Jørn Eskildsen
Cand. Pæd.Pæd. med kulturmøde og international pædagogik som speciale.
Har side 1979 arbejdet som freelance underviser og kursusholder i bl.a. tværkulturel pædagogik.
Udstationeret og arbejdet for en række nordiske bistandsorganisationer, heraf fire år fastboende i Zambia, hvor arbejdet som afdelingsleder på et lærerseminarium gav anledning til hyppige ophold i landsbyer hovedsagelig i de nordlige provinser. Herfra fortællingen om myggen. Senest arbejdet gennem ni år i Eritrea med udvikling af pædagogisk materiale for analfabeter.
Har gennem flere år været tilknyttet tropemedicinkurset på Københavns Universitet.
.faktabokse{ width:40%; float:right; } .faktaboks { border:1px solid #d1d1d1; color:#000; background:#eee; padding:15px; float:right; margin-left:15px; margin-bottom:15px; } .faktaboks h2{ color: #334752; } @media (max-width:768px){ .faktabokse{ width:100%; float:left; } .faktaboks{ margin-left:0; } .faktaboks p{ font-size:13px; } .faktaboks h2{ font-size:1.2rem; } .faktaboks img{ max-width:50%; margin: 0 auto; display: block; } }
Morgen i landsbyen. Varmedisen ligger allerede tæt over majsmarkerne og gør de fjernere omgivelser til bølgende billeder, hvor detaljerne synes at flyde ud i hinanden.
Fra køkkenhytten lyder livlig samtale. Kvinder og småbørn. Geder går brægende omkring, som om de havde fået den særlige opgave at gøre det helt klart for alle, at en ny dag er begyndt. Det samme gælder høns og ikke mindst haner.
En ung pige forbereder majsgrøden. Når man er 12, er der mange pligter at tage sig af. Vand skal hentes. Små søskende, der skal klædes på. Brænde. En smule klatvask. Og først og fremmest morgenmaden. Men sådan har livsrytmen været for hende næsten lige så længe, hun kan huske.
Hun går ikke i skole. I hvert fald ikke som vi kender den. Uden bygning og ansat lærer. Skolen er landsbyen. Mindre formel end den traditionelle skole og med flere definerede pligter og krav til fysik, ansvar og omsorg.
”Læseplanen” er her et omfattende program, der har til formål at forberede pigerne på alle de kvaliteter, en kvinde bør have i et traditionelt afrikansk samfund: jorddyrker, kok, hustru, børnepasser. Og den, der brygger øl ikke at forglemme. Plus en stribe af opgaver, der aldrig ville blive gjort, om ikke kvinderne tog sig af dem.
“Skole” for både børn og voksne
Den følgende historie handler nu ikke om den unge pige specielt eller om kvinderne. Den handler om læring i bred sammenhæng, selv om den ikke knytter sig til traditionelle læringsrum som skole eller anden uddannelsesinstitution.
Undervisning, opdragelse og skole er der, hvor voksen og barn til enhver tid mødes og gør noget sammen. Eller dér, hvor en fælles oplevelse kan bearbejdes i tale, drama og musik. Og det er langtfra altid tilfældigt, hvorledes dette møde opstår og afvikles.
Dagens begivenhed, som her skal fortælles, er således også ”skole”. For både voksne og børn af begge køn. Det er nu ikke nogen almindelig hændelse, det lille samfund oplever. Snarere en af de dage, man virkelig husker, og som giver stof til mange samtaler.
Men lad os nu tage den fra begyndelsen.
Eksperterne på besøg
En gruppe sundhedseksperter, europæiske, er for en vesttysk bistandsorganisation (det var i 1970erne) og med støtte fra FNs sundhedsorganisation WHO, kommet til området. De vil på lokalt plan gennemføre en oplysningskampagne.
Indholdet i den er bredt og strækker sig fra almene hygiejniske foranstaltninger til kost-sammensætning og malariaforebyggelse. I en landrover med firehjuls-træk er det muligt at besøge selv ret vanskeligt tilgængelige steder.
Og selv om den vaskebræt-lignende grusvej til landsbyen nær Zambezi-floden i Zambia er hård og knoldet, lykkedes det dagens gæster at komme frem uden de store vanskeligheder.
De fremmede hvide har forberedt sig på besøget. Den lokale leder og landsbyens ældste er blevet spurgt og har givet tilladelse til det. Det ville næppe heller være klogt at komme ind i Kachacha village uden denne tilladelse fra landsbyens officielle autoriteter.
Det skræmmende eksempel
Set ud fra et pædagogisk synspunkt er de tilsyneladende også velforberedte. De medbringer materiale til illustration af det fortalte: et stort billede af en myg, som vil kunne ses også af de, der placeres bagest i tilhørerskaren. Glas med tabletter til uddeling.
Og de har fundet frem til en beboer, en kvinde, der tydeligvis har malaria. Så kan hun bruges som eksempel. ”Se på hendes øjne. De er røde. Hun skiftevis fryser og sveder. Det er malaria. En myg har stukket hende.”
Det er under alle omstændigheder et vigtigt pædagogisk princip, der tages i anvendelse: eksemplet, en af deltagerne, der lige præcis repræsenterer det, der skal forklares. Måske har sundhedsarbejderne hermed fat i en vigtig kendsgerning, at virkeligheden er et bedre og mere stofligt udgangspunkt for undervisning og instruktion, end ord eller tekster.
Mens forløbet afvikles, ser vi noget, vi ofte oplever som en ideel situation. Man lytter. En krans af sorte skikkelser sidder som fastnaglede til jorden. Enhver bevægelse af de hvide gæster følges. Nu er det dem, der er autoriteten.
