Forsømt zoo i Gaza drejer nu nøglen om

qalqiliya-giraffe
En giraf fra en zoologisk have på Vestbredden
Foto: Soman - Creative Commons
Thomas Jazrawi

De trængte beboere i Gazastriben får nu færre muligheder for at opleve verdens fascinerende dyrearter. 

Gaza Zoo lukker nemlig i en erkendelse af, at der ikke er ressourcer til at drive seværdigheden. 

Det beretter flere medier. 

Tidligere har billeder og historier om de udsultede dyr figureret i internationale medier. 

Organisationen Change.org har tidligere foretaget en offentlig underskriftsindsamling med tilten “Red de udsultede dyr i Gaza Zoo”. 

Ifølge teksten på organsationens hjemmeside begyndte dyrenes trængsler efter krigen mellem Israel og Hamas i 2014. 

Ingen kunne dengang komme frem til dyrene. En bengalsk tiger sultede ihjel under de massive bombardementer over det tætbefolkede selvstyreområde. 

Flere af dyrene er siden døde, og der kommer ikke mange gæster i dyreparken mere. De ansatte har til tider udstoppet døde dyr og sat dem til skue for at skabe lidt zoologisk stemning. 

Mange af dyrene er blevet smuglet ind i det aflukkede palæstinensiske område fra Egypten. 

Nu bliver de overlevende dyr med hjælp fra velgørenhedsorganisationen Four Paws transporteret til Jordan, mens den sidste tiger bliver fragtet til Sydafrika.

Beboerne i Gazastriben har dog en anden zoologisk have ved navn Marah Land, men den lider også under de vanskelige forhold i Gaza, skriver Sky News. 

Eksempelvis har personalet malet striber på æsler for at fremstille dem som zebraer.