Om forfatteren
Chigozie Obioma er født i 1986 i Akure, Nigeria, hvor han også er vokset op. Han har 11 søskende.
’Vi var fiskere’ har vundet flere priser og er oversat til 22 sprog. New York Times har udråbt ham til den nye Chinua Achebe.
I disse dage gæster Obioma Danmark og kan opleves i Århus på DOKK1 d. 17. august fra 19-20.30 og på festivalen Lousiana Literature i Humlebæk d. 18.-21. august.
I modsætning til mange andre afrikanske forfattere, der i disse år dukker op på det globale bogmarked, fokuserer nigerianske Chigozie Obioma ikke på polariseringen mellem Afrika og Vesten og at være fanget mellem to kulturer. Tværtimod er hans debutroman ’Vi var fiskere’ slet og ret en bog om Nigeria.
Profeti ved floden
Familieromanen følger Benjamin og hans tre ældre brødre under deres opvækst i byen Akure i 1990’erne – de to yngste søskende spiller ingen større rolle i bogen. Familien har ignoreret statens snak om familieplanlægning, for faren vil gerne have en stor familie, så de mange børns fælles succes kan være ekstra imponerende. Således skal de fire brødre uddannes til henholdsvis pilot, advokat, læge og professor.
Bogen begynder, netop som brødrenes far er tvunget til at flytte nordpå på grund af sit arbejde hos Nigerias Centralbank. Som familiens overhoved har han været ansvarlig for at opdrage drengene med kærlighed og streng disciplin suppleret af fysisk afstraffelse, og da han forsvinder, forsvinder også drengenes moralske kompas. De opdager en ny frihed. De skulker fra skolen, og på et af deres strejftogter rundt om i byen ender de ved byens forbudte flod, hvor de i smug indleder en karriere som fiskere.
Det bliver starten på enden for både barndom, sammenhold og en tilværelse uden bekymringer. For ved floden støder de ind i den lokale galning, Abulu, der, udover at stavre nøgen rundt, er kendt for at udspy profetier, der alle går i opfyldelse. Abulu spår, at den ældste af brødrene, Ikenna, vil blive dræbt af en af sine brødre. Profetien driver en kile ind i brødrenes forhold, da Ikenna i angst for, at den skal gå i opfyldelse, ændrer karakter og opførsel og trækker sig fra den øvrige familie med fatale konsekvenser til følge.
Tro og overtro
’Vi var fiskere’ handler først og fremmest om søskendekærlighed. Bogen beskriver på smuk vis det bånd, der skabes mellem søskende, som vokser op tæt sammen, fuldstændig afhængige af og med blind tillid til hinanden. Historien kredser om, hvad der sker, når dette bånd kappes over, og hvordan du overlever uden dem, du aldrig før har været foruden.
Bogen giver et interessant indblik i en opvækst i Nigeria set i forhold til både lokalsamfund, religion, traditioner, sprog, status og familie, hvor skæbnespørgsmålet naturligt ligger som en rød tråd gennem hele historien og med det betydningen af tro – og overtro. Hvor meget af vores liv er forudbestemt? Er det Ikennas tro på og frygt for profetien, der gør den sand og til en trussel? Hvad er tro i det hele taget – og hvad er den rette tro? Det er nok ikke tilfældigt, at det håndtegnede kort over Akure først i bogen rummer hele tre hellige huse – Kirken til Guds Forsamling, Den Himmelske Kirke og en moske.
Det er en fordel at have et minimumskendskab til Nigerias historie og geografi på forhånd, for bogen rummer ikke mange kontekstuelle støttehjul – sætninger, udbrud og ord på igbo og yorube, der indimellem florerer på siderne, oversættes heller ikke altid. Det er dog ikke så meningsforstyrrende, som det lyder, men blot med til at skabe stemning og sætte scenen.
I forhold til den danske oversættelse savnede jeg en fodnote, der forklarer wrappa for læsere, der ikke ved, at ordet, groft sagt, dækker over saronglignende stykker af mønstret afrikansk klædestof – i andre afrikanske lande også kendt som for eksempel kanga, lappa og pagne. Der rodes også rundt i forskellen mellem landet Benin og den nigerianske by Benin City på siderne 300-301, hvilket efterlader denne læser forvirret over, hvilken af de to der er tale om.
Kaster lys på Nigeria
Sidst men ikke mindst formår bogen at tegne et portræt af Nigeria som det underfundige og komplekse land, det er. Og her begår bogen en lille genistreg: Ved at bruge Benjamins 9-årige perspektiv til at belyse 90’ernes politiske tumult, arrene fra Biafra-krigen, korruption, manglende udvikling og den ulmende uro og opblussen i etnisk vold, understreges det meningsløse og uforståelige ved det alt sammen.
På et opslag for et forfatterarrangement på DOKK1 i Aarhus, er Obioma da også citeret for at sige, at hans mål med bogen har været at ”vække en nation, der sygner hen og kaste lys på, hvorfor et land, der råder over olie, en veluddannet elite og en håbefuld ny generation ikke kan omsætte det til fremskridt.”
I den sammenhæng er ’Vi var fiskere’ om ikke en projektør så i hvert fald en insisterende lyskegle.
’Vi var fiskere’ udkommer d. 17. august på forlaget Klim.