“Den hvide hudfarve smitter ikke af”
For en stund behersker de landsbyen. Kun et lille barn bryder ind i programmet ved tøvende at nærme sig de hvide, der ikke underviser, og køre en finger forsigtigt op ad den enes arm. Hun konstaterer, at den hvide hudfarve ikke smitter af.
Men barnets mor får hende hastigt tilbage. Sådan er børn overalt på kloden. Hæmningsløst gør de det, vi andre ønsker at gøre og får konkrete svar på forhold, vi kun tænker på – eller undres over.
Der er tolk på. Et yngre medlem af landsbyen, der har skoleuddannelse. Og med kendskab til lokalsprog ser man glimtet i øjet på ham, når han vender ordene og giver dem en drejning eller helt bevidst fletter sin lille personlige kommentar ind. Eller direkte omformer budskabet. Det går fint.
Undervisningen ser ud til at lykkes. Billedet af myggen i overstørrelse. Tabletterne. Den syge kvinde. ”Og husk nu, en tablet hver søndag. Så er det til at komme omkring. Og Kachacha Village vil være foruden malaria.”
Landsbyens ældste går bagefter op til de hvide. Han har en levende hane i favnen. Dens fødder er bundne med et stykke træfiber, så den er til at styre. Han knæler ned og afleverer gaven med øjnene fæstnet på modtageren.
Bagefter klapper han i hænderne og sætter knæene helt ned til jorden. Sådan udtrykker man erkendtlighed over for gæster. Og om lidt vil den stækkede hane ligge på gulvet i landroveren, der forsvinder ad de bumpede og støvede veje. Et nyt mål venter. Undervisning. Instruktion. Relevant u-landsarbejde.
Vestlig logik og afrikansk indsyn
Månen når end ikke at komme helt over landsbyen før mændene samles. Lituku hedder den beske drik, der går på omgang. Snakken løber ivrigt og engageret. Evaluering ville vi nok kalde det. I hvert fald er der ingen tvivl om, at det er dagens begivenhed, der højlydt kommenteres.
Sådan er det også under madlavningen i køkkenhytten. Speciel interesse koncentreres om det pædagogiske eksempel, kvinden, der var blevet stukket af en myg og derfor var blevet syg.
Hun har det ikke rart. Såvel i marken som ved madbål hidser samtalen sig op og forandres trinvis til råb og gestikuleren. Det er ikke den vestlige logik eller videnskabelige forklaring, der er til debat. Derimod to helt afgørende spørgsmål:
Det første: Hvem sendte myggen? Når den stikker kvinden, kommer den jo fra nogen, en ånd, ”Spirit”. Sygdom kan være straf. En overtrædelse af det sociale mønster. Tyveri, ægteskabsbrud eller simpel ondskab.
Sygdom kan også opstå fordi en jaloux, ond eller besat person forårsager udbruddet hos en anden ved at gøre myggen til sendebud. Kvinden er således ikke nødvendigvis skyldig. Men hun er et problem, der må ses på.
Det er således helt afgørende, at de får svar på spørgsmålet om, hvor myggen kom fra og med hvilken hensigt.
“Nu ved man det, man vidste”
Var sundhedsgruppen nu ikke kommet til landsbyen, ville kvinden naturligvis stadig have været syg. Og det lille samfund ville såmænd også vide det. Det hele ville foregå stille og roligt inden for kvindernes kreds.
Det hænder jo for dem alle, at sygdom bryder ud, at de gør noget forkert, eller at nogen udser en person som fjende. Ligesom elskov uden for ægteskabet er accepteret, så længe det ikke vides i betydningen offentliggøres. Alle ved det, men ingen vil vide det.
Nu er diskretionen brudt. I samme øjeblik problemet blev demonstreret, formidlede den hvide autoritet en dom eller lagde op til en sag. Og det er noget ganske andet end malaria. Nu ved man det, man vidste.
Det andet spørgsmål, der diskuteres ivrigt, er mere ligetil. Det vækker både frygt og latter. Det er billedet af myggen. Næsten en kvadratmeter stort.
Så længe nogen overhovedet kan huske, har ingen insekter af den størrelse nogensinde været set i Kachacha Village. Og længere borte for den sags skyld.
Men den hvide (”Mzungu”) har for vane at se mere end den lokalbefolkning, der har boet på stedet i århundreder. Og han gør mange andre ting, som gør ham til noget helt særligt. Men også på mærkelig vis respektindgydende og genstand for beundring. Det kunne jo være ……..
Hvem sendte egentlig myggen?
Det har været en god dag. På nær det med kvinden. Hvem sendte egentlig myggen?
Landroveren er nu 30 kilometer længere fremme. Ser man efter den, når den bumper over vejens knolde, er der kun en rød støvsky. Lugten af diesel kastes ind i vejsiden, hvor der overalt vandrer barfodede folk med bagage på hovedet og et evigt antal børn i ryggenes omsvøbte stof.
På gulvet ved bilens reservetank ligger hanen endnu. Den voksede op i Kachacha og blev kvittering for et pædagogisk forløb. Dens ben er endnu sammenbundne. Og den er for træt til at give lyd fra sig.
Let bearbejdet kapitel fra: Jørn Eskildsen, Autoritetens dilemma i u-landspædagogik og solidaritetsarbejde, Mellemfolkeligt Samvirke, København 1988.
Skriv et indlæg til denne spændende serie. Det har mange fortællelystne personer allerede gjort, og deres indlæg er offentliggjort løbende, siden serien indledtes 13. juli.
Det kan være episoder eller dramatiske hændelser, du har oplevet “derude”, og som er værd at bringe videre.
Peter Sigsgaard vil meget gerne kontaktes på e-mailadressen [email protected] eller telefon 45 82 12 39
Indlæg er honorarfrie.