Mathilde Kaalund Jørgensen skriver fra Arusha Mineindustrien, der frembringer Tanzanite ædelstene, har ligesom mange andre af landets værdifulde naturlige ressourcer ikke bidraget væsentligt til udviklingen – hverken i minebyen Mererani eller på nationalt plan. Det skyldes bl.a. de vilkår, som store internationale virksomheder opererer under. De betaler meget lidt skat til den tanzanianske statskasse og benytter ikke lokal arbejdskraft. Udvindigen af mineraler er vokset eksplosivt og udgør halvdelen af Tanzanias eksport. Det samme boom gælder ikke landets udvikling. Manglende lokal udvikling Minebyen Mireranis særprægethed er slående, når man kommer kørende ind fra hovedvejen. Byen ligger for foden af Kilimanjaro godt en times kørsel fra Arusha. Vejene er støvede hvide og glimter i den skarpe ækvatorsol. Man tænker straks, at det er Tanzanite, der ligger og glimter, og at byen må være en perle i velstand godt gemt af vejen inde i det store land. Men det er hverken Tanzanite, der glimter på vejen eller byens velfærd, som møder en – tværtimod. Efter de store internationale virksomheders indtog i 1999-2000 er byens udvikling nemlig gået i stå, siger Iddi Nangu, der leder organisationen Haki Madini (”Equal Mineral Rights”) placeret i byens hjerte: Disse virksomheder – med Sydafrikas ”Tanzanite One” som den største – benytter sig nemlig ikke af lokal arbejdskraft. De rå ædelsten bliver i stedet i høj hastighed transporteret direkte ud af byen i store 4-hjulstrækkere, som kun efterlader sig enorme støvskyer. Kontrasterne i byen er iøjnefaldende, og de bliver kun forstærket af, at regeringen holder skarpt øje med alle fremmede. Som besøgende risikerer man en tur på immigrationskontoret, en påtale om at man absolut ikke må købe noget i byen og et forhør om, hvorfor man er der. Intet samarbejde mellem små og store minevirksomheder Heller ikke de små lokale virksomheder får glæde af, at de store internationale arbejder i området, beretter Iddi Nangu. Et af problemerne med manglende samarbejde har været de skarpe underjordiske grænser. Da de lokale virksomheder opererer på et meget lille areal, og minegangene er horisontale, er det næsten uundgåeligt ikke at komme til at overskride de underjordiske grænser. Tanzanite mineområderne er inddelt i områderne A, B, C og D. Til at starte med var det kun område D, som de små lokale minevirksomheder kunne benytte, men efter pres fra Manyara Region Mine Association har de nu også adgang til område B, oplyser Zephania J. Mungaya, formand for fagforeningen. Hele minearealet udgør kun 2 x 4 km, og TanzaniteOne er ene-besidder af område C, som er det største område (http://tanzaniteone.com/mining-tanzanite). Ifølge Iddi Nangu foregår ædelstensudviningen hos de lokale virksomheder stadig på gammeldags manér i bedste Jakob Ejersbo stil. Minearbejderne har simple lommelygter, der kun lyser fremad, og arbejderne får først betaling, når en Tanzanite-åre opdages. Arbejderne for de internationale virksomheder får regelmæssig løn. Her arbejder virksomhederne med avanceret udstyr, som også betyder, at de kan screene arbejderne med farlige røntgenstråler for at undgå, at de smugler sten med ud. Efter the Guardian i 2009 fremlagde oplysninger om den sygdomsfremkaldende stråling blev proceduren standset, men Mungaya, fagforeningsformanden udtaler, at proceduren er blevet genoptaget for nylig. Han ryster på hovedet, og siger at det er helt almindeligt, at sådanne ting sker. Lavt afkast til Tanzania At Tanzania som land får meget lidt ud af sin store mineraludvinding skyldes bl.a., at de internationale virksomheder de sidste par