Endnu er kun 100 af bødlerne fra de mange overgreb, der foregik i Argentina for godt 40 år siden blevet retsforfulgt. Men nu har udlandet haft en finger med i spillet for at få sat processerne i gang.
Af Henrik Døcker,
Journalist med menneske- og folkeret som speciale
Retfærdigheden for ofre, der har været udsat for omfattende og gruvækkende forbrydelser, sker ofte meget langsomt fyldest. Undertiden slet ikke.
I en spektakulær retssag i Argentina er en torturbøddel, som så at sige blev indbegrebet af menneskelig ondskab, kaptajn Alfredo Astiz i denne uge sammen med tre andre idømt livsvarigt fængsel for tortur, drab og ansvar for ’forsvindinger’ af mennesker under Argentinas ”Beskidte Krig” (mod venstreorienterede) 1976-83.
Overbegrebet for de tiltaltes uhyrlige synderegister var forbrydelser mod menneskeheden.
Drama, der er film værdig
Den nu 60-årige tidligere officer i den argentinske flåde er nok én af de få torturbødler, som ligefrem er blevet verdenskendt.
Det drama, der har omgærdet manden, som er blevet kaldt ”Dødens blonde engel”, er en film værdig. Som ung søofficer deltog han i den argentinske besættelse af øen Syd-Georgien, en del af Falklandsøerne (Malvinerne) i Sydatlanten, der i april-juni 1982 var kastet ud i Falklandskrigen.
Efter at Storbritannien havde sendt en flåde af sted for at nedkæmpe Argentinas styrker, blev Astiz taget som krigsfange og sammen med andre argentinere interneret på den portugisiske ø-gruppe, Azorerne.
Som internationalt efterlyst for mordet på to franske nonner og en ung svensk pige begærede Frankrig og Sverige ham afhørt.
Selv om FN’s internationale konvention mod tortur netop var blevet vedtaget, tillagde Storbritannien Geneve-konventionerne og deres beskyttelsesregler for krigsfanger større betydning. ’Retfærdigheden lange arm’ var altså ikke dengang lang nok.
Der skulle skubbes til argentinerne
Men det er da opløftende, at der ny gennemføres et retsopgør, vil man måske sige.
En ophævelse af tidligere gennemført straffrihed for Den beskidte Krigs bødler har imidlertid ikke udløst den strøm af retssager, som var forventet af de efterladte. Vel omkring 100 personer er blevet retsforfulgt.
En hel del har været igangsat af fremmede stater, hvor de belastede personer havde søgt tilflugt. Særlig Spanien har været med på at udlevere disse typer til retsforfølgelse i Argentina.
En tidligere flådeofficer, Adolfo Scilingo, er ved en spansk ret idømt 640 års fængsel for sin andel i drabet på 17 personer under det argentinske diktatur. Flere hundrede politifolk og officerer afventer angiveligt på at blive stillet for retten.
Det var tilbage i 1983, at Den nationale Kommission om Forsvindinger afleverede rapporten Nunca mas (Aldrig mere), hvor tæt ved 9.000 forsvindinger blev dokumenteret, idet det samlede officielle tal for de mennesker, der forsvandt som led i den barske tilintetgørelse af såkaldt venstreorienterede, er sat til 12.000.
Dengang blev i alt 450 torturbødler og ansvarlige for de mange forsvindinger dømt af argentinske domstole.
General Jorge Videla og admiral Emilio Massera blev således idømt livsvarigt fængsel. Argentinas sidste militærdiktator Raynaldo Bognone idømtes en tilsvarende straf så sent som i år.
I 1990’erne, under præsident Carlos Menem, modtog Videla og Massera og mange andre imidlertid amnesti.
Skræk-kapitlet: Bortførelser af børn
Efter årtusindskiftet blæste der dog andre vinde som til sidst skulle ophæve amnestien. Dertil åbnedes for afdækning et nyt skræk-kapitel af den fordums undertrykkelse: Bortførelsen af de politiske fangers børn.
400 sådanne børn blev overført til regime-tro personer, herunder officerer og fik ikke at vide hvem deres rigtige forældre var. Mange gribende beretninger, også om de argentinere, der har haft held til at opspore deres rigtige familieforhold, er blevet offentliggjort.
Argentinas Højesteret annullerede i 2001 tidligere love, kaldet ”Punktum” (for videre retsforfølgelse) og ”Sand lydighed” (som ansvarsfrihedsgrund for officerer m.fl.).
Højesteret kategoriserede samtidig forsvindinger som forbrydelser mod menneskeheden, et folkeretligt delikt, der blev knæsat ved de internationale straffetribunaler om Rwanda og Eksjugoslavien (og som har et lidt andet juridisk indhold end det tilsvarende folkeretsbegreb ved Nürnberg-domstolen efter 2. Verdenskrig).
Forbrydelser, der falder ind under denne betegnelse, kan aldrig forældes.
Men, som man ser andetsteds på kloden – i Cambodja, i Eksjugoslavien, i Rwanda – sker retsopgørene alt for sent. De fleste af de personer, der omsider dømmes endeligt, er oppe i firserne.
Tusinder af ansvarlige får aldrig deres velfortjente straf. Til stor fortrydelse for de efterladte.
I Argentina ikke mindst Mødrene og Bedstemødrene fra Plaza de Mayo, de tapre kvinder som har været stærkt med til at holdet mindet om de døde i live og få retsopgøret igangsat.
Så mange som 11.000 argentinere har modtaget kompensation for tabet af deres pårørende – op til 200.000 dollars.
