Zambia trækker britisk mineselskab i højesteret for miljøskader

Kobberproduktion i Zambia 2016.


Foto: Per-Anders Pettersson/Getty Images
Kirsten Larsen

9. februar 2023

Historien er rig på store, ofte vestlige, multinationale virksomheder, der er taget til Afrika og har tjent store summer penge på olie-, gas- og mineraludvinding og efterladt lokalbefolkningen med langvarige miljøproblemer med dødelige konsekvenser for indbyggerne.

Og i disse dage ser det ud til, at lokale samfund har fået blod på tanden for at holde virksomhederne ansvarlige.

Søndag lagde mere end 11.000 nigerianere i Niger Deltaet sag an mod Shell for omfattende miljøskader, siden det britiske olie- og gasselskab startede udvinding af olie i området i 1958. Og i sidste uge sluttede en otte dages høring, som skal danne grundlag for, om et gruppesøgsmål mod det britiske mineselskab Anglo American på vegne af 140.000 kvinder og børn fra den zambiske by Kabwe kan fortsætte i højesteret. Det skriver Foreign Policy.

Sagen bliver ført i Sydafrika, fordi Anglo American drev deres zambiske blymine fra et hovedkvarter i Johannesburg i årene fra 1925 til 1974, da minen blev nationaliseret af den zambiske regering.

Her knap 30 år efter kan ruinerne fra blyminen i Kabwe få en afgørende betydning for multinationale selskabers ansvar i Afrika, mener flere organisationer.

Børn og kvinder rammes af blyforgiftning

Det var tilbage i oktober 2022, at indbyggerne i Kabwe anlagde en civil retssag mod Anglo Americans sydafrikanske datterselskab. De mener at have lidt skade af blyeksponering som følge af knap 100 års mineraludvinding i området omkring deres hjem.

I 1971 døde otte børn med mistanke om blyforgiftning, og siden da har talrige undersøgelser ifølge Verdensbanken fundet alarmerende høje niveauer af bly i lokale børn. Børn og gravide kvinder er ifølge Amnesty i særlig risiko for blyforgiftning, som er kendt for at forårsage permanent skade på indre organer, herunder hjernen.

Det er Amnesty og den panafrikanske menneskerettighedsorganisationen Southern Africa Litigation Centre (SALC), der har hjulpet de 140.000 zambiere med at rejse sagen.

“Virksomheder har et ansvar for at afhjælpe de negative menneskerettighedspåvirkninger, der kommer af deres aktiviteter. Det starter med en rimelig adgang til domstolene,” siger Amnesty Internationals menneskerettighedsrådgiver, Candy Ofime.

Kan få store konsekvenser for transnationale virksomheder

indbyggerne i Kabwe hævder, at det britiske firma har tjent penge på udvinding og bearbejdning af ​​bly fra minen uden at sikre, at de rette sikkerhedsstandarder blev opfyldt, og at firmaet fortsatte med det selv da det stod klart, at området og befolkningen led skade.

Derfor kræver Kabwes beboere nu en omfattende erstatning fra Anglo American samt en oprydning af den forurening, virksomheden nåede at forårsage i området. 

Hvis det lykkes, kan det skabe præcedens som et af de største gruppesøgsmål for historiske skader forårsaget af udvindingsvirksomheder, der vil blive behandlet ved en afrikansk domstol. Sagerne har ofte kørt ved domstole i Storbritannien, Holland, USA eller Frankrig, hvor verdens store olie- og gasvirksomheder som Shell, ExxonMobil og Total har base.

“Denne sag er ikke bare endnu et gruppesøgsmål. Dens afgørelse er vigtig ikke kun for befolkningen i Kabwe, men for alle, der har været udsat for menneskerettighedskrænkelser som følge af virksomheders transnationale adfærd,” siger Brigadier Siachitema fra den panafrikanske menneskerettighedsorganisation Southern Africa Litigation Centre, SALC, i en pressemeddelelse.

Anglo American nægter ansvar

Anglo American har modsat sig retssagen, fordi de nægter sit ansvar for miljøskaderne og hævder, at virksomheden leverede “tekniske ydelser”, men aldrig “ejede eller drev” minen. 

I stedet placerer Anglo American skylden på den zambiske regering gennem det statsejede mineselskab og andre interessenter, som Anglo American mener, vedkendte sig “ansvar for alle historiske forpligtelser” efter nationaliseringen af blyminen i 1974.

Men den køber FN’s menneskerettighedsråd ikke. Anglo American har nemlig underskrevet FN’s “Guiding Principles on Business and Human Rights”, som forpligter virksomheder til at tage ansvar for overskridelser af menneskerettigheder i forbindelse med deres aktiviteter. Så når det britiske selskab forsøger at modsætte sig en retssag arbejder det ifølge en udtalelse fra 13 eksperter i strid med sine forpligtigelser.

Nye kobberminer på vej i Zambia

Selvom søgsmålet mod Anglo American i Zambia og det nigerianske anklage mod Shell er en konsekvens af fortidens synder, så kan modstanden meget vel vise sig vigtig fremover.

Verden står som bekendt over for en enorm grøn omstilling, hvorfor hele verden tørster efter mineraler som kobber, cobolt og litium. Mineraler, der findes store mængder af i Afrika.

Så sent som sidste år meddelte den zambiske præsident Hakainde Hichilema, at den Californien-baserede virksomhed KoBold Metals, støttet af milliardærerne Bill Gates, Jeff Bezos og Richard Branson, ville investere 150 millioner dollar (1036 milliarder kroner) i at udvikle en ny kobbermine i Zambia. 

Kobber er et helt centralt metal for overgangen fra fossile brændsler til vedvarende energi, og Zambia er Afrikas næststørste producent af kobber. Zambia forhandler også med kinesiske virksomheder om nye udvindingsprojekter.

Grøn energis beskidte hemmelighed

Det er blevet døbt grøn energis beskidte hemmelighed  den umættelige sult efter mineraler fra særligt Afrika, som bliver udvundet og produceret med nogle af verdens mest forurenende teknologier.

Som Cobus van Staden, forsker i Kinas tilstedeværelse i Afrika ved South African Institute of International Affairs, skriver i Foreign Policy:

“Det accelererede skift mod batterier truer nu med at gentage en af ​​de mest ødelæggende dynamikker i den globale økonomiske historie: den systematiske udvinding af råvarer fra det globale syd, der gjorde udviklede lande ufatteligt rige, samtidig med at det efterlod et spor af miljøforringelse, menneskerettighedskrænkelser, og vedblivende mangel på udvikling i udviklingslandene,” skriver Cobus van Staden i Foreign Policy.