Den globale produktion af billigt kød til Vestens og Kinas forbrugere efterlader en strøm af ubetalte regninger i form af fattigdom, dyremishandling, ødelæggelse af grundvand og miljøressourcer samt forarmelse af naturen, konkluderer ny kampagnebog.
Den er skrevet af Philip Lymbery, der er direktør for NGOen “Compassion in World Farming”, og som ifølge en foromtale “afslører den industrielle fødevareproduktions sande ansigt”.
Lymbery har besøgt så forskellige steder på kloden som Kina, USA, Mexico, Peru, Argentina og Frankrig. Og han kunne overalt se konsekvenserne, hedder det.
“Industrilandbruget er verden største madspild”
“Industrilandbruget udgør verdens største madspild”, konkluderer Phil Lymbery i et interview i seneste udgave mandag af tidsskriftet “Natur & Miljø”, der udgives af Danmarks Naturfredningsforening.
Han begrunder det sådan:
“Arealet til de afgrøder, der dyrkes til dyrefoder i industrilandbrugene (ofte kæmpemæssige farme, red.), er på størrelse med hele EU. Hvis der i stedet var afgrøder med mad til mennesker på det areal, kunne vi uden videre brødføde yderligere fire milliarder”.
“Problemet i verden er ikke at skaffe mad. Det er madens tilgængelighed og kvalitet”.
Samtidig står også forbrugerne som tabere i form af problemer med fedme og sukkersyge på grund af det billige (og dårlige) kød, som vi spiser alt for meget af, ikke mindst i Danmark.
“En yderst vedkommende bog i en tid, da mange tror, at vi redder Danmark ved at opfede endnu flere slagtesvin”, fremgår det af omtalen i “Natur & Miljø”.
Hvad kan vi gøre som forbrugere?
Lymbery giver anvisning på, hvordan vi som forbrugere kan ændre vore indkøb og dermed vende udviklingen.
70 procent af madens værdi forsvinder på markerne under forarbejdningen – men først og fremmest i dyrene. Derfor skal vi holde op med at konkurrere med fedekvæg, malkekøer og grise om maden, mener forfatteren.
“Køer på græs tager ikke brødet ud af munden på verdens fattige. Det gør derimod al den soja, der dyrkes (ikke mindst i Latinamerika) som dyrefoder til fremstilling af koteletter og bøffer – på jord som kunne bruges til mad”, vurderer han.
Herhjemme dækker foderafgrøder 80 procent af landbrugsarealet – tænk bare på havet af bygmarker til svinefoder. Danske landmænd importerer tillige hvert år soja for 2,7 milliarder kr. til at blande i f.eks. netop svinefoderet. Størstedelen er génsplejset soja, som tåler store mængder sprøjtegift.
Lymbery: “Vi kan gøre en forskel, nemlig ved de tre måltider, vi spiser om dagen. Her skal vi vælge vegetabilsk, økologisk og fra fritgående dyr”.
“Vi betaler for maden tre gange”
Forfatteren ridser et dystert regnestykke op med tal fra EU-Kommissionen:
“Udviklingen giver kæmpeunderskud til os alle sammen. Kunstgødning giver værdi til landbruget for 100 milliarder kr. årligt. Regningen for miljøpåvirkning af f.eks. vand er på 150 milliarder. Vi betaler med andre ord for maden tre gange:
* Først ved kassen i butikken eller supermarkedet
* så som støtte til EUs landbrug (halvdelen af EUs budget)
* og når regningen for forurening skal betales”.
Mere om kampagnen og bogen “Farmageddon – The true cost of cheap meat” på http://www.raw.info/farmageddon og http://www.raw.info/about-us
