2012 går over i historien som et særdeles sørgeligt år for pressefolk. Det viser en ny optælling fra Committe to Protect Journalists (CPJ), der konkluderer, at mindst 67 journalister, fotografer og andre pressefolk er blevet dræbt i år.
Det er næsten dobbelt så mange som sidste år, hvor ‘kun’ 34 journalister blev dræbt, og det tredje højeste antal målt over de seneste tyve år.
Syrien er tragisk topscorer, her er intet mindre end 28 mediearbejdere blevet slået ihjel på grund af deres arbejde, herefter kommer Somalia, hvor 12 personer er blevet dræbt, og Pakistan, hvor syv personer har mistet livet. Journalister, der dækker ‘krige’, ‘politik’ og ‘menneskerettigheder’ lever måske ikke overraskende livet mest farligt.
Det var nemlig stofområderne blandt henholdsvis 64 procent, 51 procent og 41 procent af ofrene. De dræbte journalister blev enten ofre for krigshandlinger eller målrettet myrdet af enten regerings- eller oppositionsstyrker, skriver Politiken.
De 67 nævnte tilfælde er alle sager, som CPJ har undersøgt, og hvor de mener det bevist, at journalisten blev slået ihjel på grund af sit arbejde.
Derudover har organisationen registreret 31 sager, hvor motivet for drabet endnu ikke er bekræftet, men hvor det er muligt, at journalisten blevet myrdet, fordi han eller hun var journalist.