel Hamid Dabeibah, som gik i gang med at danne en stor samlings -og overgangsregering med 35 ministre, der repræsenterede hele landet. 

Valget af Dabeibah medførte allerede dengang mange protester. Hans fætter – Libyens rigeste mand – var medlem af dialogforummet, og der var mange rygter om, at den rige fætter havde bestukket medlemmerne til at vælge Dabeibah. Den nyudnævnte premierminister brugte imidlertid sin forretningssans til at tilgodese alles adgang til ressourcer, og selv Emiraterne, Rusland og Frankrig, som ifølge Libyen-eksperten Wolfram Lacher tidligere ville have saboteret hans regering, valgte nu at tage konsekvensen af Haftars nederlag og acceptere regeringen. 

Også fordums hovedfjender som Egypten og Tyrkiet støttede aktivt op om den nye overgangsregering, og Italien og Frankrig talte udadtil med én stemme.

Det føltes nærmest som et mirakel. Og endnu mere forjættende blev det, da det østlige parlament viste sig at være så blødgjort af nederlag og mange ministerposter, at det i marts formelt godkendte Libyens overgangsstyre.  Noget lignende havde været utænkeligt under den afgåede regering, og det gav håb om, at Libyen ville gå ind i en ny æra og blive til at regere.

Men harmonien varede ikke længe, for snart viste det sig, at Haftar var imod parlamentets pludselige samarbejdsvilje. Og næppe havde han slikket sårene efter Tripoli, før han punkterede drømmen om det forenede Libyen og nægtede Dabeibah adgang til den østlige del af landet. Til trods for nederlaget genvandt Haftar hurtigt kontrollen over sine styrker, og nu videreudviklede han sit østlige militære og økonomiske familieimperium, med aktiv støtte fra de egyptiske generaler. 

Fredsplanen smuldrer

Da Det Libyske Politiske Dialogforum havde overvåget dannelsen af overgangsregeringen, skulle det egentlig have fortsat med at koordinere arbejdet med formuleringen af såvel en valglov som en forfatningsramme. Det stod i FN’s køreplan for fred.

“Men det skete aldrig, ene og alene på grund af FN’s nye repræsentant i Libyen, Jan Kubis, som har gjort sig berygtet for ikke at prøve at mægle mellem parterne. Og det var en kæmpe fejl,” siger senior fellow ved Global Initiative against Transnational Organized Crime, Jalel Harchaoui, til Globalnyt.

Da det østlige parlaments formand, Aguila Salah, i september skrev sine to flossede valglovsdekreter, som blev forkastet af alle magtinstanser i vest, nægtede Jan Kubis således at bruge sit mandat fra Sikkerhedsrådet til at indkalde Det Libyske Politiske Dialogforum. Og da det østlige parlament i samme måned bombastisk rullede jerntæppet ned igen mellem øst og vest ved at standse alt samarbejde med regeringen i Tripoli og give den et mistillidsvotum, gjorde Jan Kubis angiveligt heller ingenting.

Indsættelsen af Jan Kubis havde sendt Stephanie Williams ud af Libyen i januar 2021. Forinden havde der været ni måneders slagsmål i FN om at finde en kompetent afløser for Salamé, som det splittede Sikkerhedsråd kunne enes om. En overgang var den tidligere danske statsminister, Helle Thorning-Schmidt angiveligt i spil som USA’s forslag til en fredsmægler, men man endte med kompromiskandidaten, sloveneren Jan Kubis, som havde en vis erfaring fra Irak, men som i modsætning til Williams ikke talte arabisk.

”Hvor Stephanie Willians med sin store energi har været i stand til at skabe en atmosfære, hvor selv de mest uenige libyere kunne finde et fælles udgangspunkt, gjorde Jan Kubis ingenting i den retning,” siger Jalel Harchaoui.

Den 22. november måtte Kubis brat tage sin afsked, blot ti dage efter at præsident Emmanuel Macron sammen med alverdens statsledere havde presset libyerne til at fortsætte vejen mod ”frie, retfærdige, åbne og troværdige præsident- og parlamentsvalg den 24. december.” 

Ifølge magasinet Foreign Policy blev Jan Kubis fyret efter et sammenstød med generalsekretær Antonio Guterres, fordi han havde godkendt den fatale valglov.

I løbet af sin korte Libyen-karriere nåede Jan Kubis dog at arrangere Berlinkonference II, der blev afholdt i sommeren 2021, nu med nye ansigter som premierminister Dabeibah og Biden-administrationens udenrigsminister Anthony Blinken. Og alle internationale deltagere plus Dabeibah enedes om, at landet prompte skulle ryddes for lejesoldater og udenlandske tropper.

”Vi skal ikke slippe grebet og ikke hvile, før de sidste udenlandske styrker har forladt Libyen,” forsikrede Tysklands daværende udenrigsminister, Haiko Maas.

Men krigsherren Khalifa Haftar, som alene råder over cirka 16.000 lejesoldater, var ikke inviteret og var som sædvanligt elefanten i rummet, som ingen talte højt om.