år kun har betalt 4 procent i skat til statskassen som følge af liberaliseringen (13/07/2011, Blomberg), der har gjort Tanzania til det mest åbne handelsland i Østafrika ifølge Society for International Development. Skatten betales som en kompensation til staten, der er ejer af de såkaldt ikke-erstattelige naturressourcer. Knap halvdelen af Tanzanias eksport består af mineraler, hvoraf størstedelen er guld. Skatten på disse mineraler ligger på mellem 0 og 5 procenrt. Så selvom korruptionsniveauet i den tanzanianske regering er højt (Transparency International), forekommer det alligevel ikke mærkeligt for den besøgende, at staten mangler ressourcer på trods af den produktive udvinding af mineraler. The Tanzanite Experience Tanzanite-stenene slibes i udlandet ofte i lande som Indien eller Thailand og i få tilfælde inde i Arusha by, fordi – siges det – Tanzania ikke har teknologien til at udføre arbejdet selv (21/11/2011, The Citizen). Da der skal betales lavere afgifter for eksport af råvarer end færdige produkter, kan man let forestille sig, at det også har en betydning, lige såvel som produktionsfordele i de lande, hvor forarbejdningen sker. The principal director fra Arusha Technical College, Richard Masika har udtalt “I am told in India’s city of Jaipur, nearly 250.000 people are employed in the cutting and polishing of raw gemstones.” (the Guardian, Tanzania). Derfor tager ATC nu initiativ til at starte et kursus op i at behandle de dyrebare mineraler. Inde i Arusha by bliver man som turist inviteret til en ”Tanzanite oplevelse”. En butik med udstilling og reklamefilm sat op af mineselskabet ”Tanzanite One” fra Sydafrika: Tanzanite præsenteres som den fineste af alle ædelstene – 1.000 gange mere sjælden end diamanter. Det mest dyrebare, man kan give sin ufødte datter og det ultimative bånd mellem mor og datter. På ”The Tanzanite Experience” fremvises det glamourøse billede af ædelstensindustrien i skarp kontrast til forholdende i minebyen Mirerani, de fleste turister aldrig stifter bekendtskab med. Måske håb forude Flere græsrodsgrupper arbejder på at forbedre forholdene for både lokale arbejder samt mineejere, og måske er der håb forude. Iddi Nangu fortæller, at regeringens aftale med de udenlandske investorer ender i 2012, hvor man håber, at aftalen bliver erstattet af en, som bl.a. påbyder virksomhederne at benytte lokal arbejdskraft. Tanzanite One’s Chief Executive Officer, Mr Bernard Olivier har da også udtalt, at virksomheden er i gang med at etablere et forarbejdningsanlæg, som vil være i stand til at behandle stikprøvemateriale på stedet (30/11/2011, Daily News). Ifølge ”The Minerals Acts” gældende fra 2010 er Tanzanite udvinding kun for tanzanianere, og udenlandsk partnerskab skal kun finde sted for at sikre adgang til avanceret teknologi. Viceministeren for energi og mineraler, Hon Adam Malima har udtalt, at under sådanne omstændigheder kan investorer inviteres til at etablere et fælles projekt med lokale mineejere (IPP media 17. Nov 2011). TanzaniteOne er et af de tre største mineselskaber i Tanzania, som betaler selskabsskat i Tanzania – til den førnævnte lave skat (The Tanzania Mining Audit Agency (TMAA)). Tanzanite One skiftede 30. november i år navn til Richland Recourses (Daily News, 30/11/2011) ———- Mathilde Kaalund Jørgensen er cand.scient.pol. og p.t. ansat hos ActionAid Denmark (Mellemfolkeligt Samvirke) som "Global Platform Advisor” med base i Nairobi i Kenya. Hun har været aktiv i klimabevægelsen og ansat i Udenrigsministeriet. Hun har netop besøgt Tanzania for bl.a. at skrive artikler om landet til U-landsnyt.dk