De udenlandske styrker skulle ifølge våbenhvileaftalen fra oktober 2020 have været ude af landet senest to måneder inden Berlinkonference II. Nu, over halvandet år senere, i 2022, er der ifølge FN stadig i alt cirka 20.000 mand tilbage. Ud over de 16.000 mand på Haftars side, er der på den tyrkiske side cirka 700 militærrådgivere og godt 3.000 syriske lejesoldater.

Den 12. december kom Stephanie Williams tilbage til Libyen, nu som generalsekretær Guterres’ særlige rådgiver. Hun lagde ud med en serie møder med alle præsidentkandidater, selv med ”primadonnaen” Khalifa Haftar, som tog imod hende for første gang. Men hun kunne selvfølgelig intet stille op.

Den politiske rovdyrelite

I det sydlige Libyen forsøger Haftar fortsat at udvide sit domæne, og her har hans loyale tropper fortsat afpresningen af Dabeibah og hans regering ved at lukke ned for cirka en tredjedel af olieproduktionen.

Den største sikkerhedstrussel kommer imidlertid nu fra Tripoli, hvor et provokerende opbud af militser, tilknyttet det voksende Dabeibah-netværk, har taget opstilling. Det kan ifølge Jalel Harchaoui være et ilde varsel om, at Dabeibah går efter hele magten. 

“Den totale sejr ægger til krig,” siger han.

Dabeibahs modstandere i både øst og vest anklager regeringens ministre for korruption og vil have en ny regering. Det samme vil to af de stærke militser i vest, SSA-militsen og 777-brigaden. 

Væbnede konflikter i Tripoli er et mareridtscenarium for Tyrkiet, og det er den slags, Emiraterne vil elske at rode op i, mener Jalel Harchaoui. For den ideologiske strid mellem kronprins Mohamed bin Zaid og præsident Recep Tayyib Erdogan består uanset den regionale afspænding, som for tiden foregår mellem Saudi Arabien, Emiraterne og Egypten på den ene side og Tyrkiet og Qatar på den anden side.

Men ingen har lyst til en ny, stor krig i Libyen, og også Rusland affinder sig med status quo. Wagnergruppens grundlægger og Vladimir Putins til tider uofficielle talsmand, Yevgeny Prigozhin, konfirmerede således omkring jul over for det russiske nyhedsbureau Sputnik, at Rusland og Tyrkiet går hånd i hånd i Libyen. Til gengæld anklagede han det internationale samfund for at rane landets ressourcer.

Den mest magtfulde mand i Libyen er direktøren for centralbanken, al-Siddiq al-Kabir. Han har gennem hele sin karriere været del af Dabeibah-netværket, og han har styrket Dabeibahs position ved at stille oliedollars til rådighed som aldrig før til investeringer, lønninger og import af fødevarer. 

I år kommer der nye, pæne lønstigninger til alle ansatte i den offentlige sektor, og til et regeringsmøde den 30. december slog Dabeibah fast, at han har i sinde at blive siddende, uanset at hans regerings mandat ifølge hans modstandere udløb den 24. december. 

Det har han foreløbigt Italiens, Frankrigs, Tysklands, Storbritanniens og USA’s støtte til. Desuden står Tyrkiet last og brast med ham. Præsident Erdogan er en af Dabeibahs personlige venner, og hvis man ellers kan undgå væbnede konflikter i Tripoli, kan den regionale afspænding i høj grad komme både Dabeibah og Libyens nuværende, relative fred til gode.

Da Salamé og Williams udtænkte den nuværende plan for fred, skulle det være med ”FN i førersædet” for at sikre ”en løsning, hvor de almindelige libyere kom først.” Og ifølge de sparsomme meningsmålinger, der findes, er der ingen tvivl om, at et flertal ønsker den politiske elite udskiftet med helt nye ansigter, som kan forene Libyen.

Ud af 2,8 millioner stemmeberettigede havde mindst 2,4 millioner hentet deres valgkort. Det betragter mange som et mirakel efter ti års konflikt. Men vælgernes forhåbninger blev til harme, efterhånden som det viste sig, at kandidatlisten stort set var blottet for nye ansigter.

Ni dage inden Stephanie Williams vendte tilbage til Libyen, røbede hun på et seminar i Italian Institute for International Studies, at hun og Salamé ofte havde kaldt Libyens magtelite for ”den politiske rovdyr-elite.” Og straks efter sin ankomst erklærede hun, at hun ville genindkalde Det Libyske Politiske Dialogforum, som foreløbig én gang har sat nye strømninger i gang i det politiske landskab. 

”Afholdelsen af frie, retfærdige og troværdige nationale valg i Libyen er det eneste mulige svar på det overvældende og enstemmige krav fra det libyske folk og den eneste vej til fred og stabilitet i Libyen,” skrev Stephanie Williams i en tweet den 5. januar.

Hvor længe hun denne gang får lov til at blive på sin post, og om hun endnu engang kan overhale den politiske rovdyr-elite indenom og få den væltede fredsplan tilbage på sporet med en valglov, som kan accepteres af alle parter, er imidlertid tvivlsomt. 

Mange taler om parlamentsvalg først, men det modsætter det østlige parlament sig. 

Når det gælder et præsidentvalg, tror de færreste på, at det kan finde sted i 2022.